Den lille Fiat 500 har været en stor succes for den hårdtprøvede bilkoncern. Cinquecento, som den også kaldes, har haft lige så stor betydning for motoriseringen af den italienske befolkning, som Folkevognen havde for tyskerne efter krigen.
Den kun 3,2 m lange bil er tilgængelig med små benzin- og dieselmotorer, fra den lille tocylindrede 900 ccm til den 180 hk kraftige Abarth-version.
Fiat har aldrig lavet en elektrisk udgave – hvis man ser bort fra de konverterede benzinversioner, der blev gjort elektriske i USA, og som har fundet vej hertil via gråmarkedsimport.
Men nu har Fiat en elektrisk model på vej. Som er en ny 500 fra inderst til yderst, selv om man skal kigge to gange på den nye version for at se forskel.
Den kommende Fiat 500e bliver helelektrisk, og rygtet vil vide, at den slet ikke kommer med forbrændingsmotor, men det vil vi nu se, før vi tror det.
Da bilen ikke officielt er lanceret endnu, ved vi ikke meget om rækkevidde, batterikapacitet og effekt, men den nye platform, som bilen er baseret på, er designet til batteri- og elektriske motorer fra bunden.
Fiats CEO, Olivier Francois, kalder den en urban Tesla, hvilket indikerer, at den elektriske Cinquecento får en rækkevidde, der er passende til bymæssig brug.
Bilen vil ikke blive bygget i Polen som den forrige generation, men på Fiats Mirafiori-fabrik uden for Torino, hvor produktionskapaciteten skulle være omkring 80.000 enheder om året.
Fiat 500e vil lægge sig i samme urbane elbilklasse som Mini Cooper E, Honda E og selvfølgelig BMW i3.
Hvornår den kommer? Det vides ikke endnu, men regn med at se den på vejene i 2021.