anmeldelse: X-Men: Dark Phoenix

Vi har mistet tællingen med antallet af X-Men-film. Marvel-franchisen om mutanter, der er misforstået af samfundet og gør deres yderste for anerkendelse, men altid ender med at være uglesete og forfulgte, vandrer nu planløst ad nedtrådte stier og har udspillet sin rolle.

I Dark Phoenix møder vi Jean Gray (Sophie “Game of Thrones” Turner) i hendes anden X-Men-film. Vi får hendes tragiske oprindelseshistorie og følger hende og X-Men-teamet ud i rummet for at redde besætningen på rumfærgen. Her bliver Jean bestrålet og derfor “almægtig” – en kraft, som også skumle aliens er ude efter. That’s it!

Med samfundets behandling af dem, der er anderledes, som bagtæppe, og hvor mutanterne i varierende grad vil samarbejde med menneskene – med Magneto og Xavier som yderpoler – prøver filmens skabere at gøre den mere betydningsfuld og tankevækkende, end den fortjener. Men det fungerer ikke, hverken plotmæssigt eller på det følelsesmæssige plan.

Dark Phoenix er en film, hvor klicheerne står i kø i de konstruerede dialoger, og karaktererne har lige så meget dybde som papfigurer. Symptomatisk for filmen er en dødsscene, hvor man gør sit yderste for at vække vores medfølelse, men det hele bliver bare ufrivilligt komisk og plat.

Tvisten med, at mutanterne vender sig mod hinanden, er pinligt søgt og konstrueret for at skabe kunstig dramaturgi. Og her ligger et af filmens største problemer: Vi har svært ved at forstå “superheltenes” motiver. Især skurkene (onde aliens, der vil overtage Jorden – hvor originalt!) er eklatant endimensionelle.

Sophie Turner gør en habil omend lidt stiv figur. James McAvoy er endnu en gang franchisens svageste led – så teatralsk og staccato-agtig, at man skulle tro, han konstant gik rundt med en stok dér, hvor solen aldrig skinner. De eneste lyspunkter er scenerne med Michael Fassbenders Magneto, en kompleks og fascinerende figur, men denne gang er også han unødigt pompøs og teatralsk.

Nej, Dark Phoenix er ét langt gab, som man har glemt, før rulleteksterne er forbi. Heldigvis er det en slags slutning på serien.