England er et højttalerland, men en af de allermest berømte og genkendelige engelske højttalere er Quad ESL-57. Med sin flade, lidt buede form og en overlade, der er dækket af et metalgitter, minder den mest af alt om en fritstående elradiator.
Det usædvanlige udseende, der var ulig noget, hi-fi-verdenen havde set i 1957, skyldes arbejdsprincippet, der var intet mindre end revolutionerende. Bogstaverne ESL stod nemlig for ”Electrostatic Loudspeaker,” og Quad ESL var verdens første komplette højttaler efter dette princip.
I en konventionel dynamisk højttaler skabes lyden ved hjælp af en svingspole, der bevæger sig i et magnetfelt og driver en membran. En elektrostatisk højttaler indeholder ingen af disse dele. Her skabes lyden af en stor og få mikrometer tynd membran, der er udspændt mellem to metalgitre med hver sin elektriske ladning. Når signalet (efter at være blevet transformeret op til højspændingsniveau) tilføres den elektrisk ledende membran, bevæger den sig mellem gitrene, og frembringer lyd. Da membranen er uhyre let, kan elektrostathøjttalere reagere meget hurtigt og opnå en fremragende transientgengivelse.
Quad ESL havde ved lanceringen i 1957 en pris på 52 britiske pund. Dette var naturligvis stykprisen, eftersom musiklytning i stereo først blev almindelig i sidste halvdel af 1960’erne.
Ikke til høj musik
Quad betegnede selv ESL-57 som en højttaler ”til seriøs lytning” – hvilket kan oversættes til klassisk musik. Man kan naturligvis spille alle musikgenrer på elektrostaterne, men de befinder sig bedst ved moderate lydtryk ikke alt for store lytterum. Især rumstørrelsen kan være udfordrende, da højttalerne måler 88 cm i bredden, og helst skal anbringes et stykke fra bagvæggen for at balancere lydudstrålingen fra for- og bagside. Quad ESL-57 er jo en dipolhøjttaler uden kabinet.
Udfordrende for forstærkeren
Quad ESL-57 er ikke nogen nem opgave for en forstærker. For det første er den ugudeligt ineffektiv: Højttaleren har en følsomhed på 83 dB ved 2,83 volt. Impedansen svinger mellem 150 ohm ved de laveste frekvenser og 1,8 ohm ved 20 kHz. Og for at føje spot til skade, er belastningen fortrinsvis kapacitiv. Hele højttaleren er jo i praksis én stor kondensator. Den belastning bragte mange af den tids tidlige transistorforstærkere ud i tovene – eller på værksted.
Quads egne forstærkere, model 33 og 405, var naturligt nok skabt til at klare belastningen, men krævede dog, at man monterede et sæt spændingsbegrænsende modstande, der sikrede, at udgangsspændingen fra forstærkeren aldrig nåede over de 33 volt, der var den maksimale belastning for ESL-57. En højere spænding fik en ødelæggende gnist til at springe mellem membranen og metalgitteret.
Musikalsk
De mange begrænsninger kan lyde afskrækkende, men har man først fundet en forstærker, der er opgaven voksen, fået bakset de store højttalere på plads i stuen – og i øvrigt affundet sig med, at det totale lydtryk aldrig kommer over ca. 95 dB – så belønnes man med en så musikalsk og åben gengivelse, at ovenstående virker som bagateller. Som de fleste elektrostater er Quad ESL-57 lynhurtig. Basgengivelsen er i kraft at det åbne princip ikke afgrundsdyb, og diskanten ruller af ved 18 kHz. Men mellemtonegengivelsen er så ufarvet og resonansfri, at verdens ældste elektrostathøjttaler stadig efter 66 år kan være med i konkurrencen.
Livsfarlig!
Quad ESL-57 er ikke en højttaler for hjemmefuskere. Den tynde membran af mylarfolie er udspændt i et elektrisk felt med 10.000 volts forskel mellem metalgitrene. Det er derfor forbundet med akut livsfare at pille de ydre beskyttelsesgitre af! Hvilket ikke afholder de mest fanatiske audiofile fra at gøre netop dette – for at dæmpe muligheden for resonanser.
Fik efterfølger efter 26 år
Quad ESL 57 var verdens første ektrostathøjttaler, der dækkede det fulde frekvensområde, og i mange år havde den blot navnet Quad Electrostatic Loudspeaker. Tallet ”57” blev tilføjet i 1981, da efterfølgeren blev lanceret. Denne fik med finurlig britisk logik navnet ESL-63, da 1963 var året, udviklingen af den begyndte.
Kan stadig købes!
Quad prøvede at stoppe produktionen af den oprindelige ESL-højttaler i 1985, men da efterspørgslen fortsatte, blev produktionen genoptaget og kørte indtil 1995 i Huntingdon, England. Her blev maskineriet videresolgt til Quads tyske distributør, Quad Musikwiedergabe, der stadig bygger og sælger ESL-57-højttaleren. Prisen er steget noget siden introduktionen, og et splinternyt sæt Quad ESL-57 koster i dag EUR 5.690 (ca. 42.700 kroner).
Skal jeg købe et sæt?
Hvis du føler dig fristet til selv at opleve klassikeren i din egen stue, er der god mulighed for at gøre drømmen til virkelighed. For det første fremstilles Quad ESL-57 som nævnt stadig. Og der dukker også regelmæssigt brugte sæt op til salg. Prisen afhænger af standen, men forvent at betale 5000 til 6000 kroner for et fungerende sæt i pæn stand. Hvis du har mod på selv at renovere højttalerne – og ikke er bange for at rode med livsfarlig højspænding – kan du være heldig at finde dem billigere.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer