Anmeldelse: Willow, sæson 1

Da George Lucas og Ron Howard lancerede eventyrfilmen Willow i 1988, blev den efterhånden en meget elsket kultklassiker. 

Med Val Kilmer på steroider, fyrige Joanne Whalley Kilmer (som fandt sammen under optagelserne, men nu er skilt) og morsomme Warwick Davis i hovedrollerne, omgivet af et eventyrligt univers, tog fantasyfilmen børn og teenagere med storm i 80’erne og 90’erne. 

Med den 80’er-nostalgi, som har ramt Hollywood de senere år (først og fremmest eksemplificeret med Stranger Things), er det ikke overraskende, at Disney-koncernen har ønsket at puste nyt liv i denne populære film. 

Nu er serien her, og den er bestemt tro mod originalfilmen, men vi tvivler stærkt på, at det vil fungere anno 2022. Dertil virker både rammer, karakterer, dialog og fortælleteknik noget forældet. 

Fortsættelse indpakket som remake

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at serien er en forlængelse og naturlig fortsættelse af filmen. Både Warwick Davis og Joanne Whalley bibeholder deres roller, og serien begynder da også med et lille tilbageblik og en opsummering af højdepunkterne fra filmen. 

Ca. 30 år efter, at vi forlod den brogede flok, vender vi tilbage til den eksotiske fantasiverden. 

I det mytiske eventyrland Tir Asleen lever den kongelige familie i fred og fordragelighed. Dog er kongen stukket af, og Dronningen (Joanne Whalley) kører et strengt regime med sine to uregerlige børn; skørtejægeren prins Airk (Dempsey Bryk) og den egenrådige prinsesse Kit (Ruby Cryz). 

Uanset hvor meget Kit stritter imod, har mor besluttet, at hun skal giftes bort for at skabe alliancer og sikre varig fred i kongeriget. Desværre for Kit er den udvalgte prins (Tony Revolori) et rigtigt fjols – og oven i det hele er hun nok egentlig mest interesseret i en pigekæreste … 

Mørket vender tilbage!

Den mystiske pigebaby (kongerigets frelser) fra den originale film, Elora Danan, antages at være under kongens beskyttelse, in absentia. Men så bryder helvede igen løs, da mørkets kræfter invaderer landsbyen og kidnapper prins Airk. En redningsekspedition sættes i værk, og seks (mere eller mindre) modige mænd og kvinder begiver sig ud på deres livs farligste mission. 

Holdet ledes af en sindig, aldrende professionel soldat og eventyrlystne Kit, mens våbenkyndige Jade (Erin Kellyman), Kits forlovede og tyven Boorman danner bagtrop. Mest uventet følger tjenestepigen Dove (Ellie Bamber), som prinsen har lovet evig troskab, med. Af sted går det! 

Serien er indspillet i det frodige bjergområde i landlige Wales, og den betagende natur danner et elegant og ret eksotisk bagtæppe for historien. 

Haltende komik

Der er indimellem noget morsomt og befriende løssluppent og upoleret over den umage flok på eventyr, men humoren tipper lidt for ofte over i dårlig og fortænkt komedie. Spændingen om hvad der lurer omkring næste hjørne af trolde og djævelskab er uden tvivl til stede, men her er det nok familiens yngste, der lader sig skræmme, mens vi andre nok vil trække lidt på smilebåndet. 

Serieskaber Lawrence Kasdan har gjort meget ud af at være tro mod originalen, lidt for bogstaveligt efter vores mening. Når flokken for eksempel bliver angrebet af varrotter, møder de ikke computeranimerede rottevarianter af en varulv, men muppet-lignende dukker. Desværre er persongalleriet også for endimensionelt og stereotypt – for så vidt ret tidstypisk for 1980’erne, men set i lyset af nutidens heftige fantasy-serier er det noget forfejlet. 

Derudover er der en åbenlys kulturkonflikt mellem den lidt gammeldags setting og den moderne dialog. Især karakteren Kit står for den moderne, stærkt amerikansk prægede jargon og stil. Og bevares, Ruby Cruz både imponerer og overbeviser i rollen som sej tomboy, men karakteren passer bare ikke helt ind i rammerne og tidsalderen. 

For yderligere at løsne op for stemningen har de nærmest klonet Val Kilmer-karakteren fra den originale film og tildelt lurendrejeren Boorman en lignende kapacitet. Amar Chadha-Patel spiller den uforudsigelige tyveknægt, som har en laissez faire indstilling til livet i almindelighed og missionen i særdeleshed (han er overbevist om, at det er en selvmordsmission). En underholdende fyr, men dog ikke så charmerende som Kilmer. 

Af de fire afsnit, vi har adgang til, fremstår serien nogle gange lidt ufærdig og lidt forvirrende. Dramaturgien har nu og da et dårligt flow, men også klip og tempo kunne trænge til et par omgange mere i klipperummet. Vi fornemmer, at der har været lidt for meget hastværk for at få serien klar til tiden. 

Dinosaur?

Vi tipper, at Willow nok skal finde sit publikum, såvel blandt nostalgiske 40-årige som blandt nutidens yngste. De lidt ældre vil nok finde serien mere fascinerende og kuriøs; lidt som en dinosaur, der har forvildet sig ind i vor tid. 

Serien kæmper i høj grad mellem behovet for at bevare den originale films magi, stil og atmosfære, samtidig med at man lidt krampagtigt forsøger at fremstå (woke-agtigt) moderne. 3 stjerner. 

Anmeldelsen er baseret på de 4 (af 8) første episoder. Willow har premiere på Disney+ i dag (30. november), hvor kun den første episode frigives.