Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Tom Clancy’s Jack Ryan, 1. sæson

Dagsaktuel Ryan

John Krasinski er den femte til at gestalte rollen som analytikerspionen Jack Ryan, og han imponerer i et højaktuelt plot.

Publiceret 20/11/2018 - 14:27
Tom Clancy’s Jack Ryan, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Jack Ryan – den lidt nørdede og forsigtige, men så meget desto skarpere CIA-analytiker, der kastes ud i felten, fra Tom Clancys bøger – er tidligere blevet gestaltet af Alec Baldwin, Harrison Ford, Ben Affleck og senest Chris Pine (Shadow Recruit). Alle filmene udgives i øvrigt nu på 4K UHD Blu-ray. Med tv-serien Jack Ryan bliver John Krasinski (fra den fremragende A Quiet Place) den femte skuespiller – på fem film og en serie – der skal redde USA/verden fra ukendte farer.

Amazon Primes tv-serie rebooter franchisen og er ikke baseret på en af Clancys bøger, men giver os et meget aktuelt plot. Clancys Ryan var oprindelig et produkt af den kolde krig, mens den opdaterede udgave fokuserer på islamiske fundamentalister, der truer Vesten med død og terror.

Jack Ryan (Krasinski) med det uskyldige blik og den stramme fysik er nyansat som finansanalytiker i CIA. Som chef får han den hjemkaldte agent James Greer (Pierce), en pragmatisk agent med masser af erfaring plus en god portion bitterhed og kynisme i bagagen. Sammen bliver de et stærkt, men umage par.

Ryan kommer hurtigt på sporet af mistænkelige pengeoverførsler, og før han ved af det, befinder han sig i skudlinjen i Mellemøsten. Hjemme går kæresten, den godmodige læge Cathy Mueller (Cornish), og tror, at Ryan har et kedeligt skrivebordsjob i udenrigsministeriet. Serien er en fin blanding af omhyggelig dataindsamling og analyse samt actionpakket feltarbejde i bedste thriller-stil.

(Foto: Amazon Prime)

Kærlighedshistorien mellem Ryan og Cathy bliver aldrig hverken særlig troværdig eller relevant; det er med fokus på det seje agentarbejde, at serien gør sig bedst. Og her imponerer Krasinski og balancerer rollen som actionhelt og nørdet analytiker godt.

Alt er bestemt ikke lige sandsynligt, og der tages lidt for mange genveje, men når det er sagt, så er serien fuldt på højde med Homeland og faktisk en tand mere troværdig. Serien lægger heller ikke bånd på sig selv med hensyn til at kritisere USA’s udenrigs- og krigspolitik, med tydelige stik til det omfattende droneprogram. I ren Mission Impossible-stil rejser Ryan verden rundt for at være to skridt foran terroristerne – terrorister, der i øvrigt er fremstillet overraskende nuanceret og med en fascinerende baggrundshistorie.

Vi glæder os allerede til 2. sæson og deler uden tøven fire solide stjerner ud til 2018-versionen af Jack Ryan.

Amazon giver os noget af den bedste billedkvaliteter, vi indtil videre har streamet på en tv-serie, med strålende skarphed, sprudlende farver og et glimrende lysniveau. Lydsporet giver os ordentlig surround-lyd. Sådan skal det gøres! Hele 1. sæson kan streames fra Amazon Prime nu.

<
>
(Foto: Amazon Prime)
Karakter
Tom Clancy’s Jack Ryan, 1. sæson

Fakta:

  • Amazon Prime
  • Release: 31. august 2018
  • Instruktion: Patricia Riggen
  • Med: John Krasinski, Wendell Pierce, Ali Suliman, Abbie Cornish, John Hoogenakker, Timothy Hutton
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 8:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top