Satte ny standard for dybbas

IMF Reference Standard Professional Monitor MK IV.

Navnet er næsten lige så imposant som højttalerne. Og i 1970’erne og 80’erne var IMF et af de mærker, man som ung hi-fi-interesseret kun kunne drømme om. Og intet imponerede mere, end når hjerteslagene i første nummer på Pink Floyds Dark Side of the Moon blev spillet på de meterhøje firevejshøjttalere. Så dyb, kraftig og ikke mindst ren bas, havde ingen hørt før.

Referencehøjttalerne var bygget efter et eksotisk princip kaldet transmission line – eller på dansk transmissionslinje. De ovale KEF B139-basenheder var monteret i den ene ende af en 2,5 meter lang tunnel, der bugtede sig gennem kabinettet for til sidst af munde ud i to åbninger nederst på forpladen. Tunnellen var foret med en blanding af skumgummi og fåreuld. Og det var denne konstruktion, der gav højttalerne den helt specielle basgengivelse, der fik underkæberne til at falde ned på både teenagedrenge og garvede hi-fi-veteraner.

IMF Reference Standard Professional Monitor MK IV var en firevejshøjttaler. Øvre bas og mellemtoneområdet blev dækket af en KEF B110 basenhed med polystyrenmembran, som også var anbragt i en kort transmissionslinje. Diskantområdet blev delt mellem en KEF T27-dome og en Coles superdiskant. Det var alt sammen gode enheder, men det var dybbassen, der gjorde IMF’erne til stjerner.

Nuanceret bas

I en basreflekshøjttaler giver porten også et tilskud i dybbassen, men porten arbejder kun i et forholdsvis snævert frekvensområde – typisk i mindre end en oktav. I bedste fald betyder det, at basenheden stadig skal dække det meste af basområdet alene. Og i værste fald fører det til ”one note bass,” hvor højttaleren spiller masser af bas, men lyden er unuanceret.

I transmissionslinjehøjttalere yder porten et tilskud i et meget bredere område, hvilket giver både kraftigere og mere nuanceret bas, da ikke meget bestemte frekvenser styrkes. Og det er desuden muligt at få en given basenhed til at arbejde dybere end i andre kabinettyper, da vægten af luftsøjlen i tunnellen føjer sig til membranmassen og sænker resonansfrekvensen.

IMF var ikke de første til at konstruere transmissionslinjehøjttalere. Princippet blev beskrevet af A.R. Bailey tilbage i 1965 i en byggeartikel i magasinet Wireless World. Men IMF var de første til at kommercialisere transmissionslinjehøjttalere. Det skete gennem et britisk-amerikansk samarbejde, ledet af hi-fi-importøren Irwing M. Fried i New York. Højttalerne blev konstrueret i England af et firma, der blev navngivet med Frieds forbogstaver, IMF, og solgt på det amerikanske marked. Men også her i Europa kunne IMF købes. Flagskibet var Reference Standard Professional Monitor, men der fandtes mindre og billigere modeller, bygget over samme princip.

Succesen varede omkring et årti. Men højttalerne var besværlige og dermed kostbare at bygge, og Fried opgav i begyndelsen af 80’erne transmissionslinjen til fordel for mere traditionelle højttalere, bygget under navnet Fried. Engelske IMF Electronics ændrede navn til TDL Electronics, men fortsatte op gennem 80’erne og 90’erne med at bygge transmissionslinjehøjttalere. Firmaet eksisterer fortsat, men de nuværende modeller er almindelige basreflekshøjttalere.

Besværligt princip

Omkostningerne på at opnå den dybe, præcise bas i et transmissionslinjekabinet er flere. For det første kræver en flere meter lang, foldet tunnel et stort kabinet. Kabinettet er håndværksmæssigt kompliceret at bygge, og afstemning af transmissionslinjen med nøjagtige mængder af dæmpemateriale er desuden krævende. Og endelig har transmissionslinjehøjttalere en tendens til at være ekstremt ineffektive.

Skønne, spildte watt

Det sidste er egentlig ikke princippets fejl, men en basenhed, der skal gengive meget dybe frekvenser lineært, skal enten have en meget stor membran – hvilket ville betyde et endnu mere gigantisk kabinet – eller en meget lang slaglængde. Og basenheder med lang lineær slaglængde må have en lang svingspole, hvoraf kun en lille del befinder sig i svingspolegabet, hvilket igen betyder, at en stor del af forstærkereffekten går til spilde.

KEF B139, som blev brugt i mange klassiske transmissionslinjehøjttalere, er et skoleeksempel på dette. Og da den desuden har en forholdsvis beskeden magnet, er der brug for en kraftig forstærker til at drive højttaleren. IMF Reference Standard Professional Monitor Mk IV er opgivet til en følsomhed på 80 dB! Der kræves altså fyrre watt til at nå op på et standardlydtryk på 96 dB på en meters afstand!

Moderne arvtagere

Af disse grunde har de store, dyre og ugudeligt ineffektive transmissionslinjehøjttalere aldrig nået den store udbredelse, som de lydmæssigt kunne være berettiget til. Og princippet var – med få eksotiske undtagelser – stort set glemt i årtier. Takket være mere effektive højttalerenheder (og slækkede krav til den allerdybeste oktav) har vi i de senere år heldigvis set eksempler på nye transmissionslinjehøjttalere, der er både mindre af omfang og mindre effektkrævende. Kerr Acoustics og PMC Twenty er eksempler på moderne transmissionslinjehøjttalere.

Skal jeg købe et sæt?

Selv om det er fire årtier, siden de gik ud af produktion, er IMF Reference Standard Professional Monitor MK IV ikke umulige at få fat på. Højttalerne blev solgt i ret store antal i danske radiobutikker, så der er stadig mange i omløb. Et sæt i rimelig stand koster mellem 8.000 og 15.000 danske kroner. Og kan man nøjes med hjemmeudgaven, TLS-80, kan man være heldig at få dem til omkring det halve. Det giver mulighed for gengivelse i høj kvalitet til virkelig rimelig pris.

Vær dog opmærksom på, at der kan gemme sig ubehagelige overraskelser inde i kabinettet. Hverken skum eller fåreuld er uforgængelige materialer, og hvis dæmpematerialet har forskubbet sig eller er gået til, vil det ændre gengivelsen drastisk.