Anmeldelse: The Witcher, 1. sæson

Man kan komme langt med nøgne bryster, men alene kan de desværre ikke redde en TV-serie.

Polsk fantasy

Netflix’ nye store satsning er baseret på bøgerne (som derefter blev transformeret til en dundrende spilsucces) af den polske forfatter Andrzej Sapkowski.

Kort sagt følger vi mutanten Geralt af Rivia (Cavill) i hans job som dusørjæger og lejemorder, en såkaldt “witcher”. Hans speciale er spektakulære henrettelser af alle mulige og umulige monstre; en færdighed, der er rigelig brug for i seriens mørke middelalderverden.

Som en anden Lucky Luke går hovedpersonen rundt og småpludrer med sin hest, der er hans eneste ven. Han er muskuløs, mut og humørforladt, grynter enstavelsesord med sin overdrevne basstemme og er i bund og grund sur på alt og alle. Følelser og meningers mod er ikke noget for ham, men undervejs konfronteres han med en række moralske valg om, hvem han skal beskytte eller dræbe.

Med sig på den ensomme landevej får han den enerverende jubeloptimist af en skjald Jaskier (Batey). I begyndelsen bare et irritationsmoment for vores gryntende helt, men lidt efter lidt ser vi tegn på en gryende bromance.

Direkte til sagen

Hvor skaberne af en anden fantasy-serie, den ikke helt ukendte Game of Thrones, besluttede at nedtone fantasy-elementerne fra bøgerne (A Song of Ice and Fire) kraftigt, har The Witcher bestemt sig for at gå all-in – hvilket nok vil appellere til fantasy-fantaster, men måske også fremmedgøre flertallet af seere.

Når det er sagt, så er det ikke en overdosis af troldmænd, hekse, magi, elvere, gigantiske edderkopper og pindsvinelignende riddere, der er seriens problem; det kan i sig selv være ganske underholdende. Nej, The Witchers problem er opbygningen, tempoet og dramaturgien i historien og episoderne – og en katastrofalt elendig Henry Cavill.

Vi kan ikke forestille os en skuespiller med mindre charme og tilstedeværelse, end Cavill udviser her. En død sten ville engagere os mere end hans fuldstændig monotone ansigt og patetiske grynten. Det lykkedes ham at forvandle Superman til en posterboy-agtig voksdukke; nu gør han Geralt af Rivia til en ren parodi. Men han kan da svinge et sværd, det må vi lade ham.

Hvor Game of Thrones brugte flere episoder på at bygge en karakter op, gør The Witcher det stik modsatte. Hvis man ikke har forudgående kendskab til historien og personerne, så gælder det om at følge godt med, for her går man direkte til sagen.

Historien er usammenhængende, og dramaturgien haltende, og hovedpersonernes udvikling springes der elegant hen over. De første tre episoder kan bedst beskrives som sammenhængende kaos, hvor vi kastes ind i først én historie, så en ny historie med nye karakterer.

Vi introduceres bl.a. hurtigt for troldmanden Stregobor (danske Lars Mikkelsen) i en scene, der ser ud, som om den er taget direkte fra optagelsesprøven til filmstudiet, hvor han kommer med lidt pseudofilosofi om livet og fortæller, hvorfor Geralt er nødt til at dræbe Renfri. Begge to karakterer, der er fuldstændig spildt.

Tre plotlinjer

Ud over hovedpersonen, The Witcher, følger vi prinsesse Ciri (Allan), der er på flugt, efter at hæren fra naboriget har slagtet hendes by, inklusive den øvrige kongefamilie. Vi får at vide, at Geralt har en forhistorie og en tilknytning til Ciri, der nu gemmer sig ude i skoven blandt de vilde.

En anden, væsentlig mere fascinerende karakter er svinebondedatteren Yennefer af Vengerberg. Yennefer kommer fra en noget ublid barndom, idet hun oplevede at blive solgt til en troldkvinde (for mindre, end en gris koster), fordi faren ikke kunne tåle synet af hendes pukkelryg. Hun går fra vanskabt bondepige over hekseskole til indpas på slottet for derefter at have væsentlig større ambitioner som en mægtig troldkvinde.

Yennefer – glimrende portrætteret af karakterskuespilleren Anya Chalotra (Wanderlust) – er afgjort den karakter, der har den mest spændende og interessante udvikling gennem serien. Hun er kompleks og uforudsigelig, og hendes rejse, både fysisk og ikke mindst mentalt, er milevidt fra Geralts flade karakter.

Glimt af storhed

1. sæson begynder trægt, ja faktisk ret kedeligt, idet der ikke sker meget rent handlingsmæssigt bortset fra nogle blodige monsterkampe og masser af spildte indvolde. Serien træder simpelthen vande. Men i fjerde og femte episode viser The Witcher spirende antydninger af, hvad serien kunne blive til.

Vi får et glimt af løssluppen metahumor mellem Jaskier og Geralt, plottet strammes, og ikke mindst Yennefer og hendes voldsomme ambitioner får en stadig mere fremtrædende plads. Pludselig vågner vi op fra mobilskærmen og gider engagere os i Geralts (eller snarere Yennefers) liv og levned.

The Witcher vil nok falde i rimelig god jord hos hardcore fans af bogserien og spillene (og dem er der mange af!), men nogen ny serie for de brede masser a la Game of Thrones er den helt sikkert ikke. Når det er sagt, så har den dog potentiale til at løfte sig markant i forhold til den rodede 1. sæson. Tre stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fem ud af otte episoder).

Hele 1. sæson kan streames på Netflix nu.