Anmeldelse: Tulsa King, sæson 1, episode 1-2

At Sylvester ‘Sly’ Stallone er en mere end habil skuespiller burde ikke være en hemmelighed. Han har ganske vist spillet med i en række hårrejsende dårlige film, men det snøvlende italienske, muskelbundt har så sandelig også leveret stærke rollefortolkninger i film som Rocky (1976), Cop Land og Creed. 

Det at lade sig typecaste fuldstændig til tanketomme actionfilm (a la The Expendables-serien) er hans egen sag og nok mest et tegn på, at Stallone har prioriteret at fylde sin bankkonto op frem for at blotlægge sig selv i lidet indbringende ‘kunst’-film. 

Men så modtog den aldrende Sly pludselig et opkald fra serieverdenens ‘Golden Boy’ i øjeblikket, multikunstneren Taylor Sheridan, der åbenbart arbejder døgnet rundt. Ikke hørt om Sheridan, siger du? Nå, men du har helt sikkert hørt om flere af hans store serier, f.eks. Yellowstone, Mayor of Kingstown, 1883, 1923, Landman, Lioness, 6666 (en Yellowstone-spin-off) – og nu, Tulsa King. 

Sheridan har i vid udstrækning fungeret som serieskaber, manuskriptforfatter, producer og instruktør af sine serier samt haft små cameo-roller som skuespiller (han startede sin karriere som skuespiller i Walker Texas Ranger, 1995). I Tulsa King har han lagt instruktør-rollen fra sig, men har i stedet skabt, produceret og skrevet manuskriptet til en serie, hvor hovedrollen er skræddersyet til Stallone. 

 

Dwight ‘The General’ Manfredi (Sylvester Stallone) er en mafiagangster af den gamle skole. Han har netop afsluttet 25 år på vand og brød uden at sladre om en eneste af sine mafiakumpaner i New York. Da han kommer ud, forventer han mere end et klap på skulderen, men sådan går det ikke. Mafiafamilien har ikke brug for en ‘dinosaur’ i New York, så han bliver sendt i eksil et sted, hvor han kan gøre mindst mulig skade; af sted til et gudsforladt og pandekagefladt bonderøvsland (tænk et kæmpemæssigt Polen med kvæg og oliepumper i stedet for svin) Oklahoma er stedet. Tulsa bliver hans nye kongerige. 

Dwight har selvfølgelig ikke tænkt sig at lægge sig ned og dø, han bider tænderne sammen og er overbevist om, at han kan opbygge et nyt imperium – i en by, der er praktisk talt fri for kriminalitet. Forviklinger og sjove episoder opstår, når den hårdtslående, brovtende årgangsgangster stormer ind i den nærmeste marihuanabutik (som i øvrigt er lovlig) og forlanger 20 procent af salget for at beskytte dem mod kriminelle bander. “Hvilke bander?” spørger den forvirrede indehaver. 

I 2012 lancerede Netflix med sin første egenproducerede serie, Lilyhammer. I krimikomedien fik vi Little Steven at se i hovedrollen som en ‘fisk på land’, da han som led i et vidnebeskyttelsesprogram blev tvangsflyttet fra metropolen New York til den lille by Lillehammer i Norge. Ikke helt som med Tulsa King, men der er flere centrale lighedtræk. Han er ude af trit med nutiden, helt uvant med livet i landsbyen og fast overbevist om, at han kan klare at bygge et forbrydersyndikat op fra bunden. 

Stallone er virkelig god og med en passende portion selvironi til hovedrollen som den let distingverede, men ak, så hårdtslående gentlemanskurk. Desværre er Sheridan bukket under for fristelsen til at overkarikere persongalleriet og være meget lidt subtil i sin humor. 

Mafiafamilien består i den grad af stereotyper, og den tumbede flok i dope-shoppen er præcis, som man forventer, at dope-hoveder skal se ud. Selvfølgelig løber Dwight ind i en dame, som har en position hos myndighederne, der skaber yderligere komplikationer (og muligheder?) for ham. 

 

Humoren er ofte rammende og kalder på latteren, men har for lidt dybde og intelligens. Vi forstår godt, at manden har siddet bag tremmer i årevis, men at han aldrig har hørt om en smartphone, app eller digital betaling er slet og ret for simpelt/dumt. Bevares, Sheridan er kendt for sin hang til fortænkte drama- og sæbeoperakonflikter, men han lægger normalt mere sjæl og arbejde bag historien og karaktererne, end vi føler, han har gjort med Tulsa King. Manden burde måske skrue lidt ned for arbejdstempoet? 

Vi vil gerne understrege, at pressen kun har haft adgang til sølle to afsnit ud af 10, så dette er kun et førstehåndsindtryk af en serie, som muligvis kan blive bedre hen ad vejen. Som det ser ud nu, kan vi ikke strække os længere end til tre stærke stjerner. En seværdig, men hurtigt glemt serie – og den kunne have været så meget bedre. 

Tulsa King får premiere på SkyShowtime den 28. november. Der frigives én episode hver mandag.