TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Klassikere

JBL Paragon

JBL Paragon var den ultimative højttaler til at imponere naboerne i Beverly Hills i 1950’erne og 60’erne. Og den spillede i stereo!

Af / Opdateret: 14/07/2024 - 14:00 // Først publiceret: 02.07.2022
JBL Paragon

Når det gælder vintage-højttalere, er JBL blandt de mest eftertragtede mærker. Og ingen JBL-højttaler er så legendarisk og genkendelig som JBL D44000 Paragon. Den 270 cm brede højttaler ligner en skænk, men bag finéren i ædeltræ gemmer der sig et trevejs hornsystem i stereo. Faktisk var JBL Paragon det første kommercielle stereohøjttalersystem til hjemmebrug. Den var også ved sin lancering verdens dyreste højttaler!

I Danmark kostede en JBL Paragon 43.885 kroner i 1975. Eller omkring en årsløn efter skat for en faglært arbejder.

Med en Paragon i stuen havde man en sikker samtalestarter, når vennerne fra det bedre borgerskab kom til cocktailparty. Designet var banebrydende – og lyden i endnu højere grad. Den gigantiske højttaler kunne reproducere lyden af et bigband eller et klassisk orkester ved naturlig styrke. Og takket være den nymodens stereoteknik var det – næsten – som at have orkesteret til at optræde i stuen.

Akustisk genistreg

Teknologisk set var Paragon unik. Basområdet blev gengivet af to 15 tommers basenheder i hornkabinetter, og også de andre toneområder var hornladede. Det rigtig specielle var dog det store buede træpanel på fronten, som var udtænkt af elektronikingeniøren Richard H. Ranger. To mellemtonehorn pegede ind imod panelet, som spredte lyden mod lytterne i en vifteform. Det var en akustisk genistreg!

Paragon section
Sådan er en JBL Paragon opbygget. (Tegning: Harman International/Mark Gander & John Eargle)

Når man lytter til normale stereohøjttalere, skal man altid befinde sig i “the sweet spot” midt mellem højttalerne for at få et korrekt stereobillede. Bevæger man sig blot en smule væk fra midten, falder stereoperspektivet sammen, og man hører stort set kun lyden fra den nærmeste højttaler.

En JBL Paragon bevarer stereoperspektivet, uanset hvor i rummet man befinder sig. Det er en bedrift, som stort set ingen andre højttalere kan gøre den efter!

Ikke to er ens

JBL Paragon er et stykke ægte håndværk, og det kæmpestore kabinet blev bygget i hånden. Legenden siger, at der ikke eksisterede en samlet, autoriseret konstruktionsplan for Paragon-højttaleren. Det gyldne overblik eksisterede kun i hovedet på JBL’s kabinetsnedkere, og hver enkelt højttaler er bygget og tilpasset individuelt. Man kan derfor ikke tage et panel fra én Paragon og bruge som reservedel til en anden.

Der gik ca. 112 mandetimer til produktionen af hver højttaler (alene slibning med sandpapir og derpå tre gange oliebehandling kostede tre arbejdsdage), og et særligt værksted hos JBL var helliget Paragon alene.

Læs også En klassiker vi ikke glemmer Tandberg og andre må have os undskyldt. Hvis der er én, der troner på toppen som den vigtigste norske forstærker gennem tiderne, er det den her.

I Paragons storhedstid blev der bygget fem styk om ugen, men ved slutningen af epoken var produktionstallet faldet til én om måneden. Den sidste JBL Paragon-højttaler blev bygget i 1983. Med 25 år i produktkataloget er den stadig den dag i dag den længst producerede JBL-model.

Hvis du selv vil have en Paragon

Hvis du har fået blod på tanden og tænker, at en JBL Paragon i dagligstuen vil give dig den stil og status, som du har manglet, så håber vi, at du lige har vundet i lotto.

Den gode nyhed er, at du faktisk godt kan købe en. En søgning på eBay bringer flere originale eksemplarer i pæn stand op. Den dårlige nyhed er, at du skal regne med at give mellem 200.000 og 350.000 kroner for en Paragon, afhængigt af stand og sjældenhed. Dertil kommer udgiften til at få den 317 kg tunge kolos fragtet til Danmark. De fleste Paragon blev solgt på det amerikanske hjemmemarked, men der dukker fra tid til anden også eksemplarer op i europæiske lande.

Der er lige det med størrelsen og prisen …

Hvis du ikke lige har plads til en højttaler, der måler 270 cm i bredden og 80 cm i højden, er der løsninger på det. Det samme gælder, hvis prisen på en kvart million er lidt for høj. JBL lavede to mindre udgaver kaldet Metregon og Minigon, som er henholdsvis 2/3 og 1/3 af størrelsen på Paragon. Dertil findes der moderne skalamodeller af Paragon i 1/8 størrelse. Du kan også købe et sæt konstruktionstegninger på nettet.

Metregon
Hvis en Paragon er for stor til stuen, kan løsningen være en Metregon – der sjovt nok ikke er én meter i bredden – men lidt under to meter. (Foto: Lansing Heritage)

Er den det værd?

At JBL Paragon er en af de mest attråværdige højttalere nogensinde, er hævet over al tvivl, men kan den måle sig med nutidens modeller?

Kvalitet koster, og lader du friværdien springe på projektet, bliver du ejer af et klassisk stykke håndværk, hvis lige du næppe finder noget andet sted. Den har ganske vist begrænsninger i bassen. Og dybdeperspektiv – altså oplevelsen af at kunne placere instrumenterne i et tredimensionelt rum bag højttaleren – findes ikke i nævneværdig grad. Her er moderne højttalere langt mere præcise.

Men en JBL Paragon kan fylde stuen med lyd på en overvældende måde, uden at du behøver en kæmpeforstærker. Og tilmed kan alle være med, da man ikke behøver at sidde i den gode stol for at få stereo.

Læs også Se den vildeste JBL-samling i verden Harmans danske lydlaboratorium i Kvistgaard huser også H2X, der er et museum for højttalere, som overgår selv JBL's hovedkvarter i Los Angeles.
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

4 kommentarer til “JBL Paragon”

    1. John Alex Hvidlykke

      Hej John
      Jeg har desværre aldrig hørt en selv. Det er en af manglerne i min hi-fi-opdragelse.

      1. John Nielsen

        Det er meget at du så kan skrive om lyden, når du aldrig har hørt den, og der er faktisk solgt en snes stykker her hjemme, men det korte og lange er så har du jo noget tilgode, så må du jo hellere høre en sådan, så må du jo skrive eller ringe så vi kan få rette det sidste i din ellers pæne omtale af den. Tlf. 25142446.

  1. Jeg har hørt den. Vi havde én i KT-Radio da jeg arbejdede dér i halvfjerdserne.
    Lydmæssigt og HiFi mæssigt var den en særpræget oplevelse. Vi havde højttalere til 1000kr der lød bedre, men flot var den jo…

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Rockere i den pæne stue

En klassiker vi ikke glemmer

En ganske usædvanlig højttaler