Opdateret …
Audi e-tron har været en gedigen succes her i Norden, og den får snart følgeskab af et nyt familiemedlem. Den luksuriøse firedørscoupé e-tron GT lanceres nemlig i dag.
GT-modellen får et topmoderne karosseri i aluminium og stål – og selvfølgelig elektrisk quattro-firehjulstræk. Ydelsen er tidligere opgivet til 590 hestekræfter og 0-100 km/t på 3,5 sekunder, og rækkevidden til 400 kilometer.
Men det var konceptmodellen – i dag lærer vi endelig detaljerne på den færdige produktionsmodel at kende! Her håber vi også at få mere at vide om infotainment-systemet, og ikke mindst hvilket premium-lydanlæg man kan pimpe Audi’en med.
Audi e-tron GT bliver en direkte udfordrer til Porsche Taycan, og den kan leveres med både Bose- og Burmester-anlæg mod et pristillæg.
Følg lanceringen på YouTube
Audis nye luksuscoupé har altså officiel verdenspremiere i dag, men du behøver ikke hverken pressekort eller VIP-billet for at overvære seancen. Verdenslanceringen streames nemlig direkte på YouTube.
Fra kl. 13.00 dansk tid kan du se Lucas di Grassi køre e-tron GT på racerbanen i Neuburg, og kl. 19 finder den officielle premiere sted. Her vil chefdesigner Marc Lichte løfte sløret for den færdige version af e-tron GT.
Du kan følge lanceringen på de to links/videoer i bunden af artiklen. Hold øje med tiden, og tjek gerne nogle af vores andre “lyd i bilen”-sager, mens du venter!
https://youtu.be/StkkIdBY5r0
https://youtu.be/CMcNVLypkw0