Den europæiske bilindustri er under hårdt pres fra flere sider. På den ene side stjæler Tesla store markedsandele fra etablerede europæiske producenter med fantastiske biler som Tesla Model Y, og Model 3, der for nylig blev lanceret i en opdateret version. Til gengæld er der et stadigt stigende antal kinesiske producenter, som også æder stadigt større markedsandele.
Tesla har vist, at man kan sælge biler i store mængder baseret på sin egen teknologi – og altså tjene penge uden at skulle dele platform med versioner, der drives af fossilt brændstof. Kineserne er så hurtige fra tegnebræt til marked, at de er ved at æde det forspring op, mange af de etablerede producenter har haft, og dermed tage føringen inden for elbiler.
Ved IAA Mobility 2023 i München i disse dage havde europæerne mulighed for at vise, hvad de synes om fremtidens elbiler og ny teknologi. Mange af elbilerne har vi set og skrevet om før, så her er nogle af de vigtigste, som vi ikke har skrevet ret meget om hidtil.
Audi
Den første e-tron-model blev godt modtaget, og var i en periode den bedst sælgende elbil i Norge. Den store SUV var rummelig, kvik, veludstyret og relativt godt prissat for en premium elbil. Den er for nylig blevet opdateret med blandt andet et større batteri og omdøbt til Q8 e-tron.
Den mindre Q6 e-tron lægger sig mellem Q4 og Q8, og er bygget på Volkswagen-koncernens nye PPE-platform, som også skal bruges på den elektriske version af Porsche Macan. Bilens ydre og indre design er på ingen måde revolutionerende. Alt er genkendeligt e-tron, lige fra det store kølergitter til de kantede linjer indeni.
Q6 e-tron får en tredelt skærmflade langs instrumentbrættet, et nyt head-up display og Android Automotive-styresystemet. I øjeblikket kender vi kun til to versioner af Q6 e-tron, en e-tron 55 med en anslået rækkevidde på 600 km, og en mere kraftfuld udgave kaldet SQ6 e-tron. Begge har et 100 kWt batteri med 800 V batteriteknologi.
Det bliver ikke nogle racerbiler, men SQ6-udgaven skulle kunne klare nul-til-hundrede på 4,5 sekunder eller deromkring.
Audi Q5 e-tron introduceres først i sin helhed mod slutningen af året med levering et stykke inde i 2024.
BMW
Præcis hvornår BMW planlægger at producere nedenstående model er lidt uklart. For dette er i øjeblikket blot et koncept, ved navn Vision Neue Klasse, som skal markere starten på en helt ny generation af BMW elbiler.
Udtrykket Neue Klasse er ikke valgt tilfældigt. BMW brugte det, da de skulle finde på noget, efter de tabte mange penge på produktionen af forældede biler, der solgte dårligt. De havde brug for biler, folk ville købe; noget større end den trehjulede BMW Isetta og de små 600 og 700-modeller, og derfor lancerede de BMW 1800 i 1963. Den startede en ny klasse for BMW, og dét er tanken bag konceptbilen på billedet over.
Denne er omtrent af samme størrelse som en 3-serie, men ser ud til at have indvendig plads som i en 5-serie. Linjerne er både konservative og progressive, med et klassisk tre-boks design og sedan-form. BMW taler om en rækkevidde på op til 700 km, og selvom der er tale om et koncept, kan vi forvente lyslister som dekoration, kamera og skærm i stedet for sidespejle, og en helt ny skærmoplevelse – panoramic vision – hvor store dele af forruden bruges som info-overflade, og head-up-displayet viser information i 3D.
Neue Klasse, eller den nye generation, introduceres fra 2025, og samme platform vil blive brugt på flere modeller. Herunder en SUV.
Cupra
Volkswagens spanske fætter vil gerne være dristigere i stilen, og vil tilbyde en mere sportslig køreoplevelse. Den nuværende eneste helelektriske Cupra-model er Born, og den er som bekendt baseret på VW ID.3, og holder faktisk hvad den lover: en mere sportslig køreoplevelse. Det samme vil Cupra Tavascan, som er baseret på VW ID.5 og dens tjekkiske slægtning, Skoda Enyaq Coupé.
Platformdelingen betyder, at ydeevne og rækkevidde er sammenlignelig med ID.5 og Enyaq Coupé, men den vil skille sig betydeligt ud med skarpere linjer, sportsligere detaljer og forhåbentlig en tilsvarende køreoplevelse.
Mercedes
Efter en meget langsom start er Mercedes kommet rigtig godt ud af starthullerne med deres elektriske modeller. De er snart færdige med hele alfabetet, og har elbil-modeller fra den kompakte crossover EQA til den store EQS SUV.
Dette koncept, Concept CLA, viser, hvad Mercedes mener om elbiler i mellemklassen. Selvom den røde på billedet kun er et koncept, er den ikke så langt væk fra realisering, som man skulle tro. Planen er en firedørs coupé, der er nogenlunde på størrelse med BMW i4, men CLA vil også kunne fås i SUV og stationcar-versioner. Alt sammen baseret på Mercedes’ nye MMA-platform med 800 V-teknologi. Forvent en rækkevidde på op til 750 km med det største batteri, og 350-400 kW ladehastighed. Mercedes hævder, at du burde være i stand til at oplade 400 kilometers rækkevidde på 15 minutter med den nye batteripakke. Konceptbilen vises med en skærmflade fra kant til kant, der minder om Mercedes Hyperscreen, og vil formentlig være ekstra-udstyr.
Hvornår Concept CLA ikke længere kun er et koncept er uklart, men vi er ret sikre på, at vi hører mere om det inden næste år, og at bilerne kan bestilles fra 2025.
Renault
Scenic skabte et helt nyt segment i 1996, og det varede ikke længe, før alle bilproducenter, selv Mercedes-Benz og BMW, havde en MPV i deres portefølje. Siden er den familievenlige biltype afløst af crossovere og SUV’er, der giver bedre frihøjde, men ikke nær så meget plads. Grand Scenic var for eksempel en rummelig syv-personers, perfekt til familier på tur, men har været væk fra markedet i mange år.
Nu genopstår den på en helelektrisk platform, CMF-EV, som vi kender fra Nissan Ariya. Den elektriske Scenic E-tech får den største batteripakke på 87 kWt, og den kan leveres med firehjulstræk. Noget der hidtil har været ret usædvanligt for franske biler. Rækkevidden er opgivet til 620 km (WLTP) for versionen uden firehjulstræk.
Bilen er en mellemstor crossover på 447 cm, og har 545 liters bagagerumsvolumen eller 1670 liter, når du lægger bagsædets ryglæn ned. Den skal også kunne trække 1.100 kg trailervægt.
Jean Michel Jarre har stået for lyddesignet i Scenic. Han er mest kendt for elektronisk musik, men her har han komponeret velkomst- og advarselslyde. Også dem, der advarer fodgængere og cyklister. Renault siger, at bilen skal være klar til bestilling i begyndelsen af 2024.
Volkswagen
Denne her krydser vi både fingre og tæer for, at Volkswagen lancerer. For hvem kunne ikke tænke sig en elektrisk Golf GTI? Det er nemlig hvad ID. GTI Concept skal forestille at være.
Lige siden Golf blev lanceret i en 110 hk GTI-variant i 1976, har den været drømmebilen for mange, og nu kan den genopstå i elektrisk form. ID. GTI Concept er ikke kommet meget længere end konceptstadiet, og Volkswagen siger ikke noget om effekt, rækkevidde eller hvad den vil koste. Men den bliver formentlig lanceret i 2026, baseret på MEB-platformen og det annoncerede ID.2all: en 4,1 meter kort elbil, som skal bringe VW tilbage i småbilssegmentet.
Om den får de ternede sædebetræk fra originalen vil vise sig, men Volkswagen lover, at den nok skal komme til at se sporty ud indeni også. Gengivelser viser en dominerende rød farve, helt ned til detaljer som markeringerne, der viser retningen af rattet, men af indlysende årsager finder vi ikke en golfbold-gearstang her.