Anmeldelse: The White Lotus, 1. sæson

Med kun et par dage tilbage, før HBO Nordic bliver til HBO Max (den 26. oktober), tog vi et kig i bakspejlet for at se, om der var nogen seriegodbidder fra i år, som vi endnu ikke havde anmeldt.

Og jo, i indbakken, mens vi ubekymret klatrede fra vulkantop til vulkantop på de maleriske Azorere i julis sommervarme, var der tikket en pressemeddelelse ind om den nye serie The White Lotus, og med hjernen på ferie var denne godbid faktisk gået vores næse forbi.

De privilegeredes legeplads

Mike White står for både manuskript og instruktion på denne fascinerende serie om en Hawaii-ferie for “viderekomne”.

Vi møder en umage flok amerikanere på vej til en drømmeferie på den smaragdgrønne paradisø Maui. Fælles for dem er, at de er superrige – og generelt misfornøjede med livet, familien og sig selv.

Familien Mossbacher er på deres årlige nu-skal-hele-kernefamilien-hygge-sig-ferie. Den småstressede mor Nicole (Britton), der har en ledende stilling i et globalt firma, og faren Mark (Steve Zahn, Treme), der er overbevist om, at han når som helst vil dø af testikelkræft, er begge blevet trætte af sex med deres bedre halvdel.

Med på slæb har de deres usmageligt obsternasige datter Olivia (Sydney Sweeney, The Voyeurs), som slæber rundt på sin kulørte trofæveninde Paula, og den 16-årige livstrætte, akavede lillebror Quinn.

I palmesuiten regerer det unge Patton-par, som er i gang med første del af deres eksotiske bryllupsrejse. Den forkælede man-baby Shane (Lacy) tager sin billedskønne kone Rachel (Daddario) for givet – og behandler hende derefter: Som luft og/eller skidt, afhængigt af dagsformen.

Singlen Tanya (Coolidge) er rejst til Hawaii i bitter ensomhed for at sprede asken af sin nyligt afdøde mor i det turkisblå hav.

Alle skal de efter bedste evne vartes op på luksusresortet The White Lotus (som egentlig er Four Seasons Resort Maui at Wailea) af den ærgerrige, altid overdrevent smilende hotelchef Armond (Bartlett), der giver mindelser om John Cleese i Fawlty Towers.

Vi er universets centrum

Hele holdet har – i større eller mindre grad og mere eller mindre bevidst – en forestilling om, at de selv er universets centrum, og at alle andre er til for at varte dem op. Intet ønske er for lille eller for stort, og absolut ALT kan (og skal) der klages over!

Den ypperste af disse narcissister er den unge Mr. Patton, hvis eneste bedrift her i livet er at have arvet en masse millioner fra sin far. Fra han sætter fod på resortet, ligger han i skænderi med Armond over, at han har fået en for lille suite – han vil have den, Mor har booket til ham! Han sætter konstant sin kone i anden række (og i forlegenhed) og benytter enhver lejlighed til at nedgøre hendes arbejde som sladderjournalist.

Den overvægtige og desillusionerede Tanya ankommer til resortet uden antydning af selvtillid og med et overdrevet alkoholforbrug. Hun finder trøst hos chefen for spaen, Belinda, og udnytter hende som sin private skriftestol, samtidig med at hun sår et håb om et muligt fremtidigt forretningssamarbejde.

Mor Mossbacher kæmper for at holde styr på familien og deres værelser, mens hun konstant besvarer arbejdsmails og holder Zoom-møder med Kina.

Halvvejs igennem ferien bliver faren i huset nærmest katatonisk, da han får nys om sin afdøde fars udsvævende hemmelige liv. Han lover sig selv ikke at gentage fejlen og går så i den modsatte grøft med total selvudleverende åbenhed over for sin pinligt berørte søn.

Deres påtagede woke datter har travlt med at klage over sine materialistiske forældre, deres hvide verdensbillede og manglende respekt for andre kulturer og racer – samtidig med at hun svælger i forældrenes rigdom og gør sit yderste for at manipulere sin (“andenrangs-”) veninde.

Glimrende persongalleri

White har gjort et fremragende stykke arbejde med at skabe et fascinerende persongalleri, som både supplerer og udfordrer hinanden. Indimellem bliver det næsten pinligt, idet det hurtigt skifter mellem komiske optrin og dybtfølt menneskeligt drama.

En herlig cocktail med den stadig mere frustrerede Armand som historiens omdrejningspunkt – det er, så vi næsten kan høre det legendariske “Don’t mention the War” i baggrunden.

Kulisserne for den stadig eskalerende dramatik er øparadiset Hawaiis naturskønne omgivelser med blændende smukke solnedgange, azurblåt hav, så langt øjet rækker, palmesus og lokal (vist nok politisk ukorrekt) sang fra de indfødte.

Miniserien (som nu er blevet forlænget med en 2. sæson) er optaget med et let orange, drømmeagtigt filter, men det er i højeste grad virkelighed, vi oplever, garneret med menneskelig foragt, fornedrelse og mangel på selvindsigt.

Når det er sagt, så er persongalleriet ikke eklatant onde mennesker (med Shane som en mulig undtagelse); de lever bare i deres egen lille, lyserøde boble og formår ikke at se tingene fra andres perspektiv. Det, mor Mossbacher er mest optaget af, er hvor svært livet er blevet for unge, hvide mænd som hendes søn Quinn (!).

Skuespillerne, med Murray Bartlett, Steve Zahn (der oser af komisk talent og timing) og Sydney Sweeney i spidsen, leverer præstationer i top. Manuskriptet er vittigt, intelligent, aktuelt og giver stof til eftertanke – er det et strejf af os selv, vi ser i spejlet?

The White Lotus er en stærk serie, der udadtil ligner et drømmeparadis, men indadtil afdækker lag på lag af menneskelig usikkerhed, mørke og total mangel på selvindsigt. En næsten perfekt blanding af drama og skarp satire. Fem stærke stjerner.

Hele 1. sæson kan streames på HBO Nordic nu.