Genkomsten af fortidens helte kan være en særdeles blandet fornøjelse.
Typisk opdager man enten, at dét, man huskede som fantastisk i sin grønne ungdom, 20 år senere er en temmelig middelmådig oplevelse – eller, at den originale film/serie stadig er genial, mens den nye version viser sig at være et inkompetent «Frankenstein-monster».
Der er dog også en tredje mulighed, som eksemplificeres af genoplivningen af Top Gun i Top Gun: Maverick. Filmen fra 2022 er af lige så høj kvalitet – og lige så underholdende – som originalen. Nick Parks Wallace og Gromit: Vengeance Most Fowl falder også ind under denne sjældne tredje kategori.
Det finurlige, osteelskende makkerpar
Der er faktisk gået hele 17 år siden den seneste stop-motion-kortfilm fra det britiske animationsgeni Nick Park, og 19 år siden den sidste spillefilm (The Curse of the Were-Rabbit) om det uforlignelige makkerpar Wallace og hans trofaste hund, Gromit.
Vi bliver øjeblikkeligt transporteret tilbage til det velkendte univers i en typisk britisk landsby i Lancashire. Her ernærer den opfindsomme og noget Georg Gearløs-agtige Wallace sig fortsat ved at skabe de mest mærkværdige – og ofte helt ubrugelige – dimser. Siden sidst har han finpudset sin opvågningsmaskine, så alt fra morgenbadet til påklædning og morgenmaden nu er fuldt mekaniseret. Det hele styres, lettere opgivende, af den supersmarte hund Gromit.
Hvis hovedkaraktererne er “mærkelige”, så kan samme mærkat uden videre sættes på landsbyens outrerede indbyggere. De er alle sammen herlige karikaturer med store øjne og mund – og en charme, der overstiger deres lettere begrænsede intellekt.
Nogle ville måske kalde dem enfoldige, men det ville være at undervurdere den britiske folkesjæl. Park og manusforfatter Mark Burton gør kærligt grin med det britiske og briterne generelt – men altid på en godmodig måde.
Et niveau op
Den fantastiske animationsstil med stop-motion-lerfigurer er præcis den samme – og lige så imponerende som sidst, mens kreativiteten og de vilde idéer er skruet et niveau eller to højere op.
Endnu en gang lurer den superskumle pingvin Feathers McGraw i kulissen, mens Wallace går all in på at udvikle den ultimative selvkørende AI-haveassistent i form af en smart havenisse (Ben Whitehead). Wallace lader sig så opsluge af sin nye AI-opfindelse, at Gromit føler sig fuldstændigt tilsidesat og ignoreret.
Der findes næppe et britisk hus med stenmur og have uden en havenisse, men de er næppe så (kunstigt) intelligente som denne. Problemet opstår, da McGraw hacker sig ind og overtager kontrollen med hæren af havenisser, der så overgår fra hjælpsomme til ondsindede.
Den store gevinst? Intet mindre end den gigantiske blå diamant, der i sin tid fik McGraw bag tremmer. Hvis pingvinen med de udtryksløse øjne også kan tage hævn over Wallace og Gromit, er sejren fuldendt. Kun Gromit kan redde diamanten, dagen – og Wallace!
Et overflødighedshorn
Den charmerende animationsstil og de særprægede karakterer løfter W&G-fortællingen endnu flere niveauer af absurde påfund, mærkværdige opfindelser og vildt skøre plotdrejninger.
Man ville elske at se et blueprint over, hvordan hjernerne hos Park, og med-instruktører Crossingham og Burton, fungerer – de er nok ikke ligefrem i A4-format!
Et tidligere samarbejde mellem Park og DreamWorks brød sammen, angiveligt fordi herrerne i LA ønskede at amerikanisere Parks kunst – noget han heldigvis nægtede.
Denne gang er det Netflix (i partnerskab med BBC), der står bag filmen, og de har tydeligvis givet Park fuld kunstnerisk frihed. Resultatet er en overflod af idéer, herlige ordspil og spektakulær dramaturgi.
Fra de absurde opfindelser til de fascinerende karakterer kulminerer det hele i en flugt, der er lige til at tage hatten af for – tydeligvis inspireret af Mission: Impossible. Park har endda fundet plads til subtil AI-kritik, hvilket passer til tidsånden.
En animationsklassiker
Man kunne måske ønske sig en mindre forudsigelig historie, men det er kun en mindre indvending, det store billede taget i betragtning. For selvom man aner, hvor det bærer hen, formår man aldrig at gætte, hvilken drejning Park tager i næste sving eller omkring næste hjørne.
Vi kan med stor glæde konstatere, at endnu en animationsklassiker er født. 6 stjerner til Park & Co.
Wallace & Gromit: Vengeance Most Fowl havde britisk snigpremiere på BBC i december og får global streamingpremiere på Netflix den 3. januar. En fantastisk start på filmåret!
Fakta:
- Netflix
- Release: 3. januar 2025
- Instruktion: Nick Park, Merlin Crossingham
- Medvirkende: Ben Whitehead, Peter Kay, Lauren Patel, Reece Shearsmith, Diane Morgan, Adjoa Andoh, Muzz Khan, Lenny Henry
- Genre: Action-komedie
- Land: UK
- År: 2025
- Tid: 1:22 t.
- Karakter: 6
- IMDb