I perioden frem til 2025 lancerer Jeep ikke mindre end fire SUV-modeller. Jeep Avenger vil blive præsenteret på Paris Motor Show i oktober og lanceres i Skandinavien i begyndelsen af næste år. Derudover får vi Recon og Wagoneer S, og kronen på værket bliver den store Grand Wagoneer i en helelektrisk udgave, der får en rækkevidde på 800 kilometer!
I Europa har Jeep store planer om at sælge 100 procent elbiler inden 2030.
Jeep Recon – kun som elbil
Jeep Recon er bygget fra bunden som en ren Jeep 4×4 – men da den er fuldelektrisk, vil den give en noget speciel terrænoplevelse i næsten total stilhed. Vi forventer, at den bliver leveret med et opgraderet lydanlæg fra Harman Kardon, som fuldender oplevelsen.
For at sikre den bedst mulige fremkommelighed har akslerne på Recon en elektronisk differentialspærre (E-Locker). Akslerne låses med elektrisk kraft, så alle hjul får 100 procent fremdrift. Dette er guld værd, når du skal ud af en snedrive, et mudderhul, over en dæmning eller færdes i andre ekstreme situationer.
Som vi kender det fra Wrangler og Gladiator vil der også med Recon være mulighed for at køre uden tag, døre og vinduer. Jeep Recon vil derimod kun kunne fås som elbil. Bilen vises næste år, og produktionen starter i USA i 2024.
Elektriske Wagoneer-medlemmer
Også premium-familien Wagoneer får et nyt, helelektrisk medlem. En model med kodenavnet Wagoneer S får et aerodynamisk design og firehjulstræk, som skal kunne nå frem under selv de vanskeligste forhold.
Wagoneer S kommer kun som elbil, og rækkevidden er opgivet til 640 kilometer. Med 600 hestekræfter accelererer den fra stilstand til 100 km/t på 3,5 sekunder. Det må siges at være godt!
Ligesom Recon vil Wagoneer S blive vist frem i 2023 med produktionsstart i 2024.
Men vi skal selvfølgelig ikke nøjes med en ‘lille’ Wagoneer, men får også toppen af kransekagen: Grand Wagoneer. Denne kommer i en helelektrisk version med en rækkevidde på op til 800 kilometer. Var der nogen, der sagde rækkeviddeangst?
Lad os også håbe, at vi kommer til at se et heftigt lydanlæg fra McIntosh i den elektriske Grand Wagoneer!
Avenger kommer først
Avenger bliver den allerførste model, vi kommer til at se på vejene. Den får en mere moderat rækkevidde på 400 kilometer, men til gengæld loves vi, at den har ‘en imponerende frihøjde og robust opbygning for sin klasse samt masser af plads til både mennesker og bagage.”
Størrelsesmæssigt er den en tand under Jeep Renegade. Produktionen af den elektriske Avenger starter mod slutningen af året. Vi har endnu ikke fået priser for de nye fuldelektriske Jeeps.