Anmeldelse: Top Gun: Maverick

En af de længe ventede og allerstørste film, som corona-pandemien med efterfølgende lockdown satte en effektiv stopper for, var opfølgeren til blockbusteren Top Gun (1986): Top Gun: Maverick.

Siden første lockdown er premieren blevet udskudt gang på gang for en film, som oprindelig skulle have haft biografpremiere i juni 2020.

Med cruise control til superstjernestatus

Optagelserne blev afsluttet allerede den 17. juni 2019 – så i opfølgeren ser vi nu en tre år yngre Tom Cruise end i dag. Men selv om der er gået over 35 år, siden Top Gun forvandlede unge Cruise (som den lidt for friske og frejdige toppilot Pete “Maverick” Mitchell) til en af verdens mest kendte og bedst betalte filmstjerner, så har actionhelten ikke mistet hverken glans eller charme.

Med Jerry Bruckheimer som producent er det bare om at spænde sikkerhedsbæltet og dykke ned i endnu en opvisning i herligt befriende testosteron-action. For det er præcis det, Top Gun: Maverick leverer! Filmen er produceret med to simple og helt åbenlyse mål for øje: at tjene massevis af penge og at underholde masserne med enestående action-sekvenser. Top Gun 2 opfylder dem begge.

 

Efter næsten at have stået i stampe arbejdsmæssigt i de sidste fire årtier befinder den fortsat balstyrige Maverick sig i periferien af flyvevåbnet. Samtidig er hans tidligere kompagnon Iceman (Val Kilmer) klatret op ad karrierestigen og er nu basechef på Top Gun-akademiet.

Da en (navnløs) rogue state (slyngelstat) anses som en kommende trussel, hvor potentiel berigelse af uran må stoppes for enhver pris, beslutter det amerikanske militær at sende sine bedste mænd til det, der ligner en selvmordsaktion – og hvem er bedre egnet til at træne dem end Maverick?!

Lettere modvilligt vender Maverick tilbage til eliteakademiet, hvor kun de bedste af de bedste slipper igennem nåleøjet. Her løber han ind i sønnen til sin gamle (afdøde) krigskammerat, som var en central figur i originalfilmen. Rooster (Miles Teller fra The Offer) bærer stadig gammelt nag til Maverick og klandrer ham for den ulykke, der tog livet af faren.

Homage

Utrolig mange populære film fra 1980’erne og 90’erne har i de senere år fået fornyet liv på filmlærredet – men resultatet har sjældent været mere vellykket end med opfølgeren til Top Gun.

Nostalgien er absolut til stede, og stilen, musikken og stemningen er den samme. Flere af scenerne fra 1986-filmen er endda nærmest kopieret. Men Top Gun: Maverick er ikke en tanketom pengemaskine og en meningsløs kopi af originalfilmen; til trods for mange lighedstræk står den bundsolidt på egne ben.

Hverken Meg Ryan eller Kelly “Take My Breath Away” McGillis gentager deres roller, men Maverick nærer hurtigt varme følelser for ekskæresten Penny (en glimrende Jennifer Connelly), som driver stambaren for flyverheltene. Her får Maverick rig lejlighed til at gøre grin med sin alder og det faktum, at han nu er gamlingen i lokalet – men det skal igen vise sig, at de gamle også er de dygtigste og mest erfarne.

Fly-action, som tager pusten fra dig!

Persongalleriet er charmerende omend noget karikeret, og dramaturgisk drives historien elegant frem mod det uundgåelige klimaks. Plottet byder dog ikke på så mange overraskelser, og det stadig mere komplicerede forhold mellem Maverick og Rooster kammer efterhånden over i det ufrivilligt parodiske.

Vi får dog mulighed for at komme mere ind under huden på Maverick, hans ensomhed og de dæmoner, som stadig plager ham. Flot, men det er kun glasur på kagen – selve essensen og filmens bærende element er de halsbrækkende fly-stunt.

Instruktøren af Top Gun, afdøde Tony Scott, sagde, at han ville lave en film med “fulltilt boogie rock ’n’ roll in the sky”, og selv i dag er flyscenerne fra 1986 stadig imponerende. De blegner dog alligevel i forhold til det, instruktør Joseph Kosinski og producent Jerry Bruckheimer har formået at trylle frem i Top Gun 2!

Man har benyttet sig af en helt ny kamerateknik med et utal af kameraer inde i selve cockpittet på ægte jagerfly, hvilket giver en rigtig 360-følelse. I de fleste scener er det desuden skuespillerne selv, der sidder i cockpittet.

 

Når Maverick & Co. trækker i håndtaget og skydes ud af hangarskibet, kan man mærke adrenalinsuset – det er næsten som selv at være inde i den klaustrofobiske metalboks og suse af sted med 3000 km/t.

Der tiltes, svinges og dykkes ned i halsbrækkende stunt i højere og højere fart. Herligt! Og selv slutscenerne byder på overraskende elementer.

Det viser sig, at over to års corona-ventetid slet ikke har været forgæves. Top Gun 2 blev lige så god, som man kunne håbe på. En dejlig form for virkelighedsflugt i adrenalinjunkien Tom Cruises drømmeverden. Frem med popcornene!

Med den slags kvaliteter tager vi hellere end gerne en runde til med Maverick & Co. 5 stærke stjerner.

Tom Gun: Maverick havde biografpremiere den 25. maj. Paramount har gemt streamingpremieren til dagens lancering af SkyShowtime.