Anmeldelse: Westworld, 2. sæson

Det var en varm martsdag i Austin, Texas, ved SXSW 2016, da vi i sin tid blev introduceret til Westworld af selveste J.J. Abrams. Det lille klip, vi fik at se af den (dengang) ufærdige serie, gav os skyhøje forventninger – forventninger, der faktisk blev overgået, da 1. sæson blev lanceret. Velfortjent kårede vi Westworld til Årets Bedste tv-serie 2016-2017.

Kombinationen af et innovativt og banebrydende plot, mesterlig fotografering og klipning, et visuelt festfyrværkeri, dybtgående dialoger, et enormt budget til set design og kostumer plus skuespillerpræstationer i top var et ægte pletskud. Meget at leve op til, med andre ord, men den svære 2. sæson skuffer bestemt ikke!

https://www.youtube.com/watch?v=qUmfriZoMw0

Elitens legeplads

Kort fortalt kan de rigeste af de rige boltre sig i en overdådig, realistisk “forlystelsespark”, der til forveksling ligner Det Vilde Vesten, og hvor alle værterne er androider – kunstige mennesker så realistiske, at det er umuligt at se forskel på dem og ægte mennesker.

I parken kan man udleve sine vildeste, men også mørkeste og mest outrerede lyster, f.eks. have sex med en lang række værter og derefter pløkke dem til plukfisk – just for the fun of it! Gæsterne kan ikke skades, og dagen efter er værterne repareret og deres “hjerne” nulstillet, klar til endnu en dags forlystelser.

Mellem ledelsen, den egenrådige grundlægger dr. Robert Ford (Hopkins) og bestyrelsen hersker der en magtkamp om parkens udvikling og ikke mindst om forholdet til og brugen af værterne. Desuden ligger der et slør over Fords eventuelle andre motiver (han endte 1. sæson med en kugle gennem hovedet) og skjulte videreudvikling af parken.

Hvad er virkeligt?

I en tid, hvor Elon Musk og nu afdøde Stephen Hawking har advaret om, at kunstig intelligens kan betyde enden for menneskeheden, kommer Westworld som en knytnæve ind i debatten.

1. sæson bød på mange dybtgående debatter mellem værter og skabere, og en gennemgående filosofisk undertone om, hvad der definerer et rigtigt menneske. En tematik, der også har været i fokus i bl.a. A.I., Prometheus og senest Blade Runner 2049.

I serien, der er baseret på filmen fra 1973 af samme navn – skrevet og instrueret af Michael Crichton (som også har skrevet bogen bag Jurassic Park) – oplever vi, som det ofte tilfældet – at teknologien ikke altid spiller sammen med os, og at fiflen med naturen kan have uanede konsekvenser.

Noget er nemlig gået frygtelig galt, og flere af værterne – anført af den ambitiøse Maeve (Newton) – begyndte i 1. sæson en gradvis opvågning og selvrealisering, hvor de begyndte at stille de store spørgsmål: Hvad er virkeligt, hvad er drøm, og hvad definerer egentlig et menneske? Da det går op for Maeve, hvad hun og de andre værter er, går hun nærmest i chok – før hun beslutter sig for at bryde ud af det mønster, skaberne har lagt for hende.

Børnene dræber deres skabere

Et af vores gentagne ankepunkter mod mange serier er deres ofte manglende evne til at forny sig, så vi mere eller mindre ses den samme sæson (med lidt anderledes handling) igen og igen. Den fælde falder Westworld bestemt ikke i. Handlingen, plottet og figurerne udvikler sig og ændres radikalt fra 1. til 2. sæson.

Efter at skaberne har mistet kontrollen over robotterne, kan alt ske. Den tvetydige tagline for den nye sæson lyder da også: “Chaos takes control.” 1. sæson kulminerede i et decideret blodbad, som fortsætter og eskalerer i 2. sæson. Sæsonen er både mørkere, mere dyster og mere actionfyldt, men samtidig forsvinder noget af dybden og den intense dialog, der prægede 1. sæson.

Kompleks handling

I 1. sæson tog det lidt tid at forstå, hvad det var, vi rent faktisk var vidne til – hvad der var drøm, hvad der var fiktion, hvem der var androider, og ikke mindst hvilken tidslinje vi til enhver tid befandt os i. 2. sæson er i den henseende mindst lige så kompleks.

Nu hvor værterne får mere og mere selvbevidsthed, udspiller der sig et mangefacetteret handlingsmønster med forskellige sidehistorier i forskellige dele af parken – stadig i forskellige tidslinjer. I Westworld får vi heldigvis ikke handlingen serveret med teske.

Personernes udvikling er også kompleks. Ikke mindst er Dolores’ (Rachel-Wood) forvandling slående. Fra at være en yndig og venlig bondepige, der ikke kunne gøre en flue fortræd, men samtidig var i en “opvågningsproces”, har hun nu fået øjnene vidt åbne og reagerer i den grad mod sine kyniske skabere. Evan Rachel-Wood formår på forbilledlig vis at fremstille denne komplekse figur og hendes radikale personlige udvikling.

Dolores forsøger nu at overbevise den noget simple og godtroende Teddy (Marsden) om, at de befinder sig i en fiktiv verden som halvt mennesker/halvt maskiner – og vi kan love, at han får en brat opvågnen og aha-oplevelse.

Udvider horisonten

Uden at spoile for meget kan vi også afsløre, at parken indeholder mere end bare en western-del. Den seje nykommer Grace (Herbers) er en handlekraftig kvinde, der havner midt i kaos i parken – i kolonitidens Indien. Og det viser sig, at hun har en relation til en anden central person i serien. Hendes karakter har vi store forhåbninger til.

Har man har set traileren, så aner man også et asiatisk indslag i denne fascinerende verden …

Med det kraftige fokus på action i begyndelsen af 2. sæson forsvinder mange af de stilfærdige filosofiske dybder desværre. Ikke mindst savner vi de fascinerende samtaler mellem værterne og skaberne om, hvad der er virkeligt, og hvordan de opfatter virkeligheden. Når det er sagt, så er Westworld stadig et karakterdrevet drama med fascinerende personer, der engagerer os med deres fortid og komplekse historier.

Dolores var en særdeles interessant person i 1. sæson, mens hun nu er vokset til førstedame i seriens mest fascinerende rolle – fuldt på højde med vores fremmeste actionheltinder. I Westworld konkurrerer hun mod selveste Ed Harris, “The Man in Black”, som var sej i første runde, men nu er gået flere gear op. En underfundig karakter, som gradvis får skrællet lag af sin personlighed og sin skjulte fortid. En fornøjelse at se på.

Noget af det bedste i tv lige nu!

Westworld er stadig en fantastisk serie og en herlig fusion af sci-fi, action og mellemmenneskeligt drama. Serien ser ud, som om den har kostet et mellemstort lands statsbudget – her er ikke sparet på noget – og har manuskripter og skuespillere i topklasse.

Lidt for meget fokus på action i første halvdel af 2. sæson, hvor noget af den mystik, vi oplevede i 1. sæson, er væk, betyder at topkarakteren ryger. Men du får stadig ikke meget bedre og mere heftig underholdning i dag, og Westworld formår fortsat at overraske. Fem bundsolide stjerner! (Anmeldelsen er baseret på de første fem af ti episoder).

HBO leverer meget tilfredsstillende lyd- og billedkvalitet. 2. sæson af Westworld kan streames fra den 23. april med en ny episode hver uge.