Den kan ikke bestilles rigtigt endnu, men BMW viser, hvordan de tænker, at en bil kan udstyres med elektronisk blæk – E Ink – så den kan skifte farve. Med en specialudviklet overfladebelægning og elektronisk blæk kan man få overfladen til at skifte farve fra hvid til sort, med nuancer af grå. Gerne i et foretrukket mønster – se blot videoen herunder.
E Ink har eksisteret længe i tablets og bruges bl.a. af Remarkable. De, der bruger tablets, ved, at batteritiden er næsten uendelig, og det skyldes, at E Ink kun bruger strøm, når indholdet på skærmen ændrer sig.
Her forestiller BMW sig, at de små mikrokapsler på overfladen, som indeholder hvide og sorte pigmenter, kan bruges til at øge rækkevidden. En hvid overflade reflekterer sollys og reducerer behovet for at have klimaanlægget på fuldt blus, mens en sort overflade absorberer varme og mindsker behovet for at skrue op for varmen i kabinen.
Bilen kan så ændre farven efter vejret, og man kan naturligvis også lave det mønster, man selv synes er fedt, vil vi tro. Det vil vække en vis opsigt i trafikken at blive overhalet af en BMW, som skifter farve.
BMW forestiller sig, at mikrokapslerne i fremtiden kan bruge pigmenter med farver, ikke bare sorte og hvide pigmenter, og så kan man måske skifte fra blåt til rødt eller veksle mellem favoritfarverne.
BMW Theatre Screen
Men længe før du kan bestille en BMW med E Ink, kan du formentlig få en 31 tommers skærm i loftet til bagsædepassagererne. De kalder det Theatre Screen, og det er en 8K-skærm i 32:9-format, som sammen med Bowers & Wilkins Diamond Surround Sound-anlæg skal give en biografoplevelse ud over det sædvanlige.
Foreløbig siger BMW, at de planlægger at integrere Amazon Fire TV, så man kan streame indhold over 5G-nettet, men Theatre Screen-systemet – som bliver lanceret i nær fremtid – vil garanteret få flere udbydere end Amazon.