For fem år siden arbejde Dan Gilroy (instruktion) og Jake Gyllenhaal sammen om den nærmest dystopiske Nightcrawler, hvor moralsk forfald prægede medieaktørerne i jagten på nattens scoop. Denne gang tager de sig af den overfladiske kunstbranche med dens floskler, forstillede mennesker og røvslikkere – og i baggrunden vokser en dyster dødsspiral frem.
Den overfladiske kunstkritiker Morf Vandewalt (Gyllenhaal) går trods sine homoseksuelle tilbøjeligheder i seng med kunstkuratoren Josephina (Ashton). Med sin krasse pen kan Morf booste eller tage livet af enhver kunstnerkarriere. Da Josephina bogstavelig talt snubler over en kunstskat, går hun i kompagniskab med galleriejeren Rhodora (Russo) og tjener en formue på den totalt ukendte Vetril Dease – men i hans skygge følger blodsudgydelser, fordærv og død.
Velvet Buzzsaw byder på et mildt sagt mærkeligt og meget ujævnt genremiks. Filmen begynder nærmest som en ironisk distanceret kritik af kunstverdenen, men eskalerer gradvis til en blodig slasher-film. Uden at den formår at få seerne med på rejsen.
Skuespillerne leverer toppræstationer og gode karakterskildringer fra en verden, der er let at ironisere over. Dialogerne er skarpe og byder masser af ironi og sort humor, men Gilroy magter aldrig overgangen til slasher-universet. Det hele virker klodset, uelegant og nærmest tilfældigt.
En film, der bestemt har sine kvaliteter, hvoraf ironien er den fremmeste, men som helhed falder dette “eksperiment” mellem to stole og fremstår hverken som fugl eller fisk. Én ting er sikkert: Uhyggeligt bliver det aldrig. Tre middelmådige stjerner.
Fakta:
- Netflix
- Release: 1/2/2019
- Instruktion: Dan Gilroy Med: Jake Gyllenhaal, Zawe Ashton, John Malkovich, Billy Magnussen, Toni Collett, Natalia Dyer, Rene Russo, Tom Sturrigde
- Genre: Gyser
- Land: USA
- År: 2018
- Tid: 1:52 timer