anmeldelse: Watchmen, 1. sæson

En af de mere “voksne” tegneserier, Watchmen, er tidligere blevet filmatiseret i en meget underholdende og visuelt stærk actionfest. Men hvis du forventer mere af samme skuffe med årets HBO-serie, vil du nok blive skuffet.

Racistisk film noir

I en alternativ version af USA tages vi med tilbage til 1920’erne, til The Deep South og den virkelige racistiske massakre i Tulsa, Oklahoma.

I maj 1921 blev det sorte kvarter Black Wall Street i Tulsa angrebet af en rasende pøbel. Med bombardement både fra jorden og fra luften (!) blev hele 35 husblokke lagt i ruiner, over 6.000 sorte blev fængslet, 800 endte på hospitalet, og mellem 100 og 300 omkom i massakren.

Den gnist, der antændte det hele, var at den 19-årige sorte skopudser Dick Rowland blev anklaget for at have antastet en hvid pige. Da Rowland blev varetægtsfængslet, eksploderede byen – og USA’s værste massakre på sorte var en kendsgerning.

https://www.youtube.com/watch?v=-33JCGEGzwU

Dette helvede tager nutidens Watchmen-serie os brutalt med til, strammer grebet og giver ikke slip. Nye personer dominerer i en aktuel dramaturgi, og det er afgjort ikke en nostalgisk rejse ned ad memory lane, vi får serveret. Serien er stærk, ubehagelig og mørk, men bestemt ikke blottet for humor og underholdningsværdi – og er derudover en visuel nydelse.

Med lækker fotografering, klipning og scenografi tager serieskaber og hovedforfatter Damon Lindelof os med tilbage til en svunden tid, men det er ikke det sukkersøde sydstatsbillede fra den pompøse musical Oklahoma, vi møder – det er USA’s mørke og alt for nærværende racistiske fortid, vi får lige i ansigtet.

Antihelte for et voksent publikum

Oprindelsen til Watchmen-universet er tegneserien fra 1986 med manuskript af Alan Moore og tegninger af Dave Gibbons, udgivet af DC Comics. Her befinder vi os i en alternativ historisk version af USA, da den kolde krig var koldest – et USA, der har vundet Vietnamkrigen, hvor Watergate aldrig fandt sted, og hvor en altomfattende atomkrig med Sovjetunionen er nært forestående.

Her gøres der nar af de traditionelle, ofte pompøse og klichéagtige superhelte, og i stedet får vi en flok “almindelige” antihelte med en række meget menneskelige karakterbrister. De er selvtægtsmænd (og -kvinder), der har fået nok og har taget loven i egne hænder. “Lederen” af Watchmen – og den eneste egentlige superhelt – Doctor Manhattan, befinder sig i selvvalgt eksil på Mars.

Redneck-racisterne bor i trailerparken Nixonville (!), og Robert Redford er præsident. Den teknologiske udvikling er mangefacetteret og en forvirrende blanding af 1980’erne, nutid og fremtid. Politiet har en slags flyvende rumskib, men mobiltelefoner og internet findes ikke.

Chokerende mordgåde

I sydstatsbyen Tulsa har der hersket en skrøbelig våbenhvile siden opstanden juleaften 2015, hvor den racistiske pøbel dræbte størstedelen af byens politistyrke.

I 2019 ledes politiet af den karismatiske Judd Crawford (Johnson), der har indført maskeringspligt for alle tjenestemænd, så ingen kan opsøge dem og true eller dræbe lovens lange arm. I Tulsa er det derfor – paradoksalt nok – både ordensmagten og de uglesete vigilantes, der bærer maske.

Det er en skrøbelig våbenhvile, og helvede bryder løs, da en white supremacist fra det såkaldte Seventh Cavalry, iklædt Rorschach-maske, skyder en uskyldig sort politimand. Opstanden eskalerer og når et højdepunkt, da en af politiets øverste ledere findes lynchet, hængende fra et træ; gerningsmanden hævder, at han havde skeletter i skabet …

Politidetektiven Angela Abar (King), der også er den maskerede Sister Night, lægger låg på sagen og efterforsker den på egen hånd.

Tidshop

Serien springer elegant over mellem 1920’erne/30’erne, 1985 og 2019. Plottet bygges møjsommeligt op, og karaktererne udvikler sig i en forbløffende stærk dramaturgi. Her er det ikke sparet på noget; alt fra rekvisitter over kostumer til det heftige musikspor hensætter os til den rigtige tidsepoke. Små hints droppes hist og her, som manusforfatterne i høj grad overlader til seerne at placere i det store billede. Indimellem krævende, men også pokkers effektivt.

Som Lindelof elegant demonstrerede i både Lost og The Leftovers, elsker han at overraske, hvad enten det er med kryptiske flashbacks, nye personer eller uventede twists i plotudviklingen. Det er da også et felt, han mestrer. Han leger med seerne, og vi lader os rive med på hans rutsjebanetur.

Personer med dybde

Serien tager sig god tid til at bygge hovedpersonerne op og give dem kød på benene og en forhistorie, som både uddyber og indimellem provokerer.

Ikke mindst den sære Looking Glass (Nelson) har en spændende karakterudvikling med traumer tilbage fra det hysterisk sjove “blæksprutteangreb” i New York til hans spejlagtige maske, paranoia og intense forhør af potentielle racistsataner i nutiden.

Politistyrkens ypperste bad-ass, der officielt er pensioneret og lever et dobbeltliv som civilisten Angela Abar og den maskerede Sister Night, må grave i sin egen fortid for at løse mordgåden, hvilket giver os en fascinerende tidsrejse gennem USA’s nyere historie og hendes egen herkomst. Episode 6 er noget af det flotteste, både visuelt og emotionelt, vi nogensinde har set i en TV-serie.

Don “Miami Vice” Johnson er solid som politichefen i den splittede by, men det er Regina King (Oscar-vinder, If Beale Street Could Talk) som Sister Night og den lettere paranoide Tim Blake Nelson, der imponerer mest. King er et fund i rollen og balancerer den komplekse karakter med finesse og bravur, mens Nelson får det sårede frem i en figur, der bogstavelig talt skjuler sig bag en maske.

Ind fra sidelinjen kommer endnu en stærk kvinde, da FBI-agenten Laurie Blake (Smart) indtager byen. En kvinde med ben i næsen, en skjult fortid, intellekt og vid, der tager den plads, hun fortjener. Ubetaleligt.

Desuden er Watchmen krydret med en række særegne biroller, f.eks. den excentriske milliardær Lady Trieu (Chau), der er besat af at bygge et gigantisk dommedagsur i udkanten af byen. Scenen, hvor hun laver en noget speciel ejendomshandel, står højt på listen over årets morsomste øjeblikke.

Mindre morsomt er det ikke, når vi følger selveste Jeremy Irons som den über-underlige Lord Ozymandias; en ivrig forkæmper for kloning, meningsløs festivitas og rejser til Månen. Den gådefulde Will Reeves (Gossett Jr.) gør det komplekse plot ekstra intrikat.

Bundsolidt

Watchmen oser af bundsolid kvalitet i alle led. Fra de usædvanlig gennemarbejdede manuskripter med skarpe og intelligente dialoger, indimellem med en skarp brod, over fascinerende karakterer og skuespillere i topklassen til fotografering, klipning og musik i verdensklasse, som elegant forstærker seriens stærke budskab.

En over tredive år gammel “simpel” tegneserie har fået en total make-over, en tidsrigtig genopfriskning og en setting, der er særdeles aktuel og relevant i nutidens splittede og politisk betændte klima.

1. sæson af Watchmen kan uden problemer tolkes som et solidt spark i røven til den racistiske, narcissistiske og tanketomme demagog, der sidder i Det Hvide Hus i dag. Derudover er det en fest for både øjne, ører og intellekt – hvad mere kan man forlange? Vi konstaterer med fornøjelse, at vi allerede har en stærk kandidat til årets bedste TV-serie! Seks soleklare stjerner til denne moderne klassiker (anmeldelsen er baseret på de første seks ud af ni episoder).

Streaming-kvaliteten fra HBO holder denne gang et overraskende højt niveau, hvor selv mørke scener er skarpe og detaljerede, akkompagneret af et heftigt surround-spor. Det skal dog tilføjes, at vi har fået adgang til en screening uden for den almindelige HBO-app, så vent lidt med at lade champagnepropperne springe.

Første episode er tilgængelig fra den 21. oktober – så reservér bare mandag aften fremover!