Anmeldelse: The White Lotus, sæson 3

Efter en ret middelmådig anden sæson vender serieskaber Mike White tilbage som et skud med sæson 3 af The White Lotus. Denne gang foregår det i overdådig tropisk luksus i Thailand.

I sommeren 2022 kom den fascinerende dramaserie ind i streamingverdenen som en dark horse, hvor Whites herligt outrerede blik på urealistiske, selvcentrerede, stinkende rige amerikanere tog kritikere og publikum med storm.

Eventyret (eller mareridtet?) startede på Maui, fortsatte til Sicilien, og nu, hvor tredje sæson er skudt i gang, går der heftige rygter om, at fjerde (og sidste) sæson vil blive optaget i Norge!

 

Faren lurer i baggrunden

Som i de foregående sæsoner bliver vi præsenteret for en buket af personer, som alle har som mål at dykke ned i bundløs luksus på et eksklusivt feriested. Nogle er på flugt fra noget, andre dagdrømmer, mens andre igen slænger sig i en sky af behagelig uvidenhed.

Det, de har til fælles, er et AmEx-kort med ubegrænset kredit, en dosis selvmedlidenhed, en relativt begrænset indsigt i, hvordan verden egentlig fungerer, og en generel utilfredshed med livet, familien – og sig selv. De er forblændet af deres egen succes, velstand og ubegrænsede midler.

Men bag den tropiske regnskovsidyl lurer der altid en lidt udefineret fare, og mange opererer med en skjult dagsorden. Endnu en gang tager serien fart, da katastrofen indtræffer, men før vi bliver klogere, springer vi en uge tilbage i tiden, da grupperne og familierne ankommer til ”The White Lotus” (i virkeligheden Four Seasons Resort Koh Samui).

Et mangefacetteret ensemble

I centrum for begivenheden står den velhavende finansfamilie Ratliff med deres far Timothy (Jason Isaacs) i spidsen. Fra det solrige Californien har han taget sin kernefamilie med på en afslappende ferie i ”Smilets Land”. Mor (Parker Posey) lever i sin egen boble, er ude af trit med virkeligheden, nedladende og racistisk – og kommer igennem dagen ved at tage beroligende piller.

Hans to sønner, den prangende, sjælløse fars dreng Saxon (Patrick Schwarzenegger) og den tykke, usikre lillebror Loch (Sam Nivola), har et meget forskelligt syn på livet – og et ret tvivlsomt forhold til deres egen seksualitet. Deres yndige datter Piper (Sarah Catherine Hook, Cruel Intentions) er grunden til, at de er endt i Thailand, da hun elsker buddhisme og søger ind i et lokalt tempel.

Den konstant stressede Timothy nægter at lægge sin mobiltelefon fra sig, og hans blodtryk når nye højder, da en tvivlsom, ”akrobatisk” aftale fra fortiden pludselig dukker op fra glemslen.

De mest højtråbende gæster er den tilsyneladende venlige, midaldrende gruppe af venner bestående af skuespillerinden Jaclyn (Michelle Monaghan, True Detective), den nye kristne Kate (Leslie Bibb) og alkoholikeren Laurie (Carrie Coon), som, så snart en af dem forlader gruppen, bliver bagtalt og latterliggjort af de to andre.

Feriestedets sørgeligste par består af den deprimerede, desillusionerede og konstant gnavne Rick (Walton Goggins, Fallout), som står i diametral modsætning til sin muntre, unge kæreste Chelsea (Aimee Lou Wood, Sex Education). Rick foretrækker at sidde i fred i baren og har bestemt ikke lyst til at forklare, hvorfor de faktisk er på Koh Samui. I desperat ensomhed lærer Chelsea en udstationeret canadisk model (Charlotte Le Bon) at kende, som er trofækæreste til en gammel bekendt fra tidligere sæsoner…

Seriens normale alibi består af en bekendt fra feriestedet Maui (sæson 1), massøren Belinda (Natasha Rothwell). Hun er i Thailand for at videreuddanne sig og venter på at få besøg af sin søn.

I periferien er den usikre (bogstaveligt talt) sikkerhedsvagt Gaitok, som har et godt øje til værtinden Mook, begge under streng kontrol af hotellets dominerende ejer, Sritala (Lek Patravadi) og den meget servile hoteldirektør.

Facaden krakelerer

Den brogede flok ankommer til feriestedet (næsten) alle smilende og glade, men det tager ikke lang tid, før bitterheden siver ud. Alle har noget i bagagen, og det at bo tæt på familie og venner, ledsaget af overdreven druk og sene nætter, får det værste frem i folk.

White har gjort et fantastisk stykke arbejde med at strikke denne brogede flok sammen til en sammenhængende historie – hvor de opererer hver for sig, men ofte interagerer. Et fascinerende persongalleri, som både supplerer og udfordrer hinanden. Indimellem er det lidt blød TV, mens det hurtigt skifter til komiske latterbrøl og derefter bliver til dybt menneskeligt drama.

Whites evner som manuskriptforfatter demonstreres bedst, da Rick løber ind i en gammel bekendt i Bangkok. Den lille samtale på baren mellem Rick og ham (Sam Rockwell) slår gnister.

Man venter hele tiden på, at der skal ske noget uventet, pinligt eller ufrivilligt morsomt. Serien er kendetegnet ved skarpe, intelligente replikker og solidt skuespil.

Feriestedets smilende gæster (med undtagelse af Rick) forsøger alle at holde facaden, men den lille djævel på deres højre skulder bliver mere og mere fremtrædende, som ugen skrider frem.

Lydsporet er stort set lokalt og passer til stemningen i serien, mens Ben Kutchins er tilbage som hovedfotograf og hæver den visuelle effekt mange trin med sine karakteristiske klip og flydende kamerabevægelser. Han inddrager det storslåede landskab som en karakter i sig selv.

Plottet er også strammere og dramaturgien mere fokuseret end i den foregående sæson.

Bundsolidt drama

The White Lotus er et bundsolidt drama, som på subtil vis formår at flette drilsk satire ind blandt personerne og i dialogen. Og selvfølgelig er det kikkermentaliteten i os, der kigger med, når vi går bag kulisserne i de superriges kravlegård og ser sømmene gå op.

Den formår at sige noget om den ofte blaserte og overfladiske verden, vi lever i i dag, uden en antydning af moralisering eller fordømmelse. Vi udsættes for lag på lag af menneskelig usikkerhed, mørke og total mangel på selvbevidsthed. En næsten perfekt blanding af drama og bitter satire

Når du nu også formår at skabe vidunderlig underholdning ud af elendigheden, kan du bare tage hatten af. 5 stjerner.

Sæson 3 har global streamingpremiere på Max den 17. februar. Da udkommer de første (af 10) afsnit. Denne anmeldelse er baseret på de første otte afsnit.