En af de mest sælgende højttalere i Skandinavien gennem alle tider er Sonab OA-5. Den høje slanke gulvhøjttaler fik kælenavnet “tændstikæsken.” Og selv om den virkede næsten lige så aparte dengang som nu, blev der gennem sidste halvdel af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne solgt over 100.000 styk. Det gjorde der, fordi disse højttalere kunne få lyden til at stå levende frem i stuen på en måde, som andre ikke kunne.
Det er ikke så svært at konstruere en højttaler, der har flotte data, når den måles i et lyddødt rum. Men det går for alvor galt, når man får den idé at placere den i en normal dagligstue.
Sådan var det ikke med Stig Carlssons højttalere, herunder Sonab OA-5. Den svenske højttalerkonstruktør byggede sine højttalere, så de udnyttede lytterummet i stedet for at kæmpe imod det.
Orthoakustik
Stig Carlssons højttalere bygger på et princip, som han selv kaldte orthoakustik, som kort beskrevet handler om at undgå de mest forstyrrende refleksioner fra lytterummet. Og som sørger for, at de uundgåelige refleksioner fra vægge, gulv og loft kontrolleres, så de forstyrrer mindst muligt. Hvordan det fungerer, kan du læse om i artiklen herunder.
Sonab OA-5 (og den senere udgave, OA-5 II) er en slank højttaler med fem højttalerenheder, der alle er placeret under et metalgitter på toppen af kabinettet. Konstruktionen er tovejs, men højst utraditionel, da den består af en otte-tommers fuldtoneenhed og fire to-tommers diskantenheder med keglemembran, der spiller over kryds og kaster lyden hver sin retning. Højttaleren skal placeres med ryggen mod bagvæggen.
Væggen forsvinder
Det ligner alt sammen noget, der umuligt kan fungere. Men kun indtil man hører højttaleren. Mange, der har set mine OA-5 II’ere i stuen, har været overbærende skeptiske – for brat at tabe underkæben, når der åbnes for musikken. De mærkværdige højttalere har en nemlig sjælden evne til at få bagvæggen til at ‘forsvinde’ og få orkesteret til at stå åbent og lyslevende frem i rummet.
Det er tæt på 50 år siden, Sonab OA-5 II gik ud af produktion, og 25 år siden Stig Carlsson døde. Alligevel dyrkes de underlige svenske højttalere med en næsten kultisk interesse på websites som CarlssonPlanet
og Carlsson Cult. Et sæt OA-5 II i hæderlig stand koster omkring 1.500 kroner i dag – og op til det dobbelte for et fuldrenoveret sæt med opdaterede højttalerenheder og delefiltre.
Selvfølgelig vokser træeerne ikke ind i himlen, og de 50 år gamle højttalere kan på ingen måde hamle op med nye, kostbare konstruktioner, når det gælder nuancering og linearitet. Men har du en stor 70’er-stue med sparsom møblering, er det stadig svært at finde højttalere, der kan beherske akustikken lige så godt. I hvert fald ikke uden at bruge rumkorrektion.
Stig Carlssons ideer føres i dag videre af Larsen HiFi, der fortsat bygger højttalere efter det orthoakustiske princip.
1 kommentar til “Sonab OA-5 II”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Må jeg forsigtigt nævne Olle Mirsh ?