Hi-Fi Skolen del 1

Hi-fi er en fantastisk hobby, og med det rette udstyr (der ikke nødvendigvis behøver at være kostbart), kan du få helt nye oplevelser med din yndlingsmusik. Men hvad har man behov for at købe for at komme i gang? Og hvordan skal det hele sættes sammen? Det er ikke svært – men det er ikke nødvendigvis alt, der virker logisk.

I denne serie finder du alle de svar, som vi selv ville ønske, at nogen havde givet os, dengang vi selv var nybegyndere i hi-fi. Velkommen til Hi-Fi Skolen!

Forstærkeren er på mange måder den vigtigste del af hi-fi-anlægget. Den er både fordelercentralen og motoren. Al den lyd, der skal ud af anlægget, skal først ind igennem forstærkeren. Og som navnet siger, forstærker den lyden fra signalkilderne (pladespiller, streamer, TV mm.) til et niveau, der kan drive en højttaler. Vi ser i dette afsnit på den klassiske analoge stereoforstærker.

Det finder du på fronten

På forsiden af en typisk stereoforstærker finder man en volumenknap til lydstyrkeregulering, en tonekontroller, der kan forstærke eller dæmpe bassen og diskanten, samt en indgangsvælger, der med en eller flere knapper kan bestemme, hvilken af signalkilderne (CD, pladespiller mm.), der skal lyttes til. Man kan normalt kun lytte til én lydkilde ad gangen.

En tænd/sluk-knap finder man normalt også på forsiden, samt måske en mute-knap, der midlertidigt afbryder lyden uden at slukke forstærkeren. Hvis lyden i de to kanaler ikke er lige stærk, kan en balancekontrol justere forholdet mellem dem. De fleste forstærkere har også en hovedtelefonudgang på fronten, så man nemt kan tilslutte sine hovedtelefoner. Ofte afbrydes lyden i højttalerne, når hovedtelefonstikket tilsluttes.

Næsten alle moderne forstærkere har en fjernbetjening, hvor alle funktionerne herover kan styres i ro og mag fra lænestolen. Men princippet er det samme.

Signalkilder, indgang og udgange

Et kig om på bagsiden af forstærkeren kan være forvirrende. Men det er ikke så kompliceret, som det kan se ud til. For det første skal du lægge mærke til, at de fleste af de mange forgyldte bøsninger er indgange, mens andre er udgange.

Den nemmeste måde at forstå forstærkeren er at følge signalet hele vejen fra start til slut. Hvis du vil spille vinylplader, starter signalet i pickuppen. Via pladespillerens kabel kommer det ind i pladespillerindgangen (normalt mærket Phono). Hvis indgangsvælgeren også er sat til Phono, får signalet nu lov til at løbe videre gennem forstærkeren.

Pladespillerindgangen

Bemærk, at pladespillerindgangen virker på en anden måde end alle andre. For det første har den højere forstærkning, da signalet fra pickuppen er meget svagere end fra de andre signalkilder. For det andet forstærkes de dybe toner meget mere end de høje.

Pladespillerindgangen følger den såkaldte RIAA-frekvenskurve, som (næsten) alle vinylplader er indspillet efter. Det skyldes de fysiske begrænsninger i vinylmediet: Hvis de dybe toner skulle skæres ved fuldt niveau, ville udsvingene i rillen blive så store, at pickupnålen ikke kunne følge dem. Og dæmpningen i diskanten ved afspilning begrænser pladestøjen.

Hvis du vil tilslutte en pladespiller til en forstærker uden en phonoindgang, skal du have en separat pladespillerforstærker (phonotrin), eller det skal være indbygget i pladespilleren. Mange ”begynder-pladespillere” har indbygget phonotrin.

Linjeindgange

De fleste forstærkere har flere såkaldte linjeindgange. De vil typisk være mærket ”CD”, ”Tuner” og ”Aux”. I modsætning til pladespillerindgangen, der kun er beregnet til ét formål, kan de øvrige indgange normalt bruges til de signalkilder, du måtte ønske.

Det er således uden betydning, om du sætter CD-spilleren i CD-indgangen eller Aux-indgangen. Og du kan sagtens tilslutte en musikstreamer, selv om forstærkeren ikke har en indgang med det navn. Så længe du husker, hvad du anbragte hvor, når du drejer på indgangsvælgeren.

Volumenkontrol og udgange

Volumenkontrollen bestemmer, hvor meget signalet skal forstærkes – og dermed lydstyrken. Herefter kommer signalet ind i effekttrinet i forstærkeren; det er den del, der bringer signalet op på et niveau, der kan drive højttalerne.

Nogle forstærkere har udgange, der er mærket ”Pre out”. Her kan man tage signalet ud efter volumenkontrollen, men inden effekttrinet. ”Pre out” er beregnet til, at du senere kan tilslutte en bedre eller kraftigere effektforstærker i stedet for den, der er indbygget i forstærkeren. Hvis du har aktive højttalere, skal de også have deres signal fra Pre out-udgangen.

Sådan kobler du højttalerne til

Højttalerudgangene – eller terminalerne – er normalt mærket ”Loudspeakers”, ”Speakers” eller ”Output”. De mest almindelige terminaler er bananbøsninger. Man kan enten løsne bøsningerne som en fingerskrue og klemme en afisoleret ledningsende fast, eller man kan sætte et bananstik ind i det hul, der er i midten. Nogle gange er hullet til bananstik proppet til med en plasticprop, så man ikke kan stikke strikkepinde og el-stik ind i dem. Men den kan fjernes.

Hver højttaler skal sluttes til to bøsninger, der normalt er farvekodet med rødt for plus (signal) og sort eller blåt for minus (jord). Det er vigtigt, at hver højttaler sluttes til på samme måde. Altså den røde leder (eller den mærket +) til den røde udgang og den sorte til den sorte.

Bananstik (her nogle billige udgaver fra eBay).

Gør ikke følgende …

Hvis den ene højttaler tilsluttes omvendt, vil kanalerne være i modfase, hvilket resulterer i et underligt fjernt stereobillede og næsten ingen bas. Hvis man ved en fejl kobler den ene højttaler til de to røde udgange og den anden til de to sorte, vil den første højttaler spille et signal, der består af forskellen på de to kanaler (så stemmer vil være næsten væk), mens den anden højttaler vil være stille.

Fire højttalere?

Mange stereoforstærkere har to sæt udgangsbøsninger – typisk mærket A og B. Det betyder ikke, at der er fire kanaler i forstærkeren; de to sæt udgangsbøsninger er forbundet til de samme to udgange i forstærkeren. De spiller altså det samme signal, og hvis du tilslutter to højttalere til samme kanal.

De to sæt udgangsbøsninger gør det muligt at have to sæt højttalere tilkoblet. Eller lave såkaldt biwiring, hvor man bruger forskellige kabler til bas- og diskantsektionen på højttalerne.

Kan man tilslutte fire højttalere og bruge de to udgange samtidig? Ja, men med begrænsninger. De fleste forstærkere er konstrueret til at drive højttalere med impedanser fra 4-8 ohm. Da højttalere er forbundet parallelt til samme udgang, belaster de forstærkeren hårdere. To 8 ohms højttalere i parallel får en samlet impedans på 4 ohm, hvilket vil være i orden på de fleste forstærkere. Men er impedansen på bare en af højttalerne lavere, er det no-go at spille på dem samtidig.

Udgangseffekt

Det spørgsmål, der oftest stilles om forstærkere er ”Hvor mange watt har den?” Udgangseffekten er afgjort vigtig, men hvor meget, du har brug for, afhænger både af dine højttalere, din musiksmag og det rum, som du bruger anlægget i.

For ikke at sammenligne pærer med æbler skal vi først være sikre på, at effekttallene er sammenlignelige. Der er nemlig mange – men ikke lige troværdige – måder at opgive udgangseffekt på. Det mest reelle og sammenlignelige mål for en forstærkers udgangseffekt er RMS-effekten i en belastning på 8 ohm. Her måles forstærkerens evne til at afgive et kontinuerligt signal ved en forvrængning på højst 1 procent.

Belastningen i form af en 8 ohms laboratoriemodstand svarer ikke helt til en virkelig højttaler, men det er et fornuftigt kompromis.

Ofte ser man også RMS-udgangseffekten opgivet i 4 ohms belastning. En teoretisk ideel forstærker burde levere den dobbelte effekt, når højttalerens impedans halveres. Men verden – og elektronikken – er ikke ideel, så de fleste forstærkere vil yde noget mere i 4 ohm end i 8 ohm, men ikke det dobbelte.

Musikeffekt

Der findes andre effektopgivelser, for eksempel kaldet Musikeffekt, Peak Power eller PMPO. Fælles for dem er, at de kun siger meget lidt om forstærkerens reelle effekt.

Skruppelløse forhandlere kan endda finde på at opgive effekten som Total System Power, hvilket er den effekt, som forstærkeren bruger fra elnettet. Det er et stort set meningsløst tal, der svarer til at opgive en bils ydelse efter hvor meget benzin, den er i stand til at bruge.

Decibel

Selv om en 80 watt-forstærker på papiret er dobbelt så kraftig som en på 40 watt, er forskellen mindre, end du tror. Det skyldes den måde, den menneskelige hørelse fungerer på. Forskelle i effekt og lydstyrke måles i decibel (dB). En fordobling i effekt svarer til 3 dB, men den opfattes kun som en lille forskel af øret. For at øret skal opfatte, lyden som dobbelt så høj, skal der en niveauændring på 10 dB til, hvilket kræver en 10-dobling af effekten.

Så hvis du har en 40 watt-forstærker, og du gerne vil kunne spille dobbelt så højt, er det altså nødvendigt at anskaffe en forstærker med en udgangseffekt på 400 watt! Og det vil de færreste højttalere kunne tåle. Her vil løsningen i stedet være at kigge på mere følsomme højttalere, der kan spille højere ved en given effekt. Hvad det vil sige, vender vi tilbage til i næste afsnit af Hi-Fi Skolen, der handler om netop højttalere.

50-100 watt er fint for de fleste

Som en tommelfingerregeI vil en ”begynderforstærker” med en udgangseffekt på 50-100 watt i 8 ohm i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt til et ”begynderanlæg” i en lille stue med et par nogenlunde følsomme højttalere.

Du kan ikke spille højere end højest

Bemærk, at volumenknappens indstilling ikke nødvendigvis svarer til forstærkerens styrke. I de fleste tilfælde når forstærkeren sin fulde udgangseffekt, længe inden der er skruet helt op for lydstyrken. Hvorfor nu det? Det handler om styrken på signalet, der kommer ind i forstærkeren. Mange CD-afspillere leverer et udgangssignal på op til 2 volt. Men forstærkeren er som regel bygget til at kunne levere fuld effekt ved et indgangssignal på 100 millivolt. Indgangen kan sagtens tåle det stærkere signal, men forstærkeren får ikke højere udgangseffekt af den grund. Når den når sin fulde effekt, begynder den at forvrænge. Man siger, at forstærkeren går i klipning, da spidserne af signalet klippes af. Og er indgangssignalet højt, kan klipning sagtens ske, selv om volumenknappen kun står på kl. 1 eller kl. 3.

Det samme gælder bas- og diskantkontrollen. Hvis du skruer op for bassen for virkelig at mærke rytmen, vil du meget hurtigere nå det niveau, hvor forstærkeren begynder at forvrænge.

Derfor er det vigtigt at høre efter. Hvis lyden bliver skarp og forvrænget, er det tid at skrue ned. Hverken forstærker eller højttalere kan tåle overstyring i længere tid!

Næste afsnit af Hi-Fi Skolen handler om højttalerne.