Anmeldelse: Wonder Woman 1984

Efter endeløse udsættelser som følge af coronapandemi og lockdown fik Wonder Woman 1984 en slags biografpremiere i USA den 25. december sidste år.

Samtidig foretog Warner Bros. det kontroversielle træk at lancere filmen på deres egen streaming-tjeneste, HBO Max, samme dag. Herhjemme fik den en begrænset biograflancering, og nu lancerer HBO Nordic den så på streaming i Norden.

En anderledes superhelt

Det vrimler ikke ligefrem med seje kvindelige superhelte, med undtagelse af Captain Marvel og Black Widow (der “snart” får sin debut som hovedattraktion i sin egen film).

Det er hele fire år siden, vi blev introduceret for en fyrig, frisk og festlig Gal Gadot i det klassiske Wonder Woman-kostume fra DC-universet. Instruktør Patty Jenkins gav os en herlig girlpower-film, der var et frisk pust i en ellers prætentiøs, lidt sat og testosteronfyldt genre. Ventetiden har været lang – og resultatet er desværre så meget desto mere skuffende.

Diana/Wonder Woman (Gadot) er vokset op i en idyllisk boble på en græsk paradisø kun beboet af kvinder (amazoner). I etteren blev hun kastet hovedkulds ind i Første Verdenskrig som en lidt naiv, men utrættelig forsvarer af menneskeheden og alt, hvad der er godt i denne verden.

Efter to og en halv time med WW84 og dens kaotiske, intetsigende manuskript har vi nærmest svært ved at komme med et fornuftigt referat af filmens handling.

I sit job på The Smithsonian i Washington D.C. støder Dianas nørdede kollega Barbara (Wiig) på en falloslignende magisk sten. Stenen er vist nok en ønskesten, som den åleglatte forretningsmand Maxwell Lord (Pascal) ser store muligheder i.

Men magt korrumperer, som filmen grundigt belærer os om, og pludselig står hele verdens fremtid på spil. Problemet er bare, at vi ikke kunne være mere ligeglade.

Mislykket homage til de outrerede 1980’ere

I toeren er vi nået frem til 1984 (som titlen jo antyder) med skrigende neonfarver, højt hår, skulderpuder, grådige finansfyrster, Ronald Reagan i Det Hvide Hus og masser af synthesizermusik. Filmen lykkes fint med at genskabe tidskoloritten, og for de af os, der er så gamle, at vi kan huske årtiet, er det et lidt nostalgisk gensyn.

Derimod er det direkte trist, at filmens plot, personer og håbløse handling mest af alt minder om en B-film fra de samme 80’ere! Manuskriptet (også af Patty Jenkins) er pinligt banalt med sit fokus på “meget vil have mere”, “grådighed er skidt”, og “mænd ødelægger alt”, mens det meste kan klares med en håbløs oneliner.

Det er meget muligt, at intentionen var en hyldest til datidens film, men i stedet ender Wonder Woman 1984 som en underligt anakronistisk og plat kliché, der bare falder til jorden. Desuden halter filmen rent dramaturgisk, og spilletiden er alt for lang. Og så har vi ikke engang taget fat på persongalleriet …

Platte personer

Pedro Pascal ville nok – i bagklogskabens klare lys – have ønsket, at han ligesom i The Mandalorian kunne have skjult sin identitet bag en hjelm, for så håbløst enerverende er hans karikerede kliché af en grådig, usympatisk investor. Han bidrager omtrent lige så positivt til filmen, som Chris Tucker i sin tid gjorde i Det femte element. På karikaturskalaen er Pascals Maxwell vel på niveau med den TV-evangelist, som Wayne Newton fik den “ære” at portrættere i License to Kill.

At Kristen Wiig har komisk talent, kan ingen tage fra hende, men her spiller hun en latterlig (nej, ikke morsom, men latterlig) karikeret nørd med kikset tøj og ditto briller, der understreger, hvor nørdet hun er, som får smag for magt og indflydelse. Og i løbet af filmen forvandles til en yngre version af Judi Dench i Cats!

Havde filmen så bare været sjov (eller ironisk ligesom Deadpool), kunne vi sagtens have tilgivet Jenkins & Co., men Wonder Woman 1984 er hverken morsom, spændende eller nogen actionfest. Ovenikøbet er en del special effects et godt stykke under, hvad man kan forvente af en film med et budget i milliardklassen.

Og hvad i alverden Chris Pines karakter laver i toeren, tror vi er noget, han stadig spørger sig selv om. Han er fuldstændig overflødig for handlingen og har ikke meget andet at gøre end at lire langhårede replikker af, der må have gjort fysisk ondt at ytre. Vi har set ham meget bedre, og ikke engang den kemi, der var mellem ham og Diana i etteren, formår de at genoplive.

Den eneste, der slipper fra det hele med æren nogenlunde i behold, er Gal Gadot, der igen leverer en solid præstation som kompleks superhelt. Det er bare synd, at hun ikke har fået et bedre manuskript at arbejde med og nogle mere interessante biroller at spille op imod.

Misandri

At filmen vil fremhæve stærke kvindeskikkelser, kan vi sådan set godt lide, og det er noget, vi alt for sjældent ser på film. Men når det er sagt, hvorfor skal alle mænd så fremstilles som røvhuller, der drikker sig i hegnet og ikke kan styre deres lyster over for det modsatte køn? Vi kan godt se, at der ligger et – forsøg på et – budskab her, men det kunne måske have været en anelse mere subtilt.

Der er ikke meget “wonder” over denne udgave af Wonder Woman. Nogle acceptable actionscener og en stadig fyrig hovedperson redder dog WW84 fra bundkarakter. At det aldrig lykkes os at blive følelsesmæssigt engageret i filmens personer og deres prøvelser, kunne vi leve med, men når vi heller ikke bliver underholdt af heftige actionscener eller griner af herligt forløsende komik, hvad er så filmens mission (bortset fra at tjene en masse penge)? To stjerner.