Anmeldelse: Tulsa King, sæson 2

Alt, hvad der glimter, er ikke guld, og selv serieskaber-geniet Taylor Sheridan, der står bag så formidable serier som Yellowstone, 1883, 1923, Mayor of Kingstown, Special Ops: Lioness og Lawmen: Bass Reeves, rammer af og til ved siden af.

Sidste år debuterede Sylvester ”Sly” Stallone i serien som en udstødt mafiaboss fra New York. ”Familien” sender ham til Tulsa, hvor de forventer, at han gør så lidt skade som muligt – men cirkushesten vil ikke dø og opbygger hurtigt sit nye kriminelle imperium.

 

I serien møder vi Dwight ”The General” Manfredi (Stallone). En mafiagangster af den helt gamle skole. Han har levet på vand og brød i 25 år og har ikke sladret om en eneste af sine mafiaforbindelser fra østkysten.

På trods af at ”dinosauren” ikke kan finde ud af at bruge en mobiltelefon og ikke aner, hvad en app er, får han hurtigt nye venner, som han (mere eller mindre frivilligt) overtaler til at arbejde sammen med ham.

I sidste sæson var det salget af marihuana, som generalen forsøgte at kontrollere i Tulsa, men denne gang er han mere aktuel og forsøger at finde ud af, hvordan man kan få penge ud af systemet ved at involvere sig i den ”grønne omstilling” med fokus på vindkraft …

Premieresæsonen kulminerede med, at generalen blev smidt tilbage i spjældet, anklaget for bestikkelse af den meget yngre FBI-agent Stacy Beale (Andrea Savage), som han indledte et intimt forhold til.

Mens han kæmper for sin sag i retten, må han forholde sig til en irriteret Kansas-mafia, som vil have deres by i fred, og en stadig mere hævngerrig New York-mafia.

 

Det er en flok karakterer og et plot, der burde være rimelig underholdende og seværdig underholdning, godt krydret med subtil komik. Desværre udløser anden sæson et endnu større gab end sæson 1.

Stallone er mere end acceptabel og passende distingveret og selvironisk i hovedrollen som den hårdtslående gentleman-bølle. Desværre er han omgivet af et persongalleri, der er så karikeret og stereotypt, at vi krummer tæer. Når dialogen derudover ikke får os til at grine højt, har serien fejlet i sin mission.

I starten af sæsonen bruges der meget tid på generalens forsøg på at lave charmerende juridiske krumspring i retssalen, men det er bestemt ikke et retssalsdrama, vi ser, og det er heller ikke særligt elegant udført.

Han forsøger på gammeldags vis at genetablere sit forhold til Stacy, men har åbenbart brændt den bro. Alt fokus er derefter rettet mod at blive en endnu mere kompromisløs skurk, men hans håndlangere får for lidt tid og er ikke nær så sjove som etablerede småforbrydere, som de var som naive og blåøjede bonderøve.

For os virker det, som om man på grund af seriens popularitet har forsøgt at skabe noget, der ikke er grundlag for – det virker simpelthen, som om Sheridan er løbet tør for ideer og har behandlet Tulsa King som et stedbarn. Han har smidt et halvfærdigt manuskript sammen og sat sin lid til, at Stallones charme og erfaring kan få det hele til at lykkes.

Anden sæson består af otte afsnit, og pressen har kun fået adgang til de første tre – så det kan godt være, at den stiger et par trin; men det, vi har set, berettiger bestemt ikke til mere end 3 svage stjerner, Slys star power til trods.

Sæson 2 af Tulsa King har premiere på SkyShowtime i dag, den 18. september. Den kan du roligt springe over.