Forud for sin tid

En af de mest berømte og banebrydende højttalere fra 1970’erne er Dahlquist DQ-10. Og den vakte opstandelse, da den første gang blev præsenteret på en hi-fi-messe i New York i 1972. Ikke blot så den radikalt anderledes ud end datidens kasseformede højttalere. Den var også lydmæssigt foran næsten alt andet. Og så endda fra et helt nyt og ukendt firma.

Firmaet var nok nyt og ukendt, men folkene bag det var erfarne. Med sig havde Jon Dahlquist ingen ringere end Saul Marantz, der efter at have forladt Marantz i 1968 nu havde mod på nye elektronikeventyr. Blandt Dahlquist-folkene fandt man også Irwing M. Fried, der senere grundlagde højttalerfirmaet IMF.

Dahlquist DQ-10 ser ved første øjekast elegante ud. Den slanke buede stoffront og de svungne træsider bringer mindelser om QUAD ESL 57. Hvilket næppe er et tilfælde. Ifølge nogle kilder var Jon Dahquist inspireret af netop de klassiske engelske elektrostathøjttalere.

Stumper fra rodekassen?

Kigger man ind bag frontstoffet eller går om bag højttaleren, hvor man har frit indblik til indmaden gennem et metalgitter, falder æstetikken til jorden. Eller rettere: Højttalerne ligner noget, som en hjemmefusker har banket tilfældigt sammen i sin garage af affaldstræ og stumper fra rodekassen!

Fem forskellige højttalerenheder fra fire forskellige producenter er tilsyneladende tilfældigt placeret mellem hinanden. De fleste har hver sin baffel. Basenheden er på 12 tommer, men membranen passer til en 10-tommers enhed, og en masonitring er skåret til for at få membran og ophæng til at passe i det store chassis. Superdiskanten er et skinbarligt piezo-horn af den type, der ellers kun ses i rabalder-højttalere til teenageværelser (og ikke engang dér lyder det godt)! Stumper af skumgummi fastgjort med hæfteklammer fuldender det kaotiske indtryk.

Faselineær før tiden

Men lydmæssigt er Dahquist DQ-10 præcis det modsatte af kaotisk. Den er usædvanligt sammenhængende og præcis. Og de fem højttalerenheder smelter akustisk sammen til én. Formålet med at anbringe enhederne på forskellige små plader i stedet for at have én stor baffel er at begrænse risikoen for diffraktioner. Og enhederne er indbyrdes forskudt for at udligne tidsforskellen mellem dem, så lyden fra dem når frem til øret på samme tid.

De mange enheder er placeret minutiøst for at have samme afstand til øret. Men det betyder også, at du skal være lige så minutiøs, når du stiller højttalerne op. En lille unøjagtighed i vinklingen er nok til at bryde magien.

Diffraktionsbekæmpelse og faselinearitet er noget, enhver seriøs højttalerproducent i dag tager højde for i sit design. Men i 1972 var det helt nyt og uhørt! Dahlquist kaldte selv teknikken for ‚phased array‛. Dahlquist DQ-10 er kendt for en uhyre præcis impulsgengivelse, der næsten matcher de førnævnte elektrostater. Men med et langt større smæld i bassen.

60.000 sæt på 16 år

Omkring 60.000 sæt DQ-10 blev solgt mellem lanceringen i 1972 og frem til 1988, hvor produktionen sluttede. En meget lang produktlevetid. Modellen forblev i store træk uændret, selv om basenheden senere blev skiftet til en anden model, da det restlager af Advent-enheder, som den oprindelige model med masonitkanten kom fra, slap op. Mellemtone/diskantsektionen på de senere modeller er også spejlet. Dahlquist var i øvrigt meget åben om opbygningen og gav gerne råd til DQ-10-ejere, der ønskede at føre deres højttalere up-to-date med nye komponenter.

Dahlquist DQ-10 er en mere end 50 år gammel konstruktion, men stadig en eftertragtet klassiker, der kan give nyere højttalere konkurrence på lydkvalitet. Hvis du selv drømmer om at blive ejer af et sæt, skal du regne med, at det vil koste 10.000 – 12.000 kroner for et sæt i fungerende stand. Og at de muligvis skal hentes i et andet europæisk land. Hvilket er stadig er betydelig billigere, end hvis du havde forelsket dig i for eksempel JBL Paragon.