Anmeldelse: The White Lotus, 2. sæson

Hvis vi ser bort fra den fabelagtige House of the Dragon, er der relativt langt mellem seriehøjdepunkterne på HBO Max nu om dage. Men nu hvor 1. sæson af Targaryen-sagaen for nylig er slut, kan vi se frem til en serie af en helt anden slags.

En af sidste års absolut bedste tv-serier omhandlede det tilsyneladende “komplicerede” liv for velhavende, hvide amerikanere på et af Hawaiis fineste luksusresorts: The White Lotus.

Vi mødte forsmåede, forkælede, til dels virkeligsfjerne amerikanere, der fik deres Hawaii-ferie ødelagt af bagateller, og druknede i selvmedlidenhed eller smålige familieskænderier. En larmende flok jetsettere på deres drømmeferie på den smaragdgrønne paradisø Maui. Fælles for dem var deres superrigdom, og generelle utilfredshed med livet, familien – og sig selv.

Showrunner Mike White havde forestillet sig, og planlagt, serien som en selvstændig mini-serie. Men som man siger: “På grund af populær efterspørgsel” blev serien alligevel fornyet.

Denne omgang er vi ikke længere på Hawaii, men på The White Lotus resort på mafiaøen Sicilien, helt nederst på støvlen i det solrige, charmerende Italien. Den eneste af de ledende skuespillere, der vender tilbage, er den neurotiske, lidende, forvirrede og stærkt alkoholiserede (men åh så bizart fornøjelige) Tanya McQuoid (Jennifer Coolidge).

I anden sæson får vi nærmest et postkortbillede af et særdeles malerisk og charmerende Sicilien. Med små, smalle baggader, fortovsrestauranter, pasta, romantik – vi får kort sagt lov til at gå i fodsporene på Vito Corleone (Al Pacino i The Godfather). Vældig smukt og ofte hylende morsomt, men der mangler dog en wow-faktor.

I centrum af dramaet og komplikationerne sidder den amerikanske Di Grasso-familie, som tager deres “charmerende” bedstefar (F. Murray Abraham) tilbage til deres familierødder i det sicilianske landskab, samt det overfladiske rige ægtepar Sullivan (som hverken ser nyheder, læser bøger eller stemmer ved valg), som har slæbt venneparret Spiller på luksusferie.

Men, på trods af at den første sæson fandt sted i det land, vi ofte ser som kunstigt, konstrueret og optaget af facade, virker sæson 2 desværre mere konstrueret og påtaget dramatiseret. Vi fornemmer nok antydningen af mangel på ideer.

Der er ikke så meget personligt på spil for persongalleriet denne omgang. Far Di Grasso (Michael Imperioli) har kørt sit familieliv i grøften, ved at gå i seng med næsten enhver ung dame, han støder på – en opførsel, han er fræk nok til at klandre sin uforbederlige skørtejæger af en far for. Som en kontrast til sine mandlige forbilleder, er sønnen (Adam DiMarco) blevet et stort dydsmønster, der gør sit yderste for at fremstå politisk korrekt og ikke genere/støde det andet køn.

Familien er ikke så disharmonisk, socialt inkompetent og menneskeligt fascinerende som Mossbacher-banden (fra 1. sæson). Konflikterne inden for familien såvel som faderens såkaldte sexafhængighed, bliver både forudsigelige og mere fortælleteknisk anstrengte.

Samtidig vier Mike White en alt for central plads til de to escortpiger, Lucia og Mia. Ærgerligt, for på trods af deres smukke ydre er de ikke særlig interessante mennesker; basalt set lader de villigt rige turister bruge deres velformede kroppe, så de kan købe sig smukke designerkjoler. At den stramme receptionist Valentina frit lader dem blande sig blandt gæsterne, virker lidt underligt, men er noget, vi kan leve med.

Dynamikken mellem det tilsyneladende perfekte Sullivan-par og de mere indadvendte hr. og fru Spiller (som begge mangler både livsglæde og sexlyst) er sæsonens drivende gåde. De hader at tilbringe tid sammen, elsker at påpege hinandens mangler og skavanker, og skjuler deres egne, åbenlyse menneskelige fejl. Naturligvis krakelerer facaden, og det perfekte ydre afsløres som et eklatant overfladisk spil for galleriet. Herligt!

Tom Hollander er en fantastisk karakterskuespiller, som vi havde store forhåbninger til, da vi så han blev castet. Men hans omgangskreds af homoseksuelle tosser er overdrevent karikeret – og dermed også en skuffende kontrast til Tanya, tristhedens og selvmedlidenhedens gudinde. Ikke særligt subtilt, desværre.

Det kan i øvrigt tilføjes, at den første sæson faktisk fik lidt hjælp fra corona-pandemiens restriktioner, med efterfølgende lockdown og social distancering. Hele ugen, hvor de velhavende gæster var på luksusresortet, opholdt de sig for det meste på hotellets område. Noget der tilføjede en boblestemning til plottet, hvor man var fanget i sin egen, selvcentrerede verden.

Vi lader os stadig forføre af den lidt absurde verden af ​​karakterer, der kun tænker på sig selv og deres. Konflikterne og de komplikationer, der følger med, er fornøjelige og fascinerende. Men vi fornemmer, at manuskriptet i 2. sæson er drevet mere af pligt end af en ægte original idé – som det var tilfældet med 1. sæson. Lidt tvivlende strækker vi os således blot til 4 svage og lidt skuffende stjerner.

Anmeldelsen er baseret på de første 5 (ud af 7) afsnit. Mandag den 31. oktober kan du streame 2. sæson af The White Lotus på HBO Max.