The Theory of Everything er et biografisk drama, der fortæller historien om den unge, aktive Stephen Hawking (Redmayne), der i 1960’erne studerer teoretisk fysik ved universitetet i Cambridge.
Som 21-årig han bliver diagnosticeret med amyotrofisk lateral sklerose (ALS) – en sygdom, der i tiltagende grad ødelægger nerverne i rygmarven og hjernen. På samme tid forelsker han sig i studiekammeraten Jane Wilde (Jones), som trods de store udfordringer støtter Stephen i hans ambitiøse arbejde, der efterhånden gør ham til en af de største inden for sit felt.
Filmen er instrueret af James Marsh (Man on Wire) og baseret på en bog af Jane Wilde Hawking. Og her ligger den største svaghed ved The Theory of Everything – manuskriptet er ikke objektivt nok, og det skyldes, at Jane Hawking har sat visse begrænsninger på filmatiseringen af hendes bog om eksmanden.
Selv om vi oplever Stephen Hawkings tragiske sygdom, er kærlighedshistorien for overfladisk og sentimental. Vi lærer hverken hovedpersonerne eller kernen i Hawkings arbejde og liv ordentligt at kende. Det hele er for poleret, og det drama, vi får serveret, sætter sig ikke de store spor, selv om historien tilsiger noget andet.
Når det er sagt, så er der dog ikke nogen tvivl om, at The Theory of Everything er en seværdig og fascinerende film, der holder en høj teknisk standard med meget kvalitet i produktionen. Eddie Redmayne gør en beundringsværdig indsats i rollen som Stephen Hawking, og hans præstation har givet ham en række priser, inklusive en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Fire stjerner.
Filmen er god nok til, at den fortjener en plads i filmsamlingen, og udgivelsen på Blu-ray er heldigvis god. Billedet er flot, selv om farverne er lidt for stærke, og lydsporet (dts-MA 5.1) er der ikke meget at udsætte på. Af ekstramateriale får vi nogle slettede scener, en kort bag-om-filmen og et udmærket kommentarspor.
Fakta:
- Release: 13. juli 2015
- Instruktør: James Marsh
- Med: Eddie Redmayne, Felicity Jones, Charlie Cox, Emily Watson, Simon McBurney, David Thewlis, Harry Lloyd
- Genre: Drama
- Land: UK
- År: 2014
- Tid: 2:03 timer