Mats Wahls roman Vinterviken er blevet filmatiseret før. I 1996 kunne vi se Lina Englund og David Tainton i hovedrollerne som det svenske “Romeo & Julie-par”, der prøver at udleve den umulige kærlighed.
Undertegnede har desværre ikke set den originale film, men at den er lige så løsrevet fra virkeligheden som årets version, tvivler jeg stærkt på.
Filmen fortæller historien om indvandrersønnen John-John (Aarab) fra en nedslidt Stockholm-forstad, der falder pladask for rigmandsdatteren Elisabeth (Öhrn). Det umage par får en mildt sagt svær start på forholdet.
De to unge mødes, da John-John hjælper Elisabeths søster i forbindelse med en badeulykke ved familiens fornemme sommerhus i Stockholms skærgård. Et liv så langt fra hans triste boligblok og tvivlsomme venner, som det vel er muligt at komme.
Kort efter begynder de i samme dramaklasse, og John-John gør sine hoser grønne hos Elisabeth, der langsomt, men sikkert lader sig charmere.
Problemet er, at vi hverken bliver engageret i eller tror på den konstruerede “umulige” kærlighedshistorie eller på parrets miljøer. Det hele er alt for stereotypt, kunstigt og klichéagtigt.
Selvfølgelig har Elisabeth en fraværende rig far, der arbejder i døgndrift. Hun kommer heller ikke overens med sin farmor i sin lille, forkælede rigmandsboble. Hendes fascination af John-John skrider også for hurtigt frem, idet hendes tynde motiver ikke giver mening.
John-John, derimod, krydser alle felterne af for fordomme, som man måtte have mod indvandrere fra tredjeverdenslande. Han bor i en nedslidt lejlighed med sin enlige mor, som dater håbløse, pillegnaskende, semivoldelige mænd.
Alle hans (indvandrer-) venner er kriminelle gangstere, der stjæler, røver og giver pokker i samfundets normer og regler – samtidig med at de drømmer om at få en blond svensk “brud”. Og så snart han føler sig presset, svigter han sine nærmestes tillid.
Nej, fri os fra dette kunstige blæver! Desuden er handlingen pinligt forudsigelig, og slutscenen er ét stort antiklimaks uden nerve og troværdighed. To stjerner.
Hvis det er et ægte ungdomsdrama fra vores hjemlige himmelstrøg, du leder efter, så se hellere den langt bedre serie Threesome på Viaplay – for Vinterviken bør du styre langt uden om.
Fakta:
- Netflix
- Release: 8. september 2021
- Instruktion: Alexis Almström
- Med: Elsa Öhrn, Mustapha Aarab, Jonay Pineda Skallak, Magnus Krepper, Simon Mezher, Elsa Bergström Terent
- Genre: Drama
- Land: Sverige
- År: 2021
- Tid: 1:30 timer