Anmeldelse: Western Stars

Med Bruce Springsteens 19. studiealbum, der udkom i juni, giver han os et af sine allerbedste albums i mange år – og et af den 46-årige karrieres flotteste lydspor. Nu er den unikke film Western Stars her.

Californisk pop

Da den unge Bruce Springsteen voksede op i et lille hus i Freehold, New Jersey, i et hjem uden litteratur og nævneværdig kulturel tilstedeværelse, var det hans mor, der bragte musik og glæde ind i det ofte tungsindige springsteenske hjem.

Ud af transistorradioen på køkkenbordet strømmede svulstige poppelperler fra croonere som Burt Bacharach, Glen Campbell, Jimmy Webb, The Beach Boys, Frank Sinatra og Roy Orbison. Det er denne sound, Springsteen har hentet musikalsk inspiration fra til lydbilledet på Western Stars – et album, som Springsteen selv har kaldt sit smykkeskrin.

It’s connected to my solo records writing-wise, more Tunnel of Love and Devils & Dust, but it’s not like them at all, just different characters living their lives.

Det evige ørkenlandskab

Med Western Stars tager The Boss lytterne/seerne med på en rejse til et forjættet land med “evigt” solskin og uudtømmelige muligheder – for arbejde, frihed og et lykkeligt (?) liv.

Amerikanere har altid “gone West” for at søge lykken og en ny fremtid. Det er pionerernes og mytologiens landskab; en del af det land, musikeren fra New Jersey allerede som ung fandt tiltrækkende og med tiden søgte tilflugt i.

Som Springsteen så rammende beskriver det i sit Broadway-show, da han introducerer “The Promised Land”:

The country was beautiful, and I felt a great elation at the wheel as we crossed the western desert at dawn. The deep blue, purple shadow canyons, pale yellow morning sky, all of its color drawn out, leaving just the black silhouetted mountains in your rear view mirror. And then with the eastern sun rising at our backs, the deep reds and the browns of the plains and the hills came to life slowly in front of us. Our palms turned salty white on the wheel from the aridity. (…) Just sky, sky, sky, and more sky. Lowering on the two lanes of black top, and disappearing into nothing. My favorite thing. (…) All felt like home to me. And I fell into a lasting love affair with the desert.

Springsteen har rent musikalsk ofte opsøgt dette landskab, ikke mindst i den dystre The Ghost of Tom Joad (1995), der fokuserer på de migranter, der strømmer fra Mexico til landet med de uudtømmelige fremtidsmuligheder – men som alle (længe før Trump truede med at bygge sin mur ) oplever at få deres drømme – deres og liv – knust.

Albummet Devils & Dust (2005) og klassikere som “Badlands”, “The Promised Land” og “This Hard Land” tager os med ud i det evige landskab mod vest, hvor naturen i sig selv bliver en vigtig medspiller i menneskets kamp for tilværelsen. Springsteen forsøger at uddybe den komplicerede konflikt mellem menneskets iboende udlængsel og den trygge (klaustrofobiske?) familietilværelse.

På Western Stars rejser hans karakterer ud i ørkenen, ud i det varme solskin – på jagt efter en form for forløsning og frelse, på flugt fra hjertesorger, uopfyldt liv, knuste illusioner og dyb depression.

Ved vejs ende

I 1975 skrev den unge Springsteen om protagonisten, der kun havde én drøm: At komme væk fra sin dødsdømte lille hjemby, ud på landevejen og bare køre ud i evigheden (“Born to Run”). Men den mand, der søgte lykken på “Thunder Road”, er på “Western Stars” nået til en blindgyde – og han finder ikke nogen krukke fuld af guld for enden af ​​regnbuen. Tværtimod: Hvad han finder, er hårdt arbejde, depression, tristesse, kvinder, der forlader ham, og knuste illusioner.

Nu strejfer protagonisten for evigt om langs de støvede, hullede landeveje; på jagt efter en form for gudsbenådet forløsning. Generelt indeholder sangene på albummet og i filmen ikke så meget håb om netop dét, men indimellem er der glimt af håb. Som på “Tucson Train” om en mand, der flygter fra depression, et ægteskab i evig konflikt og et utilfredsstillende arbejdsliv.

Han flygter til Arizonas ørkenlandskab og finder fysisk arbejde (“Hard work’ll clear your mind and body”), mens han venter på, at eksen skal komme rullende ind på stationen med 17:15-toget. Håbefuldt ender sangen med “Here she comes…”, men om hun nogensinde dukker op, vides ikke.

Kraftfuldt lydbillede

Producenten på Western Stars er endnu en gang Ron Aniello, som Springsteen har arbejdet sammen med mange gange de senere år. Her giver han sangene et kraftfuldt, næsten opera-agtigt lydbillede med masser af stryge- og blæseinstrumenter og et spændende country-præg. Et musikalsk udtryk, der klæder teksterne som hånd i handske og bringer minder om Phil Spectors “Wall of Sound”-arrangementer fra en tid for længe siden.

Her er rocken lagt på hylden; det er singer-songwriter-stil og country, der er i fokus, idet The Boss guider os ind i sit karrige ørkenlandskab. Crooneren Springsteen kommer til sin fulde ret, med en fløjlsblød stemme akkompagneret af pedal steelguitar, akustisk guitar, dæmpede trommer og lækre strygere – hvor den kraftfulde vokal står klart i centrum.

Nummerets lydbillede er fængslende, mægtigt og næsten sakralt, og Springsteens sang helt afdæmpet. Det er smukt og smooth, og illustrerer fint det vidtåbne, golde landskab, som personerne i sangene befinder sig i. Tekstmæssigt kammer det heldigvis aldrig over i klicheer, selv om nogle af teksterne er farligt tæt på.

Det fantastiske titelnummer – albummets bedste sang – fortæller historien om en svunden tid, iscenesat af en falleret B-skuespiller, der var kendt for at blive skudt af John Wayne i en film fra Hollywoods guldalder. Nu huskes han bedst for kreditkortreklamer og drømmer om, at “the western stars are shining bright again”; en figur, der er som taget ud af Quentin Tarantinos Once Upon a Time… in Hollywood.

Engangsforestilling

Allerede før albummet udkom, havde Bruce Springsteen besluttet, at han ikke skulle turnere med Western Stars. Det er første gang siden den renskurede Nebraska (1982), at han ikke tager et album ud på landevejen.

Alligevel ville han gerne have musikken ud til et større publikum, så han tog en snak med sin mangeårige samarbejdspartner instruktøren Thom Zimny, og de nåede frem til, at de skulle indspille en live-version. Efterhånden udviklede live-dokumentaren sig til noget andet og mere.

Som location blev den hundrede år gamle lade på hans ranch i Colts Neck, New Jersey, valgt som indspilningssted. Men Springsteen ville mere end “bare” at fremføre sangene. Som The Boss selv har udtalt, ser han Western Stars-filmen som det afsluttende bind i hans trilogi; en trilogi, der begyndte med biografien, fortsatte med de personlige Broadway-shows og nu kulminerer med filmen.

Ude i ødemarken i det golde western-landskab gik det, til Joshua Tree National Park, hvor Springsteen sætter ord og billeder på sine emotionelle tekster, sit liv, sine forhold, sine fiaskoer, den frygtindgydende, altoverskyggende alderdom, sine rædsler, dæmoner og håb.

Det hele krydret med personlige videoer fra et langt og indholdsrigt liv, hvor ikke mindst hans forhold til hustruen er i fokus. Sentimentalt? Javist, men på den anden side så afgjort ikke. Her ser han tilbage på et komplekst liv fuld af åbenbar kærlighed og forpligtelse, men han efterlader samtidig ingen tvivl om, at kærligheden kommer med en bagside af ​​medaljen:

We all have our broken pieces. Emotionally, spiritually, in this life nobody gets away unhurt. We’re always trying to find somebody who’s broken pieces fit with our broken pieces, and something whole emerges.

Fotograferingen ved Joe DeSalvo er enestående; sober og blændende smuk i det unikke landskab – et landskab for evigheden og de store tanker. I den intime, katedralagtige lade fanger Zimny ​​ham på en meget personlig og nærgående måde. Når der zoomes ind på hans furede, vejrbidte ansigt, er det næsten som at blive inviteret indenfor i Chefens egen stue for at høre ham synge for netop dig!

Zimny mestrer sin profession og ved, hvordan man lægger bånd på Springsteen. Han lader ham ikke komme med endeløse monologer, men følsomme, eftertænksomme og vittige anekdoter om levet liv mellem sangene. Monologer, der uddyber sangene og binder dem sammen, men også indbyder seerne til at stille spørgsmål. Instruktionen deles de om denne gang.

På live-indspilningen bliver de personlige sange endnu mere upolerede og rå; de får et nyt liv og virker næsten mere ægte og personlige. Gæsterne er kun nogle få venner og nære bekendte.

I flere af sangene deler Springsteen mikrofonen med sin kone og backing-sangerinde Patti Scialfa samt et 30 mand stort strygeorkester. Især “Stones” – om alle de løgne, man har fortalt gennem livet – er næsten et personligt skriftemål fra ham selv til hans livsledsager og sjæleven.

Fortabte, ensomme mænd

Hvis den musikalske stil er temmelig u-springsteensk, så er tematikken det bestemt ikke. Der er biler, åbne landeveje og folk nederst på ​​rangstigen med varierende grader af succes i kærlighedens lotteri, men denne gang er de fleste af dem resigneret.

This is my 19th album, and I’m still writing about cars!

Det er mænd, der er blevet svigtet eller selv har forladt deres (engang) elskede, som i “Stones”: “I woke up this morning with stones in my mouth, You said those were only the lies you’ve told me, those are only the lies you’ve told me.” Eller i “There Goes My Miracle”, hvor personen først anklager kæresten: “There goes my miracle, walking away, walking away. Look what you’ve done,” før selverkendelsen synker ind: “Look what we’ve done.”

Mange af teksterne slutter på samme måde, som de begyndte, for at vise, at karakteren står i stampe eller går i ring. Der ikke er nogen bedring eller lykkelig slutning, de er fanget i ødemarkens elendighed: “I woke up this morning, just glad my boots were on.”

Alle har oplevet kærlighedens bagside med knuste hjerter og bitter sorg. Metaforerne vender stadig tilbage til solen, idet den konstant lader til at gå ned for vores sårede hverdagsmennesker, f.eks. i “There Goes My Miracle, Sundown” (“I drift from bar to bar, here in lonely town. Just wishing you were here with me, come sundown”) og ikke mindst i en af ​​hans mest personlige sange nogensinde, “Hello Sunshine”.

Hello Sunshine, won’t you stay…

Springsteen hævder selv, at han (som regel) ikke skriver direkte selvbiografiske sange, men at der selvfølgelig er elementer i hans eget levede liv i sangene og personerne.

Efter at have læst hans særdeles selvudleverende selvbiografi Born to Run, hvor han usminket fortæller om perioder med dyb depression, og med tanke på, at de fleste af sangene blev skrevet for syv til ni år siden i en af ​​ Springsteens mørkeste perioder, kan man ikke undgå at tænke på privatpersonen Bruce Frederick Joseph Springsteen, idet han på den følelsesladede “Hello Sunshine” synger:

Had enough of heartbreak and pain, I had a little sweet spot for the rain, For the rain and skies of gray, Hello sunshine, won’t you stay. You know I always liked my walking shoes, But you can get a little too fond of the blues, You walk too far, you walk away, Hello sunshine, won’t you stay.

En mand, der har oplevet sin andel af gråvejrsdage, og som nu aner et lille glimt af solskin i tilværelsen og nærmest beder på sine knæ om, at solskinnet skal blive. Ensomheden og den øde landevej har altid været som en magnet for ham, men idet alderdommen kommer og selvindsigten øges, indser han, at man ikke kan løbe fra sig selv.

Kameraet zoomer ind på Springsteen, udtrykket i hans øjne, rynkerne, der strammes; og sårbarheden i hans stemme fortæller os, at det her er noget, han personligt ved noget om.

Selvbiografisk

Som traileren siger, inviterer Springsteen dig ind i musikken, i hans musikalske verden, hans private lade – men også ind i hans yderst private sind. The Boss er usædvanligt selvkritisk og selvudleverende, og udviser stor selvindsigt i filmen:

The older you get the heavier that baggage becomes that you haven’t sorted through, so you run – I’ve done a lot of that kind of running.

I Western Stars tager han den mentale forårsrengøring i fuld offentlighed. Her river han det mytologiske amerikanske rock-ikon, den konstruerede karakter “Bruce Springsteen” ned fra piedestallen, gør ham menneskelig med alle karakterbrister og mangler (“If I loved you, I tried to hurt you”), og indrømmer, at han bare er en helt almindelig mand – der har levet et helt usædvanligt liv.

Lige så paradoksalt er det, at også i Western Stars spiller personen Bruce Springsteen en karakter, den ensomme, Marlboro Man-agtige cowboy på jagt efter kærlighed, forløsning og mening med livet.

Hvor karakteren/ikonet/nationalskatten “Bruce Springsteen” slutter, og privatpersonen Bruce Springsteen begynder, er mere uklart, men at denne film sammen med selvbiografien og hans Broadway-show er hans mest personlige projekter, er der ingen tvivl om.

Vi er nærmest vidne til destruktionen af ​​karakteren Bruce Springsteen, trin for trin, alt sammen ledsaget af hans smukkeste musikspor og dybtpløjende, meget personlige tekster. Tekster, der fortæller os noget om ham og om mennesker generelt, men ikke mindst – når de er bedst – kan fortælle os noget om os selv. Hvilket giver filmen mening og resonans langt ud over den store kerne af Springsteen-fans.

Albummets tematik

I en tid, hvor folk streamer musik, og det derfor er singler, der dominerer, er det befriende, at en musiker stadig bestræber sig på at præsentere en helstøbt, sammenhængende historie over 10-15 sange.

Med undtagelse af den forglemmelige High Hopes har Springsteen altid holdt albummets fortræffelighed højt, med en gennemgående historie og en naturlig, dramaturgisk opbygning. Når det er sagt, så har han vel ikke været så tematisk siden The Ghost of Tom Joad (1995) og Tunnel of Love (1987), begge albums, som Western Stars trækker veksler på.

Fortællingen får mere intensitet, da den håbefulde står og blaffer langs den støvede landevej (“I’m a rolling stone, just rolling on, catch me now, tomorrow I’ll be gone”). Han kommer frem og møder livets barske realiteter i “drømmelandet”, mens han til sidst sidder desillusioneret og deprimeret, frarøvet drømmen, og beder om, at den lille flig af solskin ikke skal forlade ham, når han tjekker ind på det triste Moonlight Hotel – mens han drukner sine sorger i en flaske Jack Daniels.

“Hitch Hikin’” kunne være taget ud af Woody Guthries sangbog, og der er også spor af den unge Bob Dylan her. På den nydelige “Waiting on a Miracle” er det som at høre selveste Roy Orbison, idet Springsteen nærmest synge i falset, mens “Somewhere North of Nashville” leder tankerne tilbage til Merle Haggard.

Den nydelige og sårbare “Drive Fast (The Stuntman)” er en naturlig opfølger til “The Wrestler”, som Springsteen skrev til Mickey Rourke-filmen af samme navn (2008).

Den letbenede “Sleepy Joe’s Café” er det golde ørkenlandskabs modstykke til New Jerseys “Mary’s Place”. Her kommer de trætte lastbilchauffører og bikere og lukker damp ud over en øl fredag ​​aften, mens de lægger ugens hårde arbejde bag sig. Typisk Springsteen-tematik, men musikalsk ikke højdepunktet.

De sange, der får det største musikalske løft fra album til film, er “Stones”, “Chasin’ Wild Horses”, “Sleepy Joe’s Café” og den sakrale “Hello Sunshine”. Afslutningsvis får vi et covernummer, en indladende version af Campbell-klassikeren “Rhinestone Cowboys” – og ringen er sluttet.

The Boss’ personlige og ekstravagante triumf

Du har aldrig set en musikdokumentar som Western Stars. Når Springsteen kobler sangene med sit personlige liv og sine oplevelser, opstår der magi. Læg hertil en fornem musikalsk fremførelse, og du har et mesterværk!

I’ve spent 35 years trying to learn how to let go of the destructive parts of my character. And I still have days when I struggle with it.

Hvor musikere på hans alder (Springsteen blev 70 i september!) i bedste fald drager på turné og spiller gamle hits, har rockikonet fra New Jersey – “Amerikas sjæl”, som han også kaldes – gang på gang formået at forny sig selv og sin musik.

Med Western Stars giver han os et af sine allerbedste albums, afgjort hans bedste siden Tunnel of Love, og en af årets mest bemærkelsesværdige film. Idet historierne folder sig ud på lærredet, giver de glimt af lys i mørket og indsigt i kampen mod hans personlige dæmoner. Det er i sig selv en ikke helt ubetydelig præstation fra en aldrende trubadur.

“Tonight the western stars are shining bright again” – og musikeren Springsteen står som et fyrtårn ved deres side. Seks klare stjerner.