Hvis du ikke synes, at BMW iX M50 er “M” nok, hvad så med den her? Den ser måske ikke så speciel ud sammenlignet med M50, men BMW iX M60 er et monster i forklædning.
Bilen, der kommer til sommer, har diskrete ændringer udvendig med det klassiske M-logo bagpå, på siderne og endda på bremsekaliprene. Men det er i bunden, man finder de vigtigste opgraderinger.
Luftaffjedring med niveauregulering er standardudstyr, ligesom på M50. Det samme gælder en anti-roll bar på bagakslen og to elmotorer med højere effekt. Den bagerste yder 360 kW eller 486 hk, den forreste 190 kW eller 258 hk, for en maksimal ydelse på 619 hk.
Som om det ikke var nok, er det samlede drejningsmoment 1100 Nm, når Launch Control er aktiveret, hvilket gør, at den store bil klarer 0-100 km/t på 3,8 sekunder. Tophastigheden er, som det er almindeligt for de fleste hurtige tyske biler, begrænset til 250 km/t.
Men hvad så med rækkevidden, hører jeg dig spørge? Den er slet ikke værst. 566 km er ikke så ringe endda, idet bilen har det samme batteri på 111,5 kWh, som sidder i iX xDrive50.
Forbruget er opgivet til 21,6 kWh pr. 100 km ved blandet kørsel, og med en ladekapacitet på 200 kW skal man kunne lade fra 10 til 80 procent på 35 minutter. Ti minutters hurtigopladning skulle give en rækkeviddeforøgelse på 150 km.
Den er ikke alene vanvittig hurtig; den er også veludstyret som udgangspunkt. Bowers & Wilkins-anlægget Diamond Surround Sound System er standard – og noget af det bedste, man kan finde i en bil.
Den kommer også med BMW Live Cockpit Professional og BMW Natural Interaction, der giver stemme- og gestikstyring. BMW Laser Light, Comfort Access og sædeventilation foran er ligeledes en del af den righoldige udstyrsliste.
iX M60 kan desuden leveres med 22 tommers fælge i Titanium Bronze-design.
BMW fortæller, at forhandlerne vil begynde at tage imod bestillinger i løbet af januar, og de første biler leveres allerede til juni i år. Danske priser kender vi endnu ikke.