: Transformers: Age of Extinction 3D

Med et ensidigt fokus på enorme effekter og metalkæmper, der smadrer både hinanden og de omkringstående bygninger, følger den fjerde film om legetøjsbilerne, der kan forvandle sig til gigantiske kamprobotter, nøjagtig samme spor som forgængerne. Men efter den opløftende tredje film handler det hele denne gang om, hvordan man kan øge markedsværdien af Transformers-legetøjet og -franchisen. Og hvordan promoverer man Transformers over for et par milliarder asiater? Jo, forlæg ca. halvdelen af filmen til Kina!

 

 

Efter slaget i Chicago (Transformers 3) har “nogen” i CIA besluttet at udrydde alle Transformers én gang for alle, og pludselig er både Decepticons og Autobots vores fjender. Bare ærgerligt, at man har valgt at alliere sig med en endnu værre fjende, hvilket betyder, at Jorden står over for dommedag (igen). Det viser sig nemlig, at Megatron alligevel ikke døde i den foregående film, men er vækket til live af forretnings- og videnskabsmanden Joshua Joyce (Tucci).

Ingen har tilsyneladende fortalt instruktør Michael Bay, at film er bedst tjent med en dramaturgisk udvikling, for her er der fuld gas fra start til slut med udmattende og efterhånden totalt kedsommelige, gigantomaniske slåskampe mellem enorme robotter. Nu er Bay selvfølgelig ikke kendt for finesse, karakterdrevne plots eller understatements, men der må da være grænser!

Kun de første 20 minutter får vi lidt fred hos den mislykkede opfinder Cade (Wahlberg) i det landlige Texas, omend med en irriterende ven som sidekick. Efterhånden overtager Stanley Tucci rollen som morsomt sidekick – uden at være det mindste morsom, og det passer også dårligt til hans rolle som forretningsmand højt på strå.

Filmen er tydeligvis rettet mod et yngre publikum end de foregående, og for en otteårig er det sikkert sjovt, når gigantiske robotter smadrer hinanden og storbyer som Chicago og Hong Kong. Og vist er filmens special effects usædvanlig flotte og overvældende, men efter den 99. slåskamp, hvor den ene robot slår den anden ihjel, der ligner den tredje, bliver man unægtelig lidt irriteret.

Der er vist ingen på holdet, der har hørt udtrykket “Less is more”, for når alt ser sortest ud, håbet slukkes, og Jorden er ved at blive knust af djævelske robotter, hvad sker der så? Jo, Optimus Prime trækker sværdet af stenen og vækker en hær gigantiske kinesiske kriger-, drage- og dinosaurrobotter til dåd.

Når man så ovenikøbet har valgt at indlægge en række pinlige one-liners og meget svulstige replikker (især fra Optimus), ender vi med alle tiders dyreste og mest oppustede vindfrikadeller.

Selvfølgelig skal også denne udgave af Transformers have en babe med lækker krop og fejlfri makeup filmen igennem, som gutterne kan redde, og den lidet flatterende rolle er denne gang gået til Nicola Peltz som Cades datter. Hun gør ikke meget andet end at skrige og løbe væk fra farer, mens hun lejlighedsvis viser tækkelig kavalergang – vi må jo endelig ikke komme over 11-års aldersgrænsen!

 

 

Wahlberg er god som den standhaftige opfinder og familiemand Cade, men hans påtagede, klichéagtige beskyttelse af datteren filmen igennem bliver til sidst bare plat og pinlig. En god vits skal ikke gentages i det uendelige. Desuden viser det sig, at vores helt er også en glimrende – og udødelig! – soldat. Wahlberg har mange gode film på cv’et, men denne gang er han vist bare gået efter den fede løncheck.

Den af skuespillerne, der slipper bedst fra det hele, er faktisk Kelsey “Frasier” Grammer, der glimrer som kynisk skurk.

Filmen er fuld af dårligt skjult product placement og oser af et manuskript, der er håndsyet efter Hasbros marketingafdelings ønsker. Handlingen er komplet uinteressant og tanketom, men vi får da lov til at se verden og overvære robotterne smadre hinanden X antal gange. Men hvorfor skal man absolut trække pinen ud i næsten tre timer? Allerede én time inde i filmen har vi mistet interessen, og vi kan faktisk godt lide at slappe af med hjernedøde actionfilm en gang imellem!

Transformers: Age of Extinction ville have fungeret rigtig fint som 15-20 minutters demofilm til at fremvise lyd- og billedkvaliteten i ens hjemmebiograf. Desværre er der i den grad lagt op til endnu en efterfølger. Men nu må det være nok! To stjerner til dette anmassende, forudsigelige computerspils-effektmageri.

Og husk: Det er DIN skyld, at der bliver ved med at komme en lind strøm af Transformers-sequels (5’eren får vi i 2016). Hold så op med at købe deres biografbilletter og Blu-ray-film!

Hvis filmen stinker, så gør den tekniske kvalitet det til gengæld ikke. Vi har ALDRIG hørt et bedre lydspor på film! Vi så den i vores testrum i et Dolby Atmos setup (Transformers 4 er den første Blu-ray-udgivelse med Atmos) med højttalere monteret i loftet – med velcro! Og vi har aldrig følt os mere omgivet af lyd end i dette vanvittig detaljerede og præcise surround-spor, hvor dialogerne er krystalklare, selv i de mest intense actionscener.

Også billedkvaliteten er i en liga for sig. Her får vi masser af lækker ødelæggelsesmagi, som i fuld 3D står ud af skærmen og fyger om vores hoveder med knivskarp kontrast, flotte farver og fremragende sortniveau.

Hvis du ikke har fået nok af filmen (!), kan du hygge dig med et væld af mere eller mindre velbegrundet bonusmateriale. Vi får bl.a. en meget grundig bag-om-filmen fordelt på otte temaer over næsten halvanden time samt interview med Bay, trailers og et kig på udviklingen af “personerne”.