Anmeldelse: Westworld, 1. sæson

Skridt for skridt kommer forskerne stadig tættere på det, der engang var fri fantasi – at skabe kunstig intelligens. Science fiction-forfattere har altid været fascineret af, om kunstig intelligens også kan udvikle følelser, empati og fri vilje. Og hvad sker der, hvis maskinerne efterhånden bliver klogere end deres skabere? Disse eksistentielle spørgsmål har været tema for klassikere som Blade Runner, A.I., The Island, I, Robot og Ex Machina.

I 1973 kom spillefilmen Westworld med Yul Brynner og James Brolin i hovedrollerne, skrevet og instrueret af ingen ringere end Michael Crichton. Nu har Star Wars-instruktør J.J. Abrams – på basis af Crichtons film – produceret en af årets mest omtalte tv-serier (der går rygter om, at Abrams har leget med tanken om en filmatisering i over 20 år). Og efter fire episoder er vi fuldstændig hooked!

Legeplads For De Rige

I Westworld møder vi den geniale og excentriske forsker Robert Ford (Hopkins), der har sat sig for at skabe den ultimative legeplads/forlystelsespark for de allerrigeste. En verden, hvor de mega-velhavende kan opleve Det Vilde Vesten så ægte, som var de taget dertil med en tidsmaskine.

Ude i den amerikanske vildmark har Ford og hans kolleger bygget en tro kopi af en Wild West-by med den klassiske saloon, sheriffen, horehuset og de arketypiske skurke. Det, der adskiller parken fra andre forlystelsesparker – bortset fra prisen – er, at alle værterne er kunstige mennesker. Robotter fra ende til anden, men så livagtigt lavet, at det er umuligt at skelne mennesker fra maskiner.

Hele den lille verden overvåges af “parkvogtere” som en slags koreograferet virkelighed a la The Truman Show. Og før man går ind i denne fantasiverden, skal man klædes tidsrigtigt på i specialtilpassede kostumer med hat og revolver. Efter ankomsten kan man så leve det glade liv – feste, drikke og have sex med (robot-) værtinderne. Og hvis man vil, kan man skyde vildt omkring sig og dræbe løs af værterne. For de er jo bare programmerede robotter. Eller …?

 

Fusion

Westworld er noget så originalt som en fusion mellem moderne sci-fi og klassiske, stereotype westerns. I begyndelsen er det umuligt at skille fiktion fra fakta, og der er skabt en atmosfære, der oser af hentydninger og skjulte dagsordener. Og det fungerer skræmmende godt.

Det ene øjeblik befinder vi os midt i en western, hvor man jager mordere og hestetyve, og kærligheden blomstrer mellem den lille bys sweetheart, Dolores (Wood), og den kække cowboy Teddy (Marsden). Og det næste øjeblik er vi ude i teknikken.

Noget af det bedste ved serien er de fascinerende dialoger, skaberne har med deres robotter, hvor sidstnævnte funderer over livet, hvem de er, og hvad der foregår. Hele tiden et spil, hvor skaberne forsøger at få så mange oplysninger som muligt ud af deres “undersåtter”, og hvor de burde sidde med alle svarene, men ofte bliver overrasket over, hvad de hører. Har robotterne pludselig udviklet fri vilje?

Efter at chefprogrammør Lowe (Wright) har kørt en opdatering på samtlige værter, er stadig flere af dem pludselig begyndt at opføre sig uberegneligt, og de lader til at have erindringer fra tidligere i deres “liv”. Kaos er kommet til Paradis …

 

Komplekse personer

Ærværdige Sir Anthony Hopkins’ figur minder om John Hammond, skaberen af Jurassic Park, og han tror, at han har skabt en perfekt verden, hvor han har fuld kontrol, og intet kan gå galt. At lighederne mellem dem er så mange, er selvfølgelig ikke tilfældigt – det er nemlig Michael Crichton, der er ophav til dem begge.

Ud over Ford er serien spækket med komplekse og interessante “personer”. Vi møder bl.a. den mystiske og sadistiske The Man in Black (Harris) – en mand, der ingen midler skyr i sin jagt på den store hemmelighed, som den lille verden skjuler. Og Dolores drømmer om et andet og bedre liv, langt væk fra hvor hun bor. Men drømmen bliver aldrig til noget, for hver dag vågner hun med en rebootet hukommelse, og det eneste, hun kan huske, er det, der er programmeret ind i hendes kunstige hjerne.

Noget af de mest fascinerende ved Westworld er, at alle værterne er overbevist om, at de er helt almindelige mennesker, og ikke aner, at de er kontrollerede karakterer i et underholdningsspil, hvor deres kroppe, følelser og tanker udnyttes på det groveste. Det er klart et underliggende spørgsmål i serien, om dette er etisk i orden.

Desuden ser serien ud, som om den har kostet et halvt ukrainsk statsbudget. Special effects og rekvisitter er fra allerøverste hylde, den autentiske western-følelse er i højeste grad til stede, og foto, klipning og dramaturgisk opbygning står ikke tilbage for det bedste, vi har set på det hvide lærred.

 

Stjernehold

Med i Westworld har Abrams og co. fået et stjernehold, som det for ti år siden ville have været utænkeligt at samle i en tv-serie. I front står Hopkins som en af seriens mest fascinerende personer, og som sædvanlig svigter den gamle mester ikke. Og for nu at fortsætte med det grå guld, så er Ed Harris skræmmende god som den mystiske revolvermand “The Man in Black”.

Seriens hovedperson, Dolores – der også er en af de mest interessante figurer – spilles af den dygtige Evan Rachel Wood, og hende hjertes udkårne, Teddy, af James Marsden.

Jeffrey Wright og den smukke Thandie Newton giver yderligere tyngde og gennemslagskraft til det imponerende hold foran kameraet. Og glædeligt nok er Skandinavien også stærkt repræsenteret med danske Sidse Babett Knudsen som den daglige leder af parken og norske Ingrid Bolsø Berdal som hårdhudet og hævntørstig cowgirl. Begge stærke og komplekse figurer.

 

Årets bedste?

Vi har sjældent set noget så godt på tv som Westworld, men fejlfri er serien ikke. Det Groundhog Day-agtige plot kan indimellem blive lidt for repetitivt, og handlingen er ikke altid helt logisk. Men i det store billede er det småting.

Meget sandsynligt er vi her vidne til årets bedste og mest interessante tv-serie. En serie, der ikke alene formår at underholde, men også stiller tankevækkende spørgsmål om etik, fri vilje og grænserne for kunstig intelligens. Desuden er den vanvittigt spændende og har en gennemgående mystisk og uhyggelig undertone, hvor man aldrig ved, hvad der venter. Seks soleklare stjerner!

Billed- og lydkvaliteten er – som sædvanlig fra HBO – rigtig god, men matcher dog ikke de flotteste 4K-serier fra ærkerivalen Netflix. Westworld har premiere den 3. oktober på HBO Nordic.