Judd lever tilsyneladende et perfekt og veltilrettelagt liv med en smuk kone, et godt job og alting i faste rammer. Så da han finder sin chefs glatbarberede rumpe i heftig interaktion med sin (Judds) kone, går han i sort, og fremtiden styrter i grus. Nogle dage efter at han har forladt den utro kone, dør hans far, og farens sidste ønske er, at familien skal mindes ham med en “shiva”, en jødisk skik (selv om familien er ateister), der indebærer syv dages tæt samvær med familie og venner.
Den dysfunktionelle familie har svært ved at finde omgangstonen, og de fire meget forskellige søskende skændes mere, end de mindes deres afdøde far, mens deres frisindede mor (Fonda) gladeligt viser sine nye silikonebryster frem og fortæller om sit fantastiske sexliv – i detaljer.
Shawn Levy har instrueret en charmerende historie om en faktisk temmelig gennemsnitlig familie med alle deres fejl og mangler. Han giver os mange situationer, hvor vi kan genkende os selv, men falder lidt for ofte for fristelsen til at overdrive. Her er der ikke meget “less is more”, og især hen mod slutningen mister manuskriptet alle hæmninger og går nærmest over i parodi.
Men This Is Where I Leave You er trods alt en solid drama-komedie med en elegant historie og fremragende skuespil af især Bateman og Fey. Anbefales til alle, der har søskende! Fire stjerner.
Meget tilfredsstillende billedkvalitet og et godt lydspor (dts-MA 5.1), som dog overkompenserer dialogsporet. Desværre bliver vi spist af med nogle udeladte/forlængede scener samt bloopers som bonus.
Fakta:
- Release: 9. februar 2015
- Instruktion: Shawn Levy
- Originaltitel: -
- Med: Jason Bateman, Tina Fey, Jane Fonda, Adam Driver, Rose Byrne, Corey Stoll, Connie Britton
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 01:43 timer