Anmeldelse: The Way Back

Voldsom selvmedlidenhed er i centrum, når Ben Affleck nærmest giver os et smugkig ind i sit eget problematiske privatliv.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Hollywood-stjernen på det private plan har kæmpet med alkoholproblemer i årevis og er gået ind og ud af rehab. Når han i The Way Back portrætterer en udslidt, deprimeret bygningsarbejder, der drikker 24/7 med begge hænder, giver det afgjort filmen en ekstra dimension.

 

Jack (Affleck) bor i en forstad til den glamourøse millionby Los Angeles, men der er ikke noget glamourøst over Jacks liv.

Nyskilt, venneløs og tungsindig er det første, han gør om morgenen, og det sidste, han gør om aftenen, at bælle en bajer. På arbejdet fylder han kaffekoppen med sprut, og på vej hjem lægger han vejen forbi stamværtshuset og drikker, til han kan stavre i seng. Både familien og ekskonen er bekymrede for ham, men Jack luller sig ind i sin egocentriske selvmedlidenhed – og kan ikke se nogen vej ud af uføret.

Redningen (?) kommer, da han får et uventet tilbud om at træne sin gamle high schools basketballhold. Jack var lidt af en basketballstjerne i sin ungdom, men stoppede for at kunne sige “Fuck you!” til sit røvhul af en far.

Ja, så trist og tragisk er den fordrukne Jacks liv, og The Way Back kunne let være blevet en pinlig og plat kliché. Hverken historien eller filmen er original eller nyskabende, og vi bliver også sjældent overrasket af handlingen, men alligevel er der noget ægte og dybt menneskeligt over filmen, som gør, at vi engagerer os i Jacks tragiske historie.

Vi hepper på en mand, der prøver at rejse sig, og Jacks transformation fra ussel alkoholiker til engageret basketballtræner er fascinerende og medrivende; ikke mindst fordi vi tror på Jack i Afflecks skikkelse. Han går ikke bare fra tørstigt røvhul til rar legeonkel, men tager sine indre dæmoner med på sin vej til forløsning.

The Way Back er afgjort en seværdig film med Ben Affleck i en form, som vi ikke har set ham i siden Argo. At handlingen og præmissen så er af den mere ordinære slags, kan vi tilgive. Fire svage stjerner.