En af Netflix’ allerstørste seriesucceser er The Crown, som i næsten dokumentarisk form ser på den britiske kongefamilies forkvaklede liv. Over fire overdådige sæsoner har vi fulgt dronning Elisabeth og hendes families triumfer, tragedier og skandaler.
Nu lancerer Netflix en ny serie med europæiske kongelige i hovedrollen. Denne gang er det Sveriges kongehus, der står for dramatikken, men Young Royals er bestemt ikke en svensk udgave af The Crown.
Efter en skandale i nattelivet, veldokumenteret på de sociale medier, beslutter den svenske kongefamilie, at prins Wilhelm (Ryding) skal tages ud af sit offentlige gymnasium og starte på en fornem privatskole.
Af sted til kostskolen Hillerska går det for den noget modvillige prins. Her gik hans storebror, kronprins Erik (Forsling), i sin tid og fik sin kongeligt passende dannelse. Men Wilhelm er ikke lige så komfortabel i de royale sko og et liv i mediernes søgelys, hvor man altid skal optræde ordentligt og korrekt – faktisk drømmer han kun om et normalt liv. Som han selv siger: “Jeg har ikke bedt om det her liv!”
Ligesom The Crown handler om triste skæbner, der tilfældigvis (uheldigvis!) er blevet født ind i en offentlig rolle, som de overhovedet ikke ønsker, så er prins Wilhelm lidt i samme situation som prins Charles. Men her hører lighederne i alt væsentligt også op. Det er ikke den kongelige spændetrøje i sig selv, der er Young Royals’ hovedanliggende, men Wilhelms “problematiske”, ukonventionelle kærlighedsliv.
Da Wilhelm pludseligt og uventet rykker op i arverækkefølgen, må han træffe et livsafgørende valg: Kærligheden eller pligten, positionen og fædrelandet?
Desværre virker det, som om serieskaber og manuskriptforfatter Lisa Ambjörn på forhånd har bestemt sig for, hvilke persontyper der skal være med, og så har skrevet handlingen omkring dem. Det virker ofte konstrueret, kunstigt og utroværdigt. Young Royals træder ikke ligefrem nye stier og er sjældent uforudsigelig. Når det er sagt, så tager den – heldigvis – nogle uventede drejninger hen imod slutningen.
Edvin Ryding gør en mere end habil indsats som den usikre, frustrerede prins, der er presset af hoffets strenge regler og “folkets” forventninger. Men frustrerende nok er han omgivet af for mange endimensionelle personer. Ikke mindst irriteres vi af hans åbenlyst luskede grandfætter, August (Gårdinger), som vi seere fra første sekund gennemskuer som et råddent æble.
August er en ren kliché, der er med for at skabe drama og konflikt. Frygtelig utroværdigt og let gennemskueligt. Det samme kan siges om rigmandsdatteren Felicie (Uggla), der straks lægger an på prinsen for at opnå status og position.
Erfaring fornægter sig ikke, og i rollen som dronningen stjæler Pernilla August alle de scener, hun er med i. Vi ville ønske, at vi kom mere ind i forholdet mellem Wilhelm og hans forældre, men her har serieskaberne – Netflix-venligt nok – valgt at fokusere på “high school-livet”.
For at vi almindelige mennesker skal have nogen at relatere til, har Ambjörn skrevet Simon og Sara ind. Et søskendepar fra middelklassen med en alkoholiseret far og en multikulturel baggrund, der er kommet ind i skolen på et stipendium. Omar Rudberg gør en imponerende indsats som den homoseksuelle dreng, der føler sig fuldstændig uden for samfundet og gerne vil være en del af fællesskabet.
Young Royals tynges af stereotype personer, et handlingsforløb, der halter, og et enerverende soundtrack, der slet ikke matcher tematikken. Og alt for ofte forundres vi over personernes mærkelige, søgte handlingsvalg.
Det er synd, for historien om de to unge, usikre drenge har noget skrøbeligt og ømt over sig, som desværre i for høj grad forbliver uforløst. En alvorlig tematik får en for letkøbt og overfladisk behandling. Tre stjerner.
Fakta:
- Netflix
- Release: 1. juli 2021
- Instruktion: Rojda Sekersöz
- Med: Edvin Ryding, Omar Rudberg, Malte Gårdinger, Frida Argento, Nikita Uggla, Pernilla August, Nathalie Varli, Felicia Truedsson, Mimmi Cyon, Ingela Olsson, Livia Millhagen, David Lenneman
- Genre: Drama
- Land: Sverige
- År: 2021
- Tid: 4:25 timer