: War Dogs

Virkeligheden overgår fantasien, siger man, og det er afgjort tilfældet med historien om Efraim Diveroli (Hill) og David Packouz (Teller). De to barndomsvenner fra det solrige Miami mødes igen i begyndelsen af tyverne. Efraim har tjent fedt på våbensalg det seneste år, mens David ernærer sig som massør og prøver at supplere sin indkomst ved at sælge luksussengetøj til plejehjem. Da hans kæreste bliver gravid, har Efraim let ved at overtale ham til at arbejde for sig.

I forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan øgede USA sit våbenarsenal drastisk, og Bush-administrationen blev anklaget for at give gigantiske våbenkontrakter til Dick Cheneys omgangskreds. Svaret på kritikken blev, at alle våbenkontrakter blev lagt åbent ud på internettet, så enhver virksomhed – stor eller lille – kunne byde på opgaven.

Og det er her, Efraim og David kommer ind i billedet. I begyndelsen koncentrerer de sig om “småtterier”, men selv en Pentagon-kontrakt om småtterier betyder en milliongevinst til de to herrer, der begge får sig en Porsche og en penthouse-lejlighed ved Miami Beach.

Tingene ændrer sig dog, da de kommer i kontakt med hajen Henry Girard (Cooper). De lander en kontrakt til en værdi af 300 millioner dollars om salg af kasserede albanske våben til styrkerne i Afghanistan, og nu er de pludselig ude på dybt vand …

Det mest fascinerende ved War Dogs er, at den er baseret på virkelige begivenheder, endda ret nylige begivenheder. Krig er en beskidt gesjæft, der tiltrækker en masse rotter til fadet – et fad, som myndighederne slet ikke har overblik over. Det er ikke i sig selv nogen overraskelse, men at det lykkes to fyre med et lille garagefirma at lande en milliardaftale med det amerikanske forsvar, er helt vanvittigt.

Todd Phillips har instrueret en film, der i det store og hele ser med humoristiske briller på den absurde historie. Her er ingen moralsk løftede pegefingre eller letkøbt kritik af det militære industrielle kompleks, men på sine egne præmisser fungerer filmen glimrende.

War Dogs deler træk med andre film, hvor karrierehungrende yngre mænd mister alle hæmninger, f.eks. The Wolf of Wall Street og American Hustle, og samtidig trækker den klare veksler på Lord of War, bare langt mere ironisk.

Jonah Hill er fabelagtig i rollen som den kyniske Efraim. En mand med et stort forbrug af kokain, skræddersyede jakkesæt og prostituerede – og klare sociopatiske træk. Hans idol er (selvfølgelig) Tony Montana fra Scarface! David er derimod et menneske med en antydning af samvittighed og moral, men en fed bankkonto trumfer tydeligvis alt.

En herlig film om to unge mænd, der pludselig havner i magtens og rigdommens centrum. Lidt for glat og poleret fortalt, men også en virkelig morsom røverhistorie, der trods visse dramaturgiske friheder i hovedtræk er sand. Fire solide stjerner.

Billedkvaliteten er fabelagtig, og det solrige Miami skinner i den grad. Lydsporet er også usædvanlig detaljeret og præcist. Bonusmaterialet består af et par korte interviews, en trailer og fokus på de virkelige personer, hvis historie filmen er baseret på.