Anmeldelse: Ticket to Paradise

Det er intet mindre end fascinerende at se, hvad en lille flok unikke skuespillere med den der uforlignelige “star power” kan tilføre en ellers middelmådig film.

Humphrey Bogart, Katharine Hepburn, Cary Grant, Bette Davis, James Stewart, Marlon Brando, Clark Gable, Ingrid Bergman, Liz Taylor, Gregory Peck, Marilyn Monroe, Kirk Douglas, James Dean og Grace Kelly – alle ikoniske Hollywood-stjerner, som havde den udefinerlige, dybt fascinerende stjernekvalitet. Skuespillere, som med deres medfødte begavelse kunne gøre selv middelmådige manuskripter og naive plot til stærkt underholdende og uforglemmelige filmoplevelser.

I deres femte film sammen leverer vor tids filmikoner, George Clooney og Julia Roberts, hårdt tiltrængt stjernekvalitet til Ol Parkers letbenede crowd-pleaser af en postkort-feriefilm; som surfer netop på den klassiske stjernebølge.

 

Selve plottet er enkelt, lettere naivt og virkelig klichéfyldt. Lily (Kaitlyn Dever, Dopesick), datter af Georgie (Roberts) og David Cotton (Clooney), er lige blevet færdig med jurastudiet. For at fejre sin eksamen og få en pause, før voksenlivet for alvor begynder, tager hun og hendes bedste veninde Wren til det eksotiske tropiske ferieparadis Bali.

Her skal de svømme i krystalklart vand, drikke af kokosnødder og have bare tæer i det varme tropiske sand med en paraplydrink i hånden, før de vender tilbage til USA og lander advokatjobs. Men så møder Kaitlyn den charmerende lokale tangbonde(!) Gede (Maxime Bouttier) – og falder pladask for ham …

Knapt to måneder efter sin eksamen sender hun en mail til sine forældre, hvor hun meddeler, at hun skal giftes med en indfødt og bosætte sig på Bali.

Til trods for at Georgie og David har været skilt i 15+ år og hader hinanden som pesten, lægger de gammelt nag bag sig og sætter alle kræfter ind på at sabotere det planlagte bryllup og “redde” datteren fra hendes livs fejltagelse.

Instruktøren, Ol Parker, står bag tidligere publikumssucceser som Mamma Mia! Here We go Again! og Hotel Marigold 2. Han ved med andre ord, hvilke knapper han skal trykke på for at charmere os sønder og sammen og give os nogle timer i paradis, langt fra hverdagens stress og jag.

Filmen er helt åbenlyst produceret for at promovere Clooney og Roberts – men du store verden, hvor de leverer varen og drysser stjernestøv ud over filmen!

Manuskriptet er pompøst, klichéagtigt, letbenet og forudsigeligt. De indfødte balinesere er selvfølgelig lykkelige og lever i fred og harmoni, fuldstændig i pagt med naturen, mens vesterlændinge ikke aner, hvad lykke er, når de haster fra møde til møde i Chicagos kolde skyskraberjungle. Og nej, du behøver absolut ikke være Mensa-medlem for at forudsige, hvordan Ticket to Paradise udvikler sig og ender.

Når det er sagt, sidder replikkerne (stort set) lige i skabet, når Roberts og Clooney fyrer den ene fornærmelse efter den anden af, og sarkasmen ligger som et tæppe over deres havarerede forhold. Det er tydeligt, at de to glamourøse superstjerner kender hinanden til bunds, stoler på hinanden og trives i hinandens selskab. Scenen med drikkekonkurrencen mellem de “gamle” og det vordende brudepar er en humor-klassiker af de sjældne og et klart eksempel på, hvor godt løssluppen humor kan fungere, når kemien er så god.

Trods sine mange åbenbare svagheder og letbenetheden har Ticket to Paradise glimt i øjet hele vejen. Man bliver faktisk ikke træt af Clooney og Roberts evindelige småskænderier og deres stadigt mere håbløse forsøg på at sabotere brylluppet.

Filmen bæres i den grad på skuldrene af stjernerne, men også Dever leverer en solid præstation på trods af det tynde manuskript. Filmen burde kunne fås på recept; en knap to timer lang lykkepille af befriende virkelighedsflugt. 4 stjerner til en af årets virkelige charmebomber.

Filmen har streamingpremiere på SkyShowtime den 7. juni.