Anmeldelse: Wonder Woman 3D

Vi har skrevet det før og gentager det gerne: Der er gået total inflation i superheltefilm! Der produceres for mange af dem, og de ligner hinanden alt for meget – den eneste bevæggrund for at give sådan en film grønt lys er, at publikum ved, hvad de får, og derfor strømmer til biograferne.

Når det er sagt, så findes der også hæderlige undtagelser, hvilket ikke mindst den aldeles fortræffelige Logan viste os. Også den første Iron Man-film kom i sin tid som et dejlig sarkastisk frisk pust, og Ryan Reynolds gav os en fantastisk overskruet parodi på opblæste superhelte i Deadpool.

(Foto: Fox/Paramount)

Kvindelige superhelte

Med kvindelige superhelte står det også skralt til. Selvfølgelig er der den slagkraftige og smækre Black Widow (Scarlett Johansson), men desværre spiller hun altid anden- eller tredjeviolin i andres film.

Der findes også en tv-serie om Supergirl, og fra Marvels mangefacetterede tv-univers kommer Jessica Jones, men hun er ikke ligefrem en “ægte” superhelt. Wonder Woman (Gadot) derimod er en superheltinde af den gode gammeldags slags!

Retro-nostalgi

Ligesom Captain America tager Wonder Woman os tilbage til en tid, hvor mænd var mænd, og kvinder var kvinder, sidstnævnte gerne med forklæde på og fast plads i køkkenet. Men Dianas æt er af en helt anden støbning!

I passende kitschet, letpåklædt antræk står Wonder Woman – eller Diana, som hun egentlig hedder – som en lidt naiv, utrættelig forsvarer af menneskeheden og alt, hvad der er godt i verden. Hun er vokset op i en idyllisk boble på en græsk paradis-ø med kun kvindelige indbyggere (amazoner), men bliver trukket ind i Første Verdenskrig, da piloten Steve (Pine) nødlander i havet uden for øen. Og så bliver der ellers sparket r*v!

Som en anden Pocahontas drager hun med Steve til “civilisationen” – London i 1910’erne, hvor kvinder skal tie i forsamlinger, spærres inde i stramme korsetter, stadses op og smile pænt. Selv om handling er sat til 1918 og den intense skyttegravskrig på Vestfronten, skal Diana besejre den tyske hær og den onde general Ludendorf (Huston) med sit traditionelle sværd og skjold – og gerne til hest.

(Foto: Fox/Paramount)

Kemien passer

Filmen spiller åbenlyst på traditionelle sexistiske kønsmønstre, men gør det hele tiden med et glimt i øjet.

Dialogerne er kvikke og elegante, og kemien mellem Gadot og Pine er upåklagelig. De holder hele tiden en legende, løssluppen tone, hvor den lune humor altid ligger bagved. Uskyldigt og tækkeligt, ganske vist, men det matcher filmens plot og tone rigtig godt.

Pine er den klassiske kække pilot, der har en ukuelig tro på menneskers godhed og på, at kærligheden kan overvinde alt. Diana har til gengæld svært ved at forstå menneskers ondskab, som hun tilskriver krigsguden Ares’ indflydelse. For at snige sig ind bag fjendens linjer samler de en broget, meget karikeret, men charmerende flok outsidere.

Det kan ikke nægtes, at Gadot er velsignet med et udseende langt over gennemsnittet, men hun er meget mere end et smukt ydre. Her viser hun både god komisk timing, sårbarhed og action-evner, der ikke står tilbage for nogen af hendes mandlige superheltekolleger. En helt igennem ærlig og troværdig figur.

Special effects extravaganza

Er der én ting, superheltefilm virkelig elsker at boltre sig i, så er det special effects. Men i modsætning til de fleste andre af slagsen (med Superman v Batman: Dawn of Justice – hvor vi i øvrigt blev introduceret for Wonder Woman for første gang – som skrækeksempel), så kommer effekterne ikke i vejen for handlingen i Wonder Woman, tværtimod: De understøtter den.

Desuden er de lækkert lavet og glider sømløst ind i filmen. Det skurrer en smule i starten, hvor enkelte af scenerne fra paradisøen ser lige lovlig kunstige ud, men derfra får vi CGI af topkvalitet og de mest spektakulære scener, der tænkes kan.

(Foto: Fox/Paramount)

Vellykket genrefilm

Ud over at filmen byder på hæsblæsende action, spænding og sjov, har den et karakterdrevet plot med flot skuespil i en ramme af klassisk, elegant spion-thriller. En sjælden kombination – og en positiv overraskelse inden for den relativt endimensionelle superheltegenre.

Wonder Woman er tegneserie-action, når det er bedst, hvor de mest velfungerende elementer fra den originale tegneserie elegant er transformeret til en topmoderne filmfortælling. Derudover er den særdeles underholdende. Fem stjerner.

Teknikaliteter

Filmen er konverteret til 3D i efterproduktionen. Det giver indimellem lidt mere dybde og fremhæver personerne, men derudover er der ikke meget grund til at se den i 3D. Billedet har også lidt artefakter i visse scener, uden at det dog er nævneværdig irriterende.

Lydsporet er derimod af en anden verden! Dolby Atmos pumper eksplosionerne lige i maven på os, mens alle detaljer omgiver os ekstatisk og præcist. Her er både punch og finesse i sjælden grad.

Bonusmaterialet består af nogle udvidede og udeladte scener, en trailer samt en række features om forskellige aspekter af produktionen.