Verdens vigtigste kameraer

Han var helt sikkert ikke klar over det, men Oskar Barnacks drøm om at lave et lille kamera, der var let at tage med, skulle ændre historien for altid. Prototypen på det første kompaktkamera, han lavede for Ernst Leitz Optische Werke, var det første stillbilledkamera, der brugte 35 mm film. Hvilket gjorde det muligt at lave et kamera, der kunne være i en jakkelomme.

Det var en voldsom kontrast til datidens kameraer, der som regel var store kasser på et stativ med glasplader, som man havde med i en kuffert. Ikke ligefrem handy.

Barnacks kamera blev vist frem for måbende tilskuere på Leipzig-messen i 1925, og det efter datidens normer lillebitte kamera vakte både opstandelse og begejstring.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Leica model A, eller bare Leica I – senere kaldet ur-Leica – startede en revolution, hvor de fleste kameraer adopterede det samme format, senere kendt som småbilledformat. I dag benævnt fuldformat, men negativet – eller billedsensoren, som vi siger i dag – har samme 24 x 36 mm billedflade som på Barnacks Leica fra 1925.

Men Leica I var ikke det eneste kamera, der skulle få stor betydning for historien.

Siden Niépce som den første formåede at fange et motiv på et permanent fotografi, sandsynligvis i 1824, er fotografiet gået fra at være noget eksotisk for de få indviede til måske den mest demokratiske udtryksform nogensinde.

I øvrigt startede netop det ikke med Joseph Nicéphore Niépce, som han hed, men med Kodak.

De var først på markedet med et kamera, der var relativt let at bruge. Det krævede ikke stativ eller skrøbelige glasplader og var det første vellykkede forsøg på at demokratisere fotografering.

Senere skulle flere producenter føre både teknologien og demokratiseringsprocessen videre, hele tiden med innovationer, der gjorde det lettere at bruge kameraet og at tage billeder, der ikke var uskarpe, undereksponerede eller overeksponerede, eller fuldstændig udviskede.

Man kan argumentere for, hvor betydningsfulde forskellige kameraer har været for fotografiet, men blandt et hav af kameraer er der nogle, der skiller sig ud.

Her har vi samlet 20 af de vigtigste analoge kameraer, som har flyttet grænser og introduceret ny teknologi, der senere har fået større betydning. I modsætning til en kåring af verdens flotteste kameraer er denne kåring en uhøjtidelig, men rimeligt objektiv udvælgelse af, hvad vi mener er de 20 vigtigste kameraer.

Måske genkender du nogle af dem …

Kodak Brownie – 1900

Det kasseformede Brownie-kamera var en enklere og langt billigere version af The Kodak fra 1888 og det første kamera, der virkelig gav flere mulighed for at fotografere. Kameraet kostede én dollar, ikke småpenge på den tid, men billigt sammenlignet med Kodak I, der kostede 25 dollars 12 år tidligere.

Kodak Brownie var det første peg-og-skyd-kamera, en slags stamfader til Instamatic-kameraet, om man vil.

Leica Model A (Leica I) – 1925

Det første rigtige lommekamera. Med 35 mm film og 24 x 36 mm negativer blev Leica-kameraet stamfader til det moderne småbilledkamera. Leica I var udstyret med 50 mm f/3.5 objektiv og målsøger, og kameraets oprindelige form går igen i dag på moderne Leica-kameraer og er måske det mest kopierede kameradesign. Hvorfor? Fordi man ikke kan forbedre perfektion.

Kine Exakta I – 1936

Kodak i USA var blandt de tidlige pionerer, men i Tyskland havde lange optiske traditioner kombineret med stor viden om finmekanik skabt en spirende kameraindustri. Exakta er en af mange tyske producenter, som man ikke finder på butikshylderne i dag, men i 1936 var kameraet en lille revolution.

Ligesom Leica I brugte Kine Exakta I også 35 mm film. Sammenlignet med Leica I var det et superavanceret kamera. Opklappelig optisk søger, single-stroke fremtræksarm, 1/1000 sekunds lukkertid, selvudløser, aftageligt bagdæksel og indbygget film-cutter var mildt sagt usædvanligt på den tid.

Rolleiflex Automat – 1937

Denne type kamera skulle efterhånden blive et velkendt syn. Den lodrette skaftsøger og de to linser er let genkendelige, og Rolleiflex Automat skabte mellemformatmarkedet nærmest på egen hånd. Med 120-film fik man 6 x 6 cm store negativer fra den nederste linse, som var en Carl Zeiss-konstruktion med 75 mm brændvidde, blænde f/2.8 og næsten automatisk filmfremføring.

Den øverste linse? Den er til søgeren og har automatisk parallaksekompensation. I 1937.

Leica M3 – 1954

Den naturlige efterfølger til ur-Leica’et kom ikke før i 1954, men Leica M3 var en lille revolution, og det er let at se slægtslinjen frem til nutidens Leica M10, hvor det grundlæggende ikke har ændret sig meget i snart 70 år.

M3 brugte selvfølgelig 35-film, men havde udskiftelig optik og var det første kamera med M-fatning, parallaksekompensation for 50, 90 og 135 mm brændvidde, hængslet bagdæksel, gardinlukker med ned til 1/1000 sekund lukkertid og mulighed for at placere en separat lysmåler i blitzskoen.

Legendarisk og måske et af de mest ikoniske kameraer nogensinde.

 

Hasselblad – 1948

Det originale Hasselblads form er, sammen med Leica M3 og Rolleiflex, blandt de mest umiskendelige kameradesigns. Ligesom Rolleiflex brugte kameraet 120-film med 6 x 6 cm negativer. Filmen blev trådet på ruller bag et aftageligt bagstykke, og kameraet var helt modulært med aftagelig skaktsøger, optik og fremtrækshjul.

Senere udgaver havde lukkertider ned til 1/1600 sekund, hvilket var lynhurtigt for et mellemformatkamera på den tid. I 1957 lancerede Hasselblad 500C, som havde en central bladlukker, der kunne synkronisere med blitz på 1/500 sekund – noget, der blev godt modtaget af studiefotografer.

Contax S – 1949

Hvis man ser nøje på det gamle Contax-kamera, kan man se, hvor de har placeret søgeren. Det er ikke så tydeligt ud fra billedet, at det er det første spejlreflekskamera, der blev sat i produktion. Men en pentaprisme, der ikke viste motivet spejlvendt i søgeren, som almindelige søgere med spejl gjorde.

Kameraet havde også horisontallukker, M42-fatning og udskiftelig optik, og vil for evigt blive husket som et af de første med en teknologi, der senere skulle blive meget vigtig – pentaprismen, som fødte spejlreflekskameraet.

Nikon F – 1959

De troede det måske ikke selv, men da Nikon lancerede den første F-model i 1959, blev det startskuddet til en ubrudt række af professionelle kameraer. Det er ikke forkert at sige, at Nikon skabte genren, og at de andre fulgte efter, for F-modellen kom først. Det var også Nikons første spejlreflekskamera med folielukker i titanium, og generelt var det bygget som en tank.

Kameraet havde indbygget lysmåler, et aftageligt og udskifteligt prismehus, udskiftelige matskiver og aftageligt bagdæksel. Nikon F var så populært og solidt, at det forblev i produktion i 14 år (!), før det blev afløst af F2.

Agfa Optima 1a – 1962

Agfa var, ligesom Kodak og Fujifilm, både film-/fotopapirproducent og kameraproducent. De koncentrerede sig mest om massemarkedet med kompaktkameraer, men var ikke fremmede over for innovation. I 1960’erne og 70’erne var de fleste kompaktkameraer meget enkle med moderat optisk ydelse og få funktioner. Men ikke dette. Optima havde en for den tid lysstærk 45 mm f/2.8 med det velklingende navn Color-Agnar.

Man indstillede fokus ved at dreje fokusringen mellem tre faste fokuspunkter, men kameraet havde eksponeringsautomatik. En selencelle genererede spænding baseret på lysintensiteten, og så indstillede kameraet lukkertid og blænde. Det første kamera med eksponeringsautomatik – i 1962.

Kodak Instamatic – 1963

I den anden ende af skalaen finder vi et af Kodaks mest berømte kameraer, Instamatic. Et ægte sigt-og-skyd-kamera med en filmkassette, der gjorde det nemmere at skifte film, og derudover ikke meget andet end fremtræksarm og udløserknap.

Instamatic 100 var det første af en lang række modeller, deriblandt Instamatic Pocket, som også brugte den meget smalle 110-film, også den i kassetter. Filmkassetterne blev også brugt af andre producenter. Kodak var trods alt en stor filmproducent, og alt, hvad Kodak lavede, passede også til kameraer, der ikke hed Kodak.

Olympus PEN-F – 1963

I historien om skæve filmformater er kommer man ikke uden om Olympus PEN-F. Kameraet – der fik en renæssance med det digitale PEN-F – var et kamera med 35-film, men i 18 x 24 mm halvformat. Billedfladen var halvdelen af 35-formatet og i vertikalformat. Det gav Olympus mulighed for at lave meget kompakte kameraer med udskiftelig optik, og PEN-F var den tids mindste af slagsen.

Kameraerne havde centrallukker, der synkroniserede med blitzen på alle lukkertider, og der fandtes et godt udvalg af objektiver – fra 28 til 1150 mm brændvidde – til kamerasystemet.

Pentax Spotmatic – 1964

Spotmatic var ikke Pentax’ første spejlreflekskamera, men det første i verden med lysmåling gennem objektivet – TTL-måling. To små CdS-sensorer målte det lys, der faldt ind i spejlhuset, og det gav langt mere nøjagtig måling og mere korrekt eksponerede billeder. Denne lille finesse fungerede så godt, at den hurtigt blev adopteret af andre kameraproducenter. Pentax’ TTL-måling blev gradvis industristandard og blev også brugt på Spotmatic F fra 1974.

Olympus OM-1 – 1972

Da Olympus’ chefingeniør Yoshihisa Maitani viste det lille spejlreflekskamera frem, som først bare blev kaldt M-1, var der mange, der undrede sig over, hvordan han havde gjort det. Det var ikke et halvformatkamera, men et fuldblods spejlreflekskamera i 35-format med TTL-lysmåling med CdS-sensorer, 1/1000 sekunds lukkertid og et søgerbillede, der var så stort, at ingen havde set magen.

Samtidig var det lillebitte sammenlignet med Nikon F, og OM-1, som det kom til at hedde, startede en trend med mere kompakte og handy spejlreflekskameraer. OM-serien var i produktion indtil midten af 90’erne, og alle modellerne fulgte Maitanis masterplan med kompakte kamerahuse.

Polaroid SX-70 – 1972

Det sammenklappelige SX-70 var ikke Polaroids første instant-kamera, men måske det vigtigste. Det blev skabelonen for senere Polaroid-kameraer, men få af dem var lige så elegante som det nu ikoniske SX-70. Kameraet brugte filmkassetter, der gav kvadratiske billeder på 77 x 77 mm, fra 10 x 9 cm instant-film.

Når kameraet var klappet sammen, var det ikke meget tykkere end en pakke cigaretter, og Polaroid-kameraerne blev enormt populære og er i dag indbegrebet af instant-kameraer, der ofte bare omtales som Polaroid-kameraer, uanset producent.

Minolta XD-7 – 1977

70’erne blev det årti, hvor eksponeringsautomatik virkelig bredte sig. Så kom lukkertidsautomatik, hvor fotografen valgte blænde, og så tog kameraets lysmåler og elektronik sig af lukkertiden. Det gjorde kameraerne nemmere at bruge, og nogle af dem havde i stedet blændeautomatik, hvor fotografen valgte lukkertid og kameraet blændeværdi.

Minolta XD-7 var det første kamera, der havde begge dele. TTL-lysmålingen kunne bruges til enten lukker- eller blænderautomatik eller til at guide fotografen til den korrekte manuelle eksponering.

Canon A-1 – 1979

Minolta var først med at kombinere blændeautomatik og eksponeringsautomatik, men Canon A-1 var først med det hele på én gang. Dvs. blændeautomatik, lukkertidsautomatik, manuel eksponering – og programautomatik. Som kombinerer blænde- og lukkertidsautomatik. Så kan fotografen koncentrere sig om fokus og komposition, mens kameraet tager sig af resten.

Canon A-1 var først, men efter det kom alle de andre producenter med kameraer, der havde programautomatik, og i dag er det indlejret i selv de simpleste kameraer.

Minolta Dynax 7000 – 1985

At sige, at det første masseproducerede spejlreflekskamera med autofokus var en revolution, er ikke en overdrivelse. Minolta havde arbejdet længe på autofokus, før kameraet blev lanceret, og andre havde prøvet før uden den store succes. Men Dynax 7000 – eller Maxxum, som det hed i USA – kom altså først. Det var en revolution, kameraet blev lanceret med flere autofokusobjektiver, og Minolta rystede virkelig kameraindustrien med Dynax 7000.

Efter nutidens standarder var autofokus ikke noget at prale af. Det gik langsomt, og den var ikke altid præcis, men det virkede. Efterhånden blev algoritmerne bedre og fokusmotorerne hurtigere, og snart havde alle producenter autofokus. I dag tager vi lynhurtig automatisk fokus for givet, og på sin vis har vi meget at takke Minolta for.

Canon T9 – 1986

Selv om Canon T90 ikke havde autofokus, var det på mange måder det første skridt ind i en ny verden for kameraer: Det fuldautomatiske, computerstyrede kamera.

Ligesom Minolta Dynax 7000 havde Canon T90 LCD-skærm, indbygget motorfremføring – 4,5 fps – 1/4000 sekunds lukkertid, multispotmåling (her var Olympus OM-4 først i 1983), multieksponering med op til ni billeder og avanceret blitzeksponering med 1/250 sekunds lukkertid. T90 blev Canons sidste avancerede kamera, før de lancerede EOS-systemet året efter.

Fujifilm Quicksnap – 1986

Fujifilm markedsførte Quicksnap som en film med et kamera udenpå, og mere præcist kan det næppe siges. Fuji lavede et simpelt kamera, som man lagde i en pose og sendt ind til fremkaldelse, når filmen var brugt op. Ligesom Kodak gjorde 100 år tidligere med The Kodak.

Quicksnap handlede ikke om billedkvalitet, men om simpel og billig teknologi for folk flest, der ikke kunne drømme om at bruge mange penge på et kamera, som de måske ikke beherskede.

Olympus mju – 1991

Det lille Olympus mju og det senere mju II var ikke de første analoge lommekameraer med autofokus og automatisk fremføring og eksponering. Men med en skarp 35 mm vidvinkel (f/3.5 på mju og f/2.8 på mju II), et dæksel, der beskyttede linsen, og nem betjening blev kameraet en succes uden lige. Det var den moderne tidsalders Instamatic, bare med meget bedre billedkvalitet og bygget på de samme designprincipper som XA-modellen fra 70’erne.

Få kompaktkameraer i plast er så efterspurgte på brugtmarkedet som et velfungerende mju II.

Hvilke digitalkameraer er de vigtigste? Det vil vi fortælle i en kommende artikel.