: Blue Jasmine

De to adoptivsøstre Ginger (Hawkins) og Jasmine/Jeanette (Blanchett) lever meget forskellige liv. Ginger arbejder i et supermarked og bor i en lille lejlighed i San Francisco. Hun er enlig mor, skilt fra den håbløse Augie (Dice Clay) og møder konstant “mænd uden fremtid”, heriblandt den hårde negl Chili (Cannavale).

På den anden side af USA, i New York, bor Jeanette – som har “forfinet” sit navn til Jasmine – sammen med den succesfulde forretningsmand Hal (Baldwin). Hun lever et ubekymret luksusliv som husmor i en millionvilla og vender det døve øre til rygter om, at ikke alt, hvad Hal laver, er inden for lovens rammer. Men da Jasmine opdager, at Hal er hende utro, anmelder hun ham for økonomisk kriminalitet, og hendes liv bliver vendt op og ned …

Ribbet for ære, venner, familie, hus og formue flygter hun ud til sin søster. Hvor nedværdigende det end er, må hun bide tænderne sammen og holde gode miner til slet spil, så hun glatter ud og forsøger at lade, som om alt er okay.

Hvis der er en genre, som Allen mestrer til fingerspidserne, så er det sorte komedier, og Blue Jasmine er muligvis hans sorteste nogensinde. Her levnes der ikke meget håb for den dybt ulykkelige – og ekstremt overfladiske – Jasmine. Ofte bliver Allens persongalleri så karikeret, at man ikke kan identificere sig med dem, men ikke Cate Blanchett. Indrømmet, hun lever nok i en anden verden end de fleste af os, men faldet og ydmygelsen kan vi relatere til – og for Jasmine er det eneste, der betyder noget, at holde den skrøbelige og udadtil elegante facade oppe.

Det er meget sort, og det gør ondt at se Jasmine gå i opløsning for øjnene af os, mens hun forsøger at lindre smerten med et orgie af piller og sprut, og Blanchett er skræmmende god i rollen (der er løst baseret på den amerikanske klassiker Omstigning til Paradis). Samtidig præsterer Allen at drysse præcis så meget komik på, at det ikke føles påklistret og kunstigt – langt fra hans sædvanlige outrerede humor og mere som et lidt trist satirisk blik på det virkelige liv. Et lille mesterværk!

I vanlig Allen-stil undgår han surround-mix af lydsporet. Ikke desto mindre er det et godt, omend lidt fattigt stereolydspor (dts-HD), han giver os, og rigtig god billedkvalitet. Bonusmaterialet består kun af et kig på premieren og nogle korte interviews.

http://www.youtube.com/watch?v=FER3C394aI8