Anmeldelse: Tore, sæson 1

Netflix ser ud til at have specialiseret sig i ungdomssegmentet i sine nordiske serieproduktioner. Det er der ikke noget galt med, streaminggiganten har leveret solide serier som Quicksand – Størst af alt. Men vi ville ønske, at Netflix ville tillade lidt mere mangfoldighed i sin nordiske portefølje.

Instruktøren af den nye ungdomsserie, Tore, er norske Erika Calmeyer. Hun står også bag hitserien Young Royals, om den unge homoseksuelle arveprins, som nu er i gang med sin anden sæson. Og temaerne i de to serier ligger bestemt ikke milevidt fra hinanden.

 

I Tore møder vi den meget usikre unge mand Tore (William Spetz, Filip og Mona), som trods sine 27 år stadig bor hjemme hos sin far, Bosse (Peter Harber). Da han mister sin far i en tragikomisk ulykke, bliver den indadvendte Tore tvunget til at tage kontrol over sit eget liv – noget, der bekymrer ham grænseløst.

Hans eneste omgangskreds er veninden Linn (Sanna Sundqvist) og kollegerne på bedemandsforretningen, hvor han arbejder som assistent. Livet bliver ikke lettere, da han støder på et dokument, der viser, at hans far planlægger at fyre ham fra hans job og også for nylig har bedt ham om at flytte ud for at stå på egne ben. Tores svar på problemer og udfordringer er at stikke hovedet så langt ned i sandet som muligt.

Den homoseksuelle, ukyssede jomfru (og afholdsmand) søger flugt i natklubbens mørke, sprut, stoffer og uforpligtende sex (eller rettere forsøg på uforpligtende sex). Men den tomhed og længsel, han føler efter sin far, kan i det lange løb ikke fyldes med distraktioner og udelukkelse af hans følelser.

Det måske mest foruroligende ved serien er, hvor utroligt umoden, naiv og urealistisk Tore fremstår. Til tider virker det, som om han har været spærret inde i en kælder de sidste 15 år, for så uforvarende at blive sluppet ud i den store verden.

Det kan give god komik, men serien er hverken troværdig eller uforudsigelig, og når hovedpersonen insisterer så hårdt på ikke at lære af sine fejl og mangler, bliver vi taget med på en tre timer lang rejse, hvor hovedpersonens udvikling nærmest står i stampe.

Han bliver næsten voldtaget af en forelsket Viggo, men kort efter genoptager han kontakten, som om intet var hændt. Og selv om han ved, at forholdet er en smule destruktivt, fortsætter de. Den person, han virkelig holder af, Linn, tugter og mobber han.

Det er ikke en helt uvant modreaktion på tab og ensomhed, men trods de mange charmerende scener er serien meget gentagende.

Spetz leverer en god præstation som den komplicerede Tore, og Sundqvist imponerer som den eneste ‘normale’ i flokken. Og ja, der er flere fængslende og lattervækkende scener, som vi bliver forført af, men vi når aldrig til anden fase.

Desværre er man også faldet for fristelsen til at krydre historien med klichéer og stereotyper. Selvfølgelig er blomsterhandleren bøsse, og de transvestitter, han omgås, er outrerede divaer. Let at holde af, men også løst på en måde, der er for enkel og gennemsigtig. Spetz kæmper også med, om han skal fokusere på drama eller letvægtsdramakomedie, hvilket historien lider under.

Desværre er Tore er som en diffus sommerflirt, charmerende og lidt fascinerende i starten, men i det sekund man vender ryggen til, er han glemt. Det bliver til 3 helt igennem middelmådige stjerner.

Sæson 1. af Tore havde premiere på Netflix den 27. oktober. Denne anmeldelse er baseret på alle afsnit.