: Twin Peaks: The Return

David Lynch er ikke ligefrem kendt for at være konventionel eller ukontroversiel. Når det er sagt, så har han trods sine mange mere “kunstneriske” film også leveret mainstream-film som The Straight Story og Vilde hjerter.

NYSKABENDE

Med den banebrydende tv-serie Twin Peaks (1990-1991) – fra en tid, hvor tv-serier var ugleset og langtfra havde samme status som biograffilm – gav han os en temmelig konventionel mordgåde pakket ind i et særdeles farverigt persongalleri. Omend Twin Peaks startede ret ordinært, udviklede serien sig mere og mere Lynchsk ud i det outrerede og kaotiske, indtil det overhovedet ikke gav nogen mening.

I den nye, tredje sæson – som HBO har givet navnet The Return – møder vi (stort set) det samme persongalleri 25 år senere. Men hvis du forventer et glædeligt gensyn med gamle kendinge og en historie, der bygger kronologisk videre på originalen, så kender du ikke David Lynch!

Mod slutningen af den oprindelige serie var vores kaffe-elskende agent Cooper (MacLachlan) fanget i limbo i drømmeverdenen. Efter at have forsøgt at løse mordet på byens skønhedsdronning, dydsmønsteret (?) Laura Palmer (Lee) – i et lille samfund, hvor hele den særegne befolkning bar på hemmeligheder, og meget lidt var, som det så ud – var han fanget. Og Lynch efterlod os i uvidenhed angående morderens identitet.

Selv om fokus på at løse det brutale mord svandt ind, efterhånden som anden sæson udviklede sig, gav slutningen ikke den forløsning, som hverken publikum eller Lynch havde ønsket. Og året efter kom så han med en film, der skulle “give alle svarene”, den meget ujævne Fire Walk With Me.

A LONG WALK HOME

I flere år er der gået rygter om, at makkerparret David Lynch og Mark Frost skulle genforenes for at afslutte historien om Twin Peaks. For snart tre år siden kunne Showtime så bekræfte, at de var blevet enige med instruktøren, men kun et halvt år senere hævdede Lynch, at han havde trukket sig fra projektet pga. budgetnedskæringer og kunstnerisk uenighed. Så gav Showtime efter, udvidede tredje sæson fra de planlagte ni til 18 episoder og gav Lynch frie tøjler.

Lynch og Frost har skrevet manuskriptet til den nye sæson, legendariske Angelo Badalamenti er tilbage med sin forførende musik, og de fleste af hovedrolleindehaverne har igen taget turen til den lille mineby. Og efter at have set de første fire episoder af den afsluttende sæson, sidder vi tilbage med et meget blandet indtryk.

FRA ANDEN TIL TREDJE

Lad det være sagt med det samme: Hvis du ikke set noget af de to oprindelige sæsoner, vil du få svært ved at forholde dig til personerne og handlingen i tredje sæson. Ganske vist er der ikke meget, der bygger videre på det oprindelige plot, men vi kastes ind i handlingen og personerne uden introduktion – og uden nogen klar sammenhæng.

Mod slutningen af anden sæson stiftede vi kort bekendtskab med Dale Coopers onde dobbeltgænger. Denne gang er ideen taget et skridt videre, og vi får hele tre versioner af FBI-agenten. Den oprindelige, som stadig er i limbo; den onde, der har langt hår og både gennemtæver og dræber folk; plus en tredje version, Dougie – en lidt akavet, småfed familiefar, der søger adspredelse i prostituerede og gambling.

Lange sekvenser går med at beskrive Dougies intetsigende liv, uden at det bidrager til at løfte og/eller belyse historien. Vi savner mere af den oprindelige, doughnut-spisende Cooper med hans fine analyser og kommentarer.

Overraskende nok er det meget lidt af de første fire episoder, hvor vi befinder os i selve Twin Peaks. Lynch har udvidet universet til bl.a. New York, Las Vegas og South Dakota. Men selv Las Vegas, med al dens glitter og stads, skaber ikke filmkunst i sig selv.

OLD SCHOOL

At Lynch er af den gamle skole, er ikke noget nyt, men her han taget det til næsten dogmeagtige proportioner a la Lars von Trier. Stort set alle special effects og green screen-optagelser ser ud, som om de er lavet på en gammel Commodore 64 engang i 1980’erne. Det ville der sådan set ikke være noget galt med, hvis handlingen var sat til samme tid. Problemet er bare, at den foregår i nutiden (hvilket vi får et godt eksempel på, da Lucy besvimer, idet hun ser sheriffen med en mobiltelefon). Ja, hvad skal man sige? Woody Allen insisterer også stadig på at indspille sine film med monolyd …

GLIMT AF FILMKUNST

Selv om historien ikke helt hænger sammen – hvilket vi dog heller ikke havde forventet – så glædes vi ved gensynet med kendte og elskede figurer som Shelly, Bobby James, Hawk, Leland og The Log Lady. Men det er ikke nok til at løfte efterfølgeren til de store højder.

Men bevares, helt sort er det heller ikke, og serien har potentiale til at udvikle sig til noget, der både giver mere mening og er mere underholdende. Og hvem ved – måske laver Lynch et omvendt twist i forhold til anden sæson og går denne gang fra outreret kaos til konventionelt mysterium? I mellemtiden er vi (nostalgisk) fascineret af gensynet med Andy og Lucy, The Log Lady, Laura Palmer, Bobby, James og alle de andre.

Og Lynch har så langtfra glemt sin filmkunst! Enkelte scener giver os isninger ned ad ryggen, f.eks. da vi befinder os øverst i en skyskraber i New York, hvor en mand stirrer endeløst ind i et tomt glasbur, eller agent Coopers drømmesekvenser. Og den friske dialog mellem FBI-chefen Gordon og hans mænd er herlig absurd, vældig morsom og dejlig politisk ukorrekt.

Det er bare synd, at mange af højdepunkterne ikke rigtig hænger sammen med handlingen, nogle af dem trækkes ud i det ulidelige (f.eks. Dougie på kasino), og enkelte fremstår som fritstående excentrisk installationskunst.

NOSTALGISK GENSYN

Alt i alt en meget blandet oplevelse, som vi er rimelig sikre på vil fange interessen hos nostalgikere, der kan nikke genkendende til de gamle, velkendte figurer; men som vil have svært ved at få tag i et nyt publikum og gøre sig gældende i et tv-serie-marked, der er helt anderledes i dag, end det var for 25 år siden.

Og måske skal vi egentlig sige tak for det til David Lynch? En standhaftig, særpræget instruktør, der går sine egne veje, uanset hvad andre måtte mene, og hvordan markedet og tidens trends udvikler sig. Fire stjerner.

Den billedkvalitet, HBO serverer for os, er temmelig bleg og kornet. Her skal man dog huske, at Lynch har ønsket at præsentere serien i en kvalitet og med en farvepalet, der matcher de tidlige 1990’ere. Lyden er heller ikke noget at råbe hurra for, idet talesporet er for diffust, og dybbassen nærmest ikke-eksisterende.