Så har Volkswagen endelig løftet sløret for deres sedan ID.7. Det skete på en digital verdenslancering i dag kl. 14. En ganske kort begivenhed, hvor informationen var temmelig sparsom.
ID.7 er stor
Bilen, der omtales som “den elektriske Passat”, har stor indvendig plads, og Volkswagen lover en “lounge-agtig kabine”. Som vi vist godt kan oversætte til, at der vil være godt med plads til lange ben. Så måler den da også 4,96 meter i længden, hvilket er hele 38 cm længere end crossover-SUV’en ID.4.
ID.7 lægger sig prismæssigt i “volumensegmentet” – prisområdet for den type biler, der sælges flest af – men skulle være i premium-klassen. Volkswagens udsendte mente, at dette var en af de virkelig vigtige biler fra koncernen. Det forklares ikke mindst med, at dette er den første model siden ID.4, der er lanceret på alle verdensmarkeder fra starten.
Dette er den sjette fuldstændig elektriske VW-bil på MEB-platformen. Volkswagen hævder at have lyttet til forbrugerne under udviklingen, blandt andet hvad angår interfacet på infotainmentsystemet.
Blandt andet er klimaanlægget nu tilgængeligt med få tastetryk på den 15 tommer store skærm, og er Head-Up displayet med augmented reality blevet standard.
Lang rækkevidde
Det vigtigste argument for den nye ID.7 er imidlertid rækkevidden. De siger, den kan køre langt. Op til 700 kilometer. Det lyder jo lovende!
Dette gøres muligt via god aerodynamik og lavt strømforbrug, men også pga. et større batteri med 86 kWh nettokapacitet. Samtidig er ladekapaciteten blevet forøget til 200 kW, og bilen skal bruge 25 minutter på at lade op fra 10 til 80 procent.
Bilen vil desværre ikke være tilgængelig med det store batteri ved lanceringen; i første omgang må vi nøjes med den sædvanlige 77 kWh og 170 kW ladekapacitet. Samme som i den eksisterende ID. Buzz.
Ellers kan man nævne panoramaglastaget og Harman Kardon lydsystemet med 13 højttalere plus subwoofer. Og som sædvanligt ved elbillanceringer blev der talt om bæredygtighed. Der er ingen spor af dyrehud i sæderne; i stedet er der brugt plante- og plastbaserede materialer.
Volkswagen ID.7: Pris og tilgængelighed
Hverken salgsstart eller pris blev nævnt med et eneste ord, udover at bilen altså kommer til at ligge i “volumensegmentet”. Vi forventer derfor, at startprisen er 20-25 procent højere end ID.4.
Mere info: volkswagen.dk