: True Detective, 2. sæson

Den utrolig medrivende drama/thriller-serie True Detective blæste os af banen i 2014. Den var intens, krævende, nyskabende, uhyggelig, ubehagelig, nervepirrende og overraskende, og med skuespil i verdensklasse af Matthew McConaughey og Woody Harrelson blev vi vidne til sand krimimagi i det dampende hede og okkulte Louisiana. Forfatter og producer Nic Pizzolatto havde skrevet et manuskript nærmest uden sidestykke inden for seriemediet og overraskede os med nye twists og dystre skæbner på samfundets skyggeside.

https://www.youtube.com/watch?v=zI2pqSYGNso

Allerede inden første sæson havde premiere, stod det klart, at en fortsættelse ville få andre hovedrolleindehavere og foregå et andet sted i USA. Med tårer og tænders gnidsel måtte vi sige farvel til McConaughey og Harrelson, og skepsissen var til at tage og føle på, da komikeren Vince Vaughn dukkede op på rollelisten til anden sæson. Men efter tre (ud af otte) episoder kan vi trygt konkludere, at Pizzolatto leverer varen igen!

Denne gang er Sunny California valgt som setting, men det er bestemt ikke solskinssiden af the Golden State, vi får at se. Menneskene – både de “gode” politifolk og de “onde” skurke – kæmper alle med indre dæmoner og ar på sjælen fra deres fortid.

Vi befinder os i Los Angeles-forstaden Vinci, hvor Ray Velcoro (Farrell) lever et træt liv som politidetektiv. Efter at hans kone blev udsat for en grusom voldtægt (en begivenhed, som efterfølgende satte Ray i gæld til den organiserede kriminalitet), er deres ægteskab faldet fra hinanden, og han søger trøst hos Johnnie Walker. Som han lakonisk udtrykker det, da lægen spørger, hvor meget han drikker i løbet af en uge: “Alt, hvad jeg kan!” Og når han ikke er fuld, kæmper han med at beherske sit temperament.

Forstaden – hvorfra man kan ane konturerne af Hollywood i det fjerne – er bygget op på beskidt sværindustri og giftigt affald, og alment kendt for at være gennemsyret af korruption, fra politikerne (med borgmesteren i spidsen) til det lokale politikorps. En megaprojekt omkring udbygning af den kollektive transport er undervejs, og i dette race handler det om store penge, hvis man sidder på de rigtige grunde, hvor den nye toglinje skal lægges.

Ejendomsmagnaten Frank Seymon (Vaughn) har fikseren Ben Caspar som stråmand for at sikre sig sin del af kagen, men det falder til jorden, da Caspar på bestialsk vis bliver myrdet. Ray Velcoro må samarbejde med Ani Bezzerides (McAdams) fra delstatspolitiet om at løse sagen, men som Ray siger til sin chef: “Jeg er ikke sikker på, at I vil have denne sag løst …” Og ind fra sidelinjen kommer Highway Patrol-betjenten Paul Woodrugh (Kitsch), der fandt liget.

Pizzolatto er bestemt ikke bange for at udfordre sit publikum. Ligesom i første sæson bruger han lang tid på at etablere handlingen og personerne, og vi får bl.a. drømmesekvenser, der er som taget ud af selveste Twin Peaks. Sæsonen toppes af fire hovedpersoner (Farrell, Vaughn, McAdams og Kitsch), hver med sin egen sidehistorie – et valg, der komplicerer fortællingen, men også gør den mere kompleks og interessant.

Hvor første sæson var temmelig mandsdomineret, kommer Rachel McAdams ind som et frisk pust. Den billedskønne McAdams, der er bedst kendt for letbenede romantiske dramaer, leverer en overbevisende sej politikvinde, der har oplevet sit mål af modgang gennem livet – og som ikke finder sig i noget! Også Ray, der er den mest desillusionerede og nedtrykte af dem alle og i den grad har mistet livsgnisten og troen på det gode, fremstilles glimrende af en nedslidt Farrell.

I Vince Vaughns tilfælde sidder vi den første halve time nærmest og venter på en smart bemærkning, men det glemmer man snart. Som ejendomsinvestor med stærke forbindelser til organiseret kriminalitet og en plaget fortid gør Vaughn vores skepsis til skamme og tegner et overbevisende portræt af denne sammensatte mand.

Selv om vi har bevæget os langt vestpå i forhold til første sæson, er den dystre og intense kvælende atmosfære fortsat den samme, omend ikke helt så kulsort som før. Foto og klipning er stadig i top, idet vi (dog lidt for ofte) fejer hen over landskabet, hvor Louisianas bugtende floder er erstattet af Los Angeles’ bugtende motorveje og grelle neonlys.

Ved at flytte handlingen fra eksotiske og sære småbyer i Syden til det “ordinære” L.A. løber man en risiko for at ende som endnu en krimi fra storby-Amerika, og noget af seriens charme og særpræg er da også forsvundet undervejs. Når det er sagt, så sørger de komplekse personer og den dystre historie for at løfte serien højt over det gennemsnitlige og ordinære. Men holdet bag serien skal passe på, at det ikke kammer over i klicheer, hvor “alle” lider af drikfældighed, eksistentiel angst og en dyster fortid.

Anden sæson af True Detective er stadig en bundsolid krimihistorie med dybde, hvilket sikrer fem stjerner og – sammen med Bloodline og Game of Thrones – gør den til noget af det bedste, du kan streame af serier indtil videre i 2015.

OBS: Anmeldelsen er baseret på de første tre episoder, og billed- og lydkvaliteten på test-streamingen er for dårlig og ujævn til, at vi vil uddele tekniske karakterer.