Fiat og Abarth har været et begreb lige siden Carlo Abarth tunede en Fiat 500-motor til 695 kubik og 38 hk i 1964. Hvilket gav Abarth 695 SS, som den hed, en tophastighed på 140 km/t. Det var meget for en minibil dengang.
Siden har Abarth altid været synonym med tunede Fiat-modeller, og nu er turen kommet til den elektriske 500’er.
Den skal hedde Abarth 500e Scorpionissima, og er en hot udgave af 500 electric, som vi kender fra vores egne tests. Abarth-udgaven er naturligvis hurtigere og mere sporty end originalen, og lyder meget ligesom en to-cylindret Abarth i sin tid gjorde.
Lidt bredere og lidt lavere, med et mere sportsligt udseende, og altså denne falske motorlyd som kommer ud af højttalerne, og sikkert medvirker til, at den elektriske Abarth 500e Scorpionissima lyder mere temperamentsfuld, end den måske er. Fiat angiver 0-100 km/t på syv sekunder; to sekunder hurtigere end en standard 500e, og tophastigheden er på 155 km/t.
Abarth-udgaven leveres blandt andet med panoramatag, 360 graders kamera, JBL-anlæg og ellers det samme infotainment-system, vi kender fra 500 Electric, med en 10,25-tommers touchscreen.
Effekten er øget til 155 hk, men batterikapaciteten er stadigvæk på 42 kW og skulle give en rækkevidde på omkring de 300 km, hvis man ikke er så hård ved el-pedalen. Abarth-udgaven bliver kun bygget i 1949 eksemplarer, hævdes det. Tallet er ikke tilfældigt; det er nemlig det år, hvor Carlo Abarth startede selskabet.
Bilen, som leveres med dæk i dimensionen 205/40 R18, og sportssæder i Alcantara-betræk, kan bestilles fra februar 2023. Så kan man, hvis man får fat i én, fornøje sig med tre forskellige køretilstande: Turismo, Scorpion Street, og den hotteste af dem, Scorpion Track, som nok skal få racerkøreren frem i dig.