Anmeldelse: Westworld, 3. sæson

En af vores yndlingsserier er tilbage, og Westworld formår endnu en gang at overraske og underholde.

Hvad er virkeligt?

Når den er bedst, har Westworld overbevisende formået at stille de virkelig store spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvad er forskellen på medfødte og indlærte (kunstige) egenskaber? Hvad er egentlig virkeligt? Hvad sker der, hvis maskinerne bliver klogere end deres skabere? Og ikke mindst: Har vi egentlig en fri vilje? Spørgsmål, som – især i denne tid med fake news, sociale medier, troll factories og kreative algoritmer – har fået skræmmende relevans.

3. sæson ændrer endnu en gang historiens retning og stemningen, og er et solidt og dristigt løft i forhold til den foregående sæson.

https://www.youtube.com/watch?v=pDJbFA32_QY&t=4s

De riges legeplads

Udgangspunktet (2016) for Westworld er kort fortalt, at de rigeste rige kan boltre sig i en overdådigt luksuriøs og realistisk “forlystelsespark”, der til forveksling ligner Det Vilde Vesten, og hvor alle værterne er androider – kunstige mennesker, der er så realistiske, at det er umuligt at se forskel på dem og ægte mennesker.

I parken kan man udleve sine vildeste, men også mørkeste og mest outrerede lyster, f.eks. have sex med en lang række værter og derefter pløkke dem til plukfisk – just for the fun of it! Dagen efter er værterne repareret og deres “hjerne” nulstillet, klar til endnu en dags forlystelser.

I 2. sæson havde flere af androiderne gradvis udviklet en fri vilje og gjorde oprør mod deres skabere. En sæson, der startede meget lovende, men endte skuffende konventionelt og unødvendig kaotisk.

Nu er oprørslederen Dolores (Wood) kommet ud i den virkelige verden og søger oprejsning, retfærdighed og hævn. Vi befinder os i år 2050 og følger en bitter Dolores på jagt efter sine skabere.

Perfektioneret

Der er gået to år mellem hver Westworld-sæson, hvilket også kan ses på den imponerende og dyre produktion – her er der ikke sparet på noget.

Den alvorlige og dystre stemning er som taget ud af Blade Runner og Blade Runner 2049, men det er ikke det neonfarvede slum i L.A., vi befinder os i, men en lækker, højteknologisk fremtid – ren og pæn, domineret af stål og glas. Men selv om facaden er mere poleret, så er baggrunden bestemt ikke mindre dyster end i de to sci-fi-klassikere.

Big data, gigantiske globale selskaber, overvågning, misbrug af sociale medier og skjulte algoritmer danner nagtæppe for hendes hævntogt. Har mennesket en fri vilje, eller er det bare noget, vi tror? Og hvad adskiller egentlig en højtudviklet, kunstigt intelligent person fra et “ægte” menneske?

Dolores og hendes disciple

Dolores forsøger at alliere sig med andre flygtninge samt den nytilkomne Caleb (Paul), en desillusioneret soldat på jagt efter ny mening med tilværelsen. I Dolores finder han en allieret for sin frustration og fremmedgørelse. Sammen slår de tilbage i en visuel actionfest.

I den virkelige verden møder Dolores gamle kendinge som Bernard (Wright), en af hjernerne bag de kunstige mennesker, og Maeve (Newton), endnu en androide, der nu er selvstyrerende. Spørgsmålet er, om de vil holde lav profil eller bidrage til Dolores’ revolution – er man sig selv nærmest eller villig til at bidrage til fællesskabets bedste?

Ind fra sidelinjen kommer endnu en gang historiens mørkeste og mest mystiske antihelt, The Man in Black. Fantastisk gestaltet af legenden Ed Harris, der gennem to sæsoner har lagt grunden for seriens thriller-momentum og gåden om, hvad der egentlig skjuler sig bag skabelsen af den kunstige Westworld-verden.

Frisk og dagsaktuel

De plotgreb, der tages i 3. sæson, gør serien langt mere dagsaktuel og relevant, og så meget desto mere spændende. Den er langtfra lige så filosofisk og søgende som 1. sæson; nu får vi en mere konventionel thriller, lækkert pakket ind i en nær-fremtids-vision akkompagneret af heftige actionscener, en fængslende sci-fi-historie og fremragende skuespil.

Sammen med den gådefulde Man in Black er Dolores Abernathy endnu en gang seriens mest spændende person. Hendes transformation fra naiv bondepige i tækkelig lang kjole, der dag ud og dag ind blev misbrugt af parkens gæster, til benhård protagonist, som nu tager skæbnen i egne hænder, er selve hjørnestenen i serien. Oprindelig fremstod hun som et “guds ord fra landet”; nu tøver hun aldrig og har fuld kontrol over sine følelser, mens hun i sine trange kjoler sparker skurkene ned.

Generelt er det kvindernes sæson, hvor Dolores, Maeve og Charlotte (Thompson) står i centrum for den nødvendige ændring af det korrupte samfund. Samtidig bliver The Man in Black ædt op indefra af anger og forvirring, efter at han skød sin egen datter.

Hvem narrer hvem?

Vi præsenteres for et koldt og dejlig kynisk spil, forklædt som uløseligt (?) puslespil. Ikke altid lige letfordøjeligt, men meget forførende, vanedannende og nærmest hypnotisk. Ikke mindst lykkes Westworld med noget, som de færreste TV-serier lykkes med: At forny konceptet og historien fra sæson til sæson. Denne gang går man måske i en lidt for konventionel retning, men det er klart at foretrække frem for at træde vandet sæson efter sæson.

Indimellem bliver serien lidt for smart for sit eget bedste, alle trådene er ikke lige lette at følge, og nogle handlinger virker noget søgte. Men alt i alt er Westworld en af de bedste og mest fascinerende serier, du kan streame lige nu, og hvis du er fan af dystopisk sci-fi og interesseret i den rivende udvikling inden for kunstig intelligens, så har du ti timers topunderholdning foran dig. Fem stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fire ud af otte episoder).

Første episode af 3. sæson af Westworld kan streames fra HBO Nordic den 16. marts.