Analog fotografering

At fotografere med film i kameraet er blevet så populært, at det er blevet vanskeligt at få fat i film. Det skyldes ikke, at billeder taget med analog film er bedre end digitale billeder, men at mange kan lide det udtryk, som analog film kan give billederne.

Selv om man kan argumentere for, at det til fulde er muligt at give digitale billeder et analogt udryk, giver digitalkameraerne ikke den samme brugeroplevelse, fra man tager billedet, til det kan ses på en skærm nogle sekunder efter.

Man har sammenlignet tilhængerne af analog foto med tilhængerne af vinylplader, eftersom begge beskæftiger sig med et medie, der almindeligvis anses som dårligere end den digitale variant.

Alligevel vokser antallet af fotografer, som bruger film, og med den stigende interesse for analog fotografering er udvalget af film vokset til et niveau, hvor efterspørgslen har oversteget udbuddet.

Film og kamera

Men de færreste ved, hvordan man kommer i gang, hvad man skal bruge, og ikke mindst hvordan man gør.

Det letteste er at starte med et godt analogt kamera (se selvstændig guide), og vi anbefaler, at man vælger et kamera med 35 mm format, gerne et klassisk analogt spejlreflekskamera, som man kan købe brugt i god stand for en tusindlap. Pentax ME f.eks. bruger 35-film og koster ikke meget på brugtmarkedet.

Før man når så langt, er der dog noget, man bør vide:

Du har som nævnt brug for et kamera. Det behøver slet ikke at være dyrt. Analoge kameraer er nemme at komme i gang med, men lidt mere krævende at mestre. Sæt dig derfor ind i, hvordan det fungerer, før du sætter filmen i kameraet.

Film i 35 mm format er nemmest at finde, billigst at fremkalde og findes i mange varianter som både almindelig negativ farve- eller sort-hvid-film og som lysbilledfilm.

Analog film købes i fotobutikkerne, og brugte kameraer finder man flest af på brugtmarkedet og hos enkelte fotobutikker. Mange arver et kamera, som har ligget og samlet støv, men det kan være smart at tjekke, om det trænger til service eller i det mindste rens og et nyt batteri.

Filmformater

Engang var udvalget af film enormt, og der fandtes en række forskellige formater. Det mindste – og mest sjældne – var Minox 8 x 11 mm sort-hvid-film, som du sikkert har set anvendt i spionfilm, hvor et Minox A eller B blev brugt til at tage billeder af hemmelige dokumenter.

110-film minder til forveksling om Minox-film, men blev introduceret af Kodak og brugt i lidt større, men alligevel meget små, billige lommekameraer.

Kodak lavede også en såkaldt Disc-film med 8 x 10 mm negativer på en flad kassette, som gav håbløs billedkvalitet og blev en temmelig begrænset succes.

Det gik bedre for APS-film, som var baseret på Advanced Photo Systems-formatet med 24 mm filmbredde og mulighed for tre billedformater. Den var i lighed med 35 mm film rullet op i en lystæt patron, men med automatisk fremføring af filmen.

Ingen af disse kan dog måle sig med 35 mm formatet, som blev skabt af Oscar Barnack og benyttet i det første Leica-kamera (Leitz). Det er det mest udbredte og lettest tilgængelige filmformat og det, vi anbefaler at starte med. Sort-hvid-film er nemmest at få fat på og lettest og billigst at fremkalde selv, hvis man påtænker at lave sit eget mørkekammer.

35-film findes i alle varianter, fra finkornet lysbilledfilm med godt drøn på farverne og stor kontrast, f.eks. Fujifilm Velvia, til grovkornet “reportagefilm” såsom Kodak TMax P3200.

Tallet på filmboksen angiver emulsionens følsomhed, så kameraets ISO-indstilling skal sættes på samme værdi som angivet på boksen. TMax P3200 skal altså have ISO 3200 på kameraet, og Kodak Ektar 100 skal have ISO 100. Og fuldstændig ligesom på et digitalkamera giver højere ISO lidt mere billedstøj.

Ud over Kodak er de mest tilgængelige producenter af film Fujifilm, Ilford, Agfa, Lomography og Cinestill.

Der findes også et større 120-format, som anvendes af mellemformatkameraer fra Hasselblad, Mamiya, Bronica og andre, men her taler vi om så store omkostninger forbundet med indkøb og fotografering, at det må være stof til en  anden guide.

Bladfilm vil vi også lade ligge i denne omgang.

Filmtyper og fremkaldelse

Sort-hvid-film, lysbilledfilm og negativ farvefilm er såkaldte emulsionsfilm, hvor lag med lysfølsomme sølvhalid-krystaller ændres kemisk, når lukkeren er åben og der eksponeres.

Farvefilm er lidt mere avanceret og med flere emulsionslag, som er følsomme over for rød, grøn og blå. Men med farvefilm og lysbilleder benyttes der forskellige kemiske processer til at fremkalde filmen, normalt C-41 til negativfilm og E-6 til lysbilleder. Det sker normalt, når man sender filmen til fremkaldelse og negativfilmen for sin del kopieres over på papir.

Mørkekammer

Negativ farvefilm og sort-hvid-film giver fotografen mange muligheder under eksponering. Filmen kan såkaldt presses, f.eks. kan en ISO 400 film eksponeres på ISO 1600 uden problemer, hvis man bare tager højde for det under fremkaldelsen, som er relativt nem at udføre selv, hvis man laver et mørkekammer. Det er et lystæt rum, hvor man opsætter en forstørrer, et vandbad i tre kar til fremkaldelse, fiksering og skylning, og fremkalder selve filmen i lystætte beholdere.

På den måde kan man lave sort-hvide papirkopier i den foretrukne størrelse, og det kan være en meget givende proces, hvor man virkelig kan udfordre sin kreativitet lige fra eksponering til færdigfremkaldt billede.

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.