Den kommende i4 fra BMW vil have nøjagtig de samme dynamiske egenskaber, som alle BMW’er er kendt for, siger David Alfredo Ferrufino Camacho i en video, som BMW for nylig har lagt ud. Han er projektleder for i4, som er i den sidste fase af testningen.
David Ferrufino er hverken er spansk eller italiensk, men kommer fra Bolivia – et land, der ikke ligefrem er kendt for sin store bilindustri – og har i lang tid været ansvarlig for udviklingen af biler i BMW-gruppen.
Her viser han, hvordan en i4 opfører sig på BMW’s testbane i Aschheim, og den bil, han kører, nærmer sig produktionsstart og skal være klar til bestilling i løbet af 2021.
Selv om BMW i4 ligner en 4-serie meget, skal den være bygget som en ren elbil fra bunden. “Det er vores første rene elbil, der er udviklet med BMW’s DNA, og den har overlegen retningsstabilitet og dynamiske egenskaber,” siger Ferrufino.
Som man kan se af videoen nedenfor, kan elbilen let komme rundt på banen, og den kan endda drifte.
BMW har ikke frigivet alle detaljerne om i4, men det, vi ved, er at den vil have en rækkevidde på op til 600 km og kunne klare 0-100 km/t på knap fire sekunder.
BMW i4 vil sandsynligvis blive tilgængelig i flere versioner med forskellige batteripakker og ditto effekt, og det er ikke spor usandsynligt, at der også kommer en M-version af i4.