TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Guide

Guide til din nye espressomaskine

Espressomaskiner kan være både intimiderende og brugervenlige, og kommer i mange afskygninger. En ting har de til fælles, hvis man sætter sig lidt in i sagerne, får man markant bedre kaffe, end hvis man bare følger instruktionerne blindt.

Af / 09/11/2024 - 11:46
Guide til din nye espressomaskine

Espresso er på mange måder ligesom madlavning, hvor både kokkens evner og udstyrets kvalitet påvirker det endelige resultat. Derfor er det en god ide, at investere lidt tid i at sætte din espressomaskine op, optimere din teknik og få styr på de essentielle variabler, hvis du vil sikre dig selv en fantastisk kop kaffe hver dag!

Lige meget hvilken maskine du ønsker, så prioriter gode kaffebønner. Køb helst relativt friskristede fra en god café med tilknyttet risteri. Ingen maskine kan få dårlige bønner til at smage godt, og selvom det bogstaveligt talt er en smagssag, hænger pris og kvalitet sammen, når det kommer til kaffe.

Her er et overblik over de forskellige typer espressomaskiner, hvilke behov de opfylder, og hvordan du får mest ud af dem.

espressomaskine guide
Friskristede bønner kan både købes i caféer og på nettet. Køber du på nettet, kan du med fordel ”hvile” kaffebønnerne i en uges tid, så er de nemmere at få smagen ud af. (Foto: Lasse Torp Hansen)
  1. Fuldautomatiske espressomaskiner

Fuldautomatiske maskiner tilbyder maksimal luksus. De er til dig, som søger en nem kop kaffe hver dag og ikke gider sætte en hel kande over. Den er også til dig, som elsker varm, cremet mælk og helst starter dagen med en latte eller cappuccino.

Ulempen er, at de ikke kan lave lige så god espresso som en semiautomatisk maskine. Kaffen vil altid være tyndere, så hvis man elsker ren espresso for den lækre tekstur og ekstremt intense smag, er fuldautomatiske espressomaskiner ikke perfekte. For så vidt angår mælken, lægger man ikke så meget mærke til forskellen, så hvis målet er en nem cappuccino, kan de godt levere varen. Den særlige tekstur, som bruges til latte-art, kan typisk ikke laves af en fuldautomatisk maskine, så den må man undvære.

Derudover skal man være bevidst om, at maskinen nogle morgener vil bede dig tømme drypbakken og grumsbeholderen, hvilket kan være irriterende, fordi man aldrig ved, hvornår den beder om det. Men ofte når man står og har brug for en kop kaffe.

Espresso guide
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Sådan får du mest ud af din fuldautomatiske espressomaskine

Selvom en fuldautomatisk maskine lover at klare alt arbejdet, har den ikke en chance for at vide, hvordan den får mest ud af de bønner, du putter i den. Nogle maskiner, såsom de nyeste fra DeLonghi, tilbyder programmer, der via smagstest og visuelle guides hjælper dig til at indstille din maskine efter de specifikke bønner, du bruger. Den slags programmer er guld værd. Har din maskine ikke et sådant program, gælder det om at smage sig frem

Som generel regel skal lysristede bønner have en højere temperatur og måske lidt mere vand for at få alt den gode smag ud af dem. Mørkristede bønner skal derimod have en lavere temperatur og kan godt brygges mere intenst. Alle bønner er forskellige, og det betaler sig at smage sig frem.

Juster kun én ting ad gangen, såsom mængden af vand, der brygges med, temperaturen eller malingsgraden. Ved sidstnævnte skal det nævnes, at man bør brygge et par skud til håndvasken, når man ændrer på kværnens indstilling, for at få de gamle bønner med den forkerte malingsgrad ud af systemet.

De store variabler er mængden af kaffe, hvor fint den er kværnet, mængden af vand og temperatur. Målet er at presse så meget smag ud af bønnerne (hvilket gøres med mere vand, finere malingsgrad og højere temperatur), op til det punkt, hvor bitre smage dukker op. Bruger man derimod for lidt, bliver kaffen sur. Pres smagen mere og mere, indtil du når grænsen.

Hvis det er helt håbløst og ikke smager godt lige meget hvad, så forsøg med en anden kaffebønne. Især moderne, dyre, lysristede bønner kan smage for syrligt for nogle, også når de brygges perfekt. Prøv en mellem- eller mørkristet kaffe af god kvalitet i stedet.

guide til espressomaskiner
Smagsguide på Delonghi Rivelia, som fortæller dig, hvordan du smager dig frem til de ideelle indstillinger. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Sådan vælger du den rigtige

Kværnen er alfa og omega, og de præcise indikatorer på en god kværn er desværre en smule uigennemskuelige. Materiale er dog et godt sted at starte. Find en maskine med en metalkværn frem for en keramisk. Har du mulighed for at teste maskinen i butikken, så læg mærke til, om kværnen er indstillet til fineste indstilling. Nogle maskiner kan ikke kværne særligt fint og vil altid stå på fineste indstilling, hvilket typisk giver en tyndere espresso end ønsket.

Det er ikke meningen, at kaffen skal dryppe langsomt ud af maskinen. Så er kværnen indstillet for fint. Indstil den så fint som muligt, uden at det forhindrer kaffen i at flyde frit fra maskinen.

Husk på, at du med en fuldautomatisk espressomaskine altid går en smule på kompromis med smagen, så det er ikke nødvendigt at investere i en maskine med hundredvis af egenskaber, da selve opbygningen af maskinen sætter de største begrænsninger. Vælg en maskine med en god kværn, fornuftig brugervenlighed og de egenskaber, du kommer til at bruge hver dag. Vedligeholdelse er typisk en smule besværligt, så se efter et brygkammer, som kan fjernes og renses. Se også efter fabriksgaranti.

Derudover er pris en stor faktor, da fuldautomatiske espressomaskiner svinger utroligt meget i pris. Alt fra 3.000 til 25.000 kroner. L&B Home kan anbefale Jura Z10, Delonghi Eletta Explore eller Siemens EQ.700.

espresso hjælp
(Foto: Lasse Torp Hansen)
  1. Semiautomatiske espressomaskiner

Semiautomatiske maskiner kendetegnes ved, at kværnen er separat fra espressomaskinen med bryghovedet, og at du selv skal fylde et portafilter med kaffe og placere det i bryghovedet.

De kan levere den absolut bedste kaffesmag i den mindste mængde vand. De producerer en fyldig, smagfuld espresso, som adskiller sig fra alt andet. Med lidt træning kan du nemt overgå de fleste caféer i dit nabolag. De åbner op for en hel hobby med kaffebønner og nye metoder.

En “ægte” semiautomatisk maskine har en helt anden konstruktion i filteret sammenlignet med fuldautomatiske maskiner. I stedet for et begrænset filter, der altid genererer det korrekte tryk, er filteret helt åbent. Det betyder, at kaffen skal kværnes meget præcist for at skabe det rette tryk, hvor vandet hverken løber for hurtigt eller for langsomt gennem kaffen.

Fordi balancen mellem for fin og for grov malingsgrad er essentiel i espressobrygning (små fejl i malingsgraden kan gøre kaffen udrikkelig), er det nødvendigt at anskaffe sig en dedikeret espressokværn. Ellers kan man simpelthen ikke lave espresso. Man kan heller ikke købe færdigkværnet kaffe i en café, da hver bønne og maskine er lidt forskellig, og de små justeringer af malingsgraden er det, der gør det muligt at lave en fantastisk espresso. En espressokværn koster mellem 2.000 og 5.000 kroner. Manuelle håndkværne er lidt billigere.

Læs også Kaffekværne med ambitioner Fem kaffekværne har haft en måned til at vise os, hvad de kan. Opgaven består nemlig af meget mere end blot at kværne noget kaffe til koppen.

Der findes også semiautomatiske maskiner med et begrænset filter, også kaldet “Pressurised portafilter”, men det kan stærkt anbefales at undgå disse, som typisk findes i den billigere ende af espressomaskinerne. De virker fint og kan bruges uden espressokværn, men kaffekvaliteten lider og når ikke over, hvad en fuldautomatisk maskine kan præstere. Så kan man lige så godt købe en fuldautomatisk maskine. Du kan kende forskellen ved at holde dit portafilter op mod lyset. Hvis der er mange huller over hele bunden, har du et rigtigt, åbent filter. Er der kun ét lille hul, hvor lyset strømmer igennem, har du et pressurised portafilter.

En rigtig, gammeldags semiautomatisk espressomaskine med et almindeligt åbent portafilter er vejen frem, hvis du vil opdage, hvor lækkert espresso kan smage – selvom det kræver lidt arbejde at mestre.

espressoguide5 espressoguide6
<
>
Sådan ser forskellen på et ”ægte” og et pressurised portafilter ud. (Foto: Lasse Torp Hansen)

Sådan får du mest ud af din semiautomatiske espressomaskine

Tager man skridtet og anskaffer sig en sådan “ægte” espressomaskine, er der én meget vigtig ting, man skal vide, før man går i gang: Tag en dyb indånding og accepter, at det bliver svært i starten, og at du kommer til at brygge en masse dårlige skud espresso, inden du lærer det. Espresso er en hobby, der tager tid at mestre.

Når du først har en dedikeret espressokværn, handler det om at finde en “espressoopskrift” og derefter prøve sig frem med malingsgraden, indtil opskriften passer nogenlunde (og smager godt).

En kaffeopskrift kan for eksempel se således ud: 18 gram malet kaffe i portafilteret og 40 gram espresso i alt. En digital vægt, der måler i 0,1 gram, er på dette tidspunkt en rigtig god investering, så man ikke bare prøver sig frem i blinde.

Kaffe er en præcis disciplin, hvor små ændringer gør en kæmpe forskel i smagen, så det gælder som nævnt om kun at ændre én ting ad gangen. Opskriften er naturligvis kun en rettesnor, og det eneste succeskriterie for espresso er smagen. Alt kan varieres i det uendelige, hvilket er en del af det, der gør espresso til en spændende hobby. Men en fast opskrift er et godt udgangspunkt, når man starter, så man ved, at man er nogenlunde på rette vej.

Hvis du kan få 40 gram espresso ud på ca. 25-35 sekunder (fra 18 gram kaffe), er du nok inden for det korrekte område. Herefter handler det om præference. Er kaffen for sur, så prøv at kværne lidt finere eller øg dosen til 45 gram espresso. Er den alt for bitter, så stop skuddet lidt før eller prøv en grovere malingsgrad. Kommer der slet ingen kaffe ud, eller drypper det utroligt langsomt, har du malet for fint. Sprøjter det alt hurtigt ud, har du malet for groft.

Nogle maskiner har indbygget kværn ved siden af espressomaskinen, så de samlet udgør én maskine i køkkenet. Du skal stadig finjustere kværnen og flytte kaffen rundt, men der kan være penge at spare, og designet er typisk pænt. Vær opmærksom på, om kværnen er af høj kvalitet, og hvor nem den er at indstille. Internetfora er perfekte til at researche kaffegrej, særligt kværne.

espressomaskine
(Foto: Lasse Torp Hansen)

Sådan vælger du den rigtige

Når det kommer til espresso, er materialekvalitet essentiel, da det hjælper på både langtidsholdbarheden og temperaturstabiliteten. Semiautomatiske maskiner, særligt dem uden indbygget kværn, er nemme at vedligeholde, så prisen køber dig også noget holdbart, som kan repareres løbende.

Ud over at vælge de bedste materialer, som dit budget tillader, er der nogle teknologiske egenskaber, som er værd at have med i tankerne. Særligt PID-temperaturkontrol. Lysristede bønner kræver en højere temperatur for at få den gode smag ud af dem. Ligesom med kværnen er det noget, hvor man skal prøve sig frem og se, hvad der smager bedst med hver ny pose kaffe.

Mørkristet kaffe er generelt nemmere at arbejde med, men kræver til gengæld en markant lavere temperatur for ikke at smage brændt og bittert. Hvis man gerne vil udforske begge dele, er en programmerbar PID-kontrolleret temperatur en værdifuld egenskab, som bør prioriteres.

Overvej også, om du er parat til at dykke ned i espressohobbyen på egen hånd. Nogle maskiner, særligt de nyeste fra Sage, gør en dyd ud af at guide dig til finjustering af kværnen, ekstraheringen af kaffe, temperatur og mere. Det gør det utroligt nemt at komme i gang med at brygge lækre skud og giver dig et langt højere bundniveau fra start. Ønsker man ægte espresso, men er intimideret af processen, tilbyder de et rigtig godt sted at starte, og maskinerne er typisk af så høj kvalitet, at man sagtens kan vokse med dem, som man udvikler sine færdigheder.

Er mælk vigtigt for dig, kan du med fordel vælge en maskine med en god, automatisk mælkeskummer. Her er Sage igen kongen. Alternativt har semiautomatiske espressomaskiner en manuel damparm, som med lidt træning kan give dig perfekt mælk, der virkelig løfter din cappuccino, og som overgår mælken fra en fuldautomatisk espressomaskine.

L&B Home kan anbefale DeLonghi La Specialista Maestro, Sage The Barista Touch Impress og Sage The Oracle Touch.

espressoguide
Denne maskine fra Sage har både indbygget tamper, automatiks mælkedamper og et sofistikeret guide-system, der hjælper dig med at få perfekte skud espresso fra start. Meget nemmere bliver det ikke at lave ”ægte” espresso. (Foto: Lasse Torp Hansen)
  1. Manuelle espressomaskiner

Manuelle espressomaskiner, som altså ikke har en pumpe (og muligvis ingen kedel), er en niche, som har vundet popularitet de seneste år. De adskiller sig ikke så meget fra semiautomatiske maskiner.

De har blot en ekstra variabel, da du selv skal pumpe vandet med et håndtag. Det giver lidt ekstra bøvl, men også nogle unikke muligheder for manuelt at variere trykket gennem brygningen.

Espresso er en legeplads, og manuelle maskiner giver virkelig mulighed for at eksperimentere, typisk til en lav pris.

manuel espressomaskine guide
La Pavoni manuel espressomaskine. (Foto: PR)

Sådan får du mest ud af din manuelle espressomaskine

De to mest populære mærker inden for manuelle espressomaskiner er Flair og La Pavoni. Flair har fået mange kaffeinteresserede til at starte deres rejse med de prisvenlige, manuelle maskiner, som dog ikke har indbygget kedel, hvorfor du får brug for en elkedel. La Pavoni er også meget berømte inden for manuelle maskiner på grund af deres materialer, smukke design og indbyggede kedel.

Temperaturstabilitet er typisk en udfordring ved manuelle maskiner. Enten er de for kolde eller for varme. Maskiner uden indbygget kedel kan være svære at varme op, og materialerne har det med at stjæle en del af vandets varme, mens du hælder på, hvilket giver dig en lavere bryggetemperatur. Det kan betale sig at køre et par skud varmt vand igennem maskineriet, inden du brygger dit første skud, så metallet er så varmt som muligt.

Maskiner med en indbygget kedel har typisk det modsatte problem. Varmen fra kedlen har det med at sprede sig til resten af maskinen, hvilket er godt for temperaturstabilitet, men gør, at det kogende vand ikke køler nok ned på vej mod kaffen. Her er tricket at vide, hvor lang tid maskinen kan stå inden for det korrekte temperaturområde. Man kan købe klistermærker, som aflæser metallets temperatur. Det kan give en indikation af, hvornår maskinen bliver for varm. Ellers må man prøve sig frem.

espresso manuel
Flair Espresso. En af de billigste espressomaskiner, som kan lave ”ægte” espresso, endda helt manuelt. (Foto: PR)

Sådan vælger du den rigtige

Manuelle maskiner virker tillokkende på grund af deres lave pris og høje ydeevne, men man skal vide, hvad man laver. Endda i endnu højere grad end med almindelige semiautomatiske maskiner.

Hvis man er sikker på, at espresso er ens nye hobby, kan de være en billig måde at opnå en masse kvalitet på, men hvis det mere handler om god kaffe end om at få en hobby, så gør man virkelig livet svært for sig selv her.

Vælg en maskine med et godt ry på diverse kaffefora, og vurder, om du ønsker en med kedel eller ej. Maskiner fra La Pavoni og Flair har masser af brugere, hvilket gør det nemmere at finde hjælp til at løse udfordringer med dem og få det meste ud af dem.

Lasse Torp Hansen
(f. 1996): Journalist på L&B Home. Lasse er udgivet i bl.a. Bil Magasinet, Børsen Pleasure, Brugte Drømmebiler og Filmmagasinet Ekko. Lasse viste sig desværre at være en ret tarvelig akademiker, men til gengæld vældig god til at videreformulere de universelle sandheder, som holder ham vågen om natten: Såsom det faktum, at elbiler tit deler designfilosofi med gamerudstyr, og at Erna i krig har samme plot som Find Nemo. Hans primære besættelser er biler, kaffe, tech, design, og film.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Slå jernring om dit smarte hjem

Få mest muligt ud af din espressomaskine

Sov godt takket være teknologien