Anmeldelse: Bloodline, 3. sæson

Der er gået to år, siden Netflix lancerede tv-serien Bloodline. En dramatisk fortælling fra de solrige, fugtige og svedige Florida Keys, hvor familien Rayburn driver det eksklusive familiehotel Rayburn House på den smukke ø Islamorada.

Gammelt snavs

The Rayburns er vigtige samfundspiller i det lille lokalsamfund, hvor sønnen John (Chandler) er højt på strå i politiet, og familien har fået opkaldt en mole efter sig. Men det er ikke altid, at idyllen på overfladen stemmer overens med virkeligheden. Da den ældste bror, familiens sorte får Danny (Mendelsohn), vender tilbage til barndomshjemmet, bryder kaos ud, gammelt snavs kommer op til overfladen, og tingene eskalerer ud af kontrol. Den fremragende første sæson kulminerer med, at John tager livet af Danny.

De tre overlevende søskende – John, den håbløse strandbums Kevin (Butz) og den pæne jurist Megan (Cardellini) – må i anden sæson bruge al deres tid på at dække over forbrydelsen og samtidig prøve at leve med den grusomme hemmelighed.

Sidste nat med kliken

Oprindelig havde seriens skabere planlagt en tidshorisont på fem-seks sæsoner, så da Netflix sidste efterår besluttede, at tredje sæson blev den sidste, måtte forfatterne ændre radikalt på tredje sæson. Der var mange løse ender, der skulle samles, samt et hav af konflikter og bedrag, der skulle presses ind på ti timer, hvilket sæsonen da også bærer præg af.

Noget af kritikken af Bloodline har gået på, at tempoet har været for langsomt. For så vidt en smagssag, men det er faktisk en kvalitet, vi har værdsat. I en tid, hvor de fleste film og tv-serier farer af sted i et hæsblæsende tempo, og den ene actionsekvens afløser den anden, er det rart, at nogen tør bygge en historie og nogle karakterer op over tid. Noget, der også var tilfældet med den fremragende første sæson af True Detective.

Men med tre sæsoners handling klemt ind i én man må nødvendigvis gå lidt hurtigere frem, og vi får da også en særdeles heftig start på tredje sæson med en desperat John på flugt, en Kevin i vildrede og en Meg, som mister håbet og retningen i livet.

Waist Deep in the Big Muddy

Da anden sæson sluttede brat med, at Kevin dræbte politimanden Marco Diaz, står familien nu i skidt til halsen og er nødt til at dække over endnu et mord, samtidig med at Roy Gilbert (Bridges) æder sig tættere og tættere ind på dem.

Politiet er stadig interesseret i Johns mulige indblanding i sin brors død, og Kevin – som nu er på vandvognen – formår igen at forkludre sit liv med en række åbenlyst dårlige valg. Johns privatliv er gået helt i hundene, da konen ikke vil vide af ham, og han søger tilflugt på et beskidt motel og lever gennem jobbet. Samtidig er det ham, alle vender sig til, når de må rode sig ud af (endnu) en knibe.

Bibelske proportioner

Serien er gennemsyret af tunge moralske dilemmaer, nagende tvivl og desperat menneskelig angst og fortvivlelse. En i udgangspunktet relativt normal familie rives i stykker pga. en række dårlige valg, de har truffet, og fortiden er ved at æde fremtiden op, mens de selvretfærdigt forfægter, at målet – at forsvare og bevare familien – helliger ethvert middel.

Det kommer så vidt, at moren (Spacek) sammenligner familiens prøvelser med Abraham og Isak, idet hun tillægger den afdøde husbond hele byrden for Dannys problemer og rodede liv. Og heri ligger noget af ​​kernen i Bloodline: Alle går rundt med skyklapper og kan ikke se deres egen rolle i det beskidte spil, men giver andre skylden for alle ulykkerne.

De lever et liv, hvor løgn og bedrag er lige så normalt og selvfølgeligt som mælk til morgenmad. Kynisme og dobbeltmoral plager familien, og ingen er, hvad de udgiver sig for. Noget, som Johns kone så forbilledligt beskriver i sit første møde med the Rayburns: “Det virkede ikke, som om nogen af ​​dem var oprigtigt lykkelige.”

Det er netop forskellen mellem facaden og facit, hvor almindelige, “gode” mennesker gør chokerende onde ting, der gør serien så fascinerende. Ingen er endimensionelle, men bærer som løg lag på lag, der langsomt, men sikkert skrælles af.

Søskendekærlighed

Det indbyrdes forhold i søskendeflokken beskrives på fascinerende vis, hvor en af ​​dem altid tager ansvar, en anden er dømt på forhånd til at være det sorte får, og den håbløse kun ønsker anerkendelse fra sin storebror.

Selvfølgelig er det dramatiseret og sat på spidsen i en grad, hvor Kevins mange ulykkelige valg nærmer sig det parodiske; men der er masser af mellemmenneskeligt drama her, som de fleste kan nikke genkendende til. Man er tildelt en plads i søskendeflokken, og den hænger man på – man kan ikke ryste fortiden af sig, men er fanget i den.

Skuespillerkunst

Blandt Bloodlines stærkeste kort er det eminente skuespiller-ensemble. Ben Mendelsohn fik lov til at brillere i første og (til dels) anden sæson, men tredje sæson tilhører i den grad John. Den mest komplekse og indesluttede person af dem alle kører sig selv til det yderste, og Kyle Chandler skildrer ham usædvanlig nuanceret og ægte. Det virker, som om han bærer alverdens synder på sine skuldre. Giv den mand en Emmy!

Vores indie-favorit Chloë Sevigny får heldigvis væsentlig mere skærmtid, og også hendes fortabte bror Eric (McShane) fremstår i denne sæson langt mere nuanceret. Det samme gælder veteranen Sissy Spacek. I de første to sæsoner var hun nærmest statist, men her får hun masser af tid til og mulighed for at stråle – hvilket hun i den grad også gør.

Derudover gennemsyres serien af noget af det lækreste fotografering, vi har set, hvor Jaime Reynoso stadig finder nye, spændende vinkler, så vi nærmest virker som kiggere ind i den plagede families liv. Kontrasten mellem det azurblå hav, den lyse blå himmel og de smukke solnedgange og så det grelle grønbrune neonlys fra slidte moteller og beskidte barer skriger imod os. Det hele akkompagneret af et hypnotisk musikspor.

Plads til bredde

Det er meget muligt, at Bloodline ikke blev den publikumsmagnet, som Netflix havde håbet, men det er rart at konstatere, at markedet for tv-serier efterhånden er blevet stort nok til, at også den slags “smalle” serier kan få et liv.

Ligesom sine karakterer er serien ikke fejlfri. Det er efterhånden lidt for meget utrolig tragedie, der rammer familien, og nogle af deres håbløse valg virker lidt søgte. Samtidig mister serien lidt momentum ca. to tredjedele inde i sæsonen, hvor vi pludselig bliver hensat til et retssalsdrama. Men i det store billede er det småting.

Vi kommer til at savne familien Rayburn, som med deres forræderi, bedrag og menneskelige svagheder har givet os gåsehuds-tv fra de solrige Florida Keys. Bloodline er noget af det bedste, du kan streame hjemme i stuen lige nu og en oplagt kandidat til årets bedste tv-serie. Seks stjerner.

Som sædvanlig leverer Netflix nærmest fejlfri teknisk kvalitet. Topkarakter til billedkvaliteten og næsten også til lydsporet, som dog mangler lidt dybde. Hele tredje sæson kan streames fra den 27. maj.